nørrebro

Karpantschofs kanonføde

I weekenden gik en flok sortklædte nazister, dvs medlemmer af organisationer på den yderste venstrefløj, amok på Nørrebro i et rudeknusningsorgie, der giver mindelser om Krystalnatten. Den begivenhed er omtalt i forige post.

Det har fået UH til at kigge lidt tilbage i den Københavnske gadeoptøjs historik, hvor det mest bemærkelsesværdige er den velplanlagte aktion d. 18. maj 1993. Aktionen handlede på ingen måde om udfaldet af folkeafstemningen. Dagen var bleve valgt fordi den passede til arrangøerne af optøjernes formål: Et angreb på politiet og massiv medieomtale.

En gennemgang af de såkaldte 18. maj optøjer, ikke mindst i lyset af, hvad Rene Karpatschoff har oplyst 20 år senere, tegner et billede af sædeles velplanlagt angreb, hvor man fra planlæggernes side bevidst går efter, at trække politiet ind i en fælde og bruger diverse hooligantyper og idioter som menneskelige skjolde og kanonføde. En typisk metode er at man lokker med eksklusive arrangementer såsom fester knyttet til en eller anden subkultur.

Hos Junikredsen er der en gennemgang af dele af de ledende personer i miljøet.

Som UH nævnte i forrige post så kan SF partifunktionæren, sjovnalist Thomas Sæhl Sørensen anses som en af arrangørene af optøjerne. Det der især knytter ham til den rolle, er retsagen mod ham i en del af efterspillet efter optøjerne. Han blev ganske vidst frikendt for, at have foretaget sig noget krimminelt, men sagen knytter ham ikke desto mindre til optøjerne. På tidspunktet var han boss i den kriminelle politiske gruppe “Rebel”. Omtalt hos BT.dk. Og jo, UH anerkender skam frifindelsen. På stedet foretog han sig ikke noget kriminelt, hvad der sigtes til er hvad han har foretaget sig inden optøjerne.

I tilfældet René Elley Karpantschof behøver man dog ikke kigge langt efter dokumentation for hans deltagelse. Den leverede han selv tilbage i 2013 i en stribe loghudlende MSM interviwes, bl.a. på EB.dk, hvorfra vi kan plukke lidt:

René Karpantschofs mave var fyldt med sommerfugle den milde majdag i 1993. Han var ikke angst, men nærmere forventningsfuld. Den samme spænding, som han havde følt før under mange af de demonstrationer, han siden sin debut som bz’er i 1983 havde deltaget i.

Sammen med en gruppe tidligere bz’ere havde René Karpantschof forinden holdt hemmelige møder om, hvad der skulle gøres, hvis det blev et ja til EU – dengang EF.

Gruppen planlagde først at skabe uro i indre by nær Christiansborg, men besluttede sig i sidste ende for at vælge Nørrebro i stedet. Ud fra et gadekamp-taktisk perspektiv var de her mere på hjemmebane og ville højst sandsynligt kunne trække flere sympatisører til sig, som sammen kunne protestere mod EU-afstemningen. Men aktivisterne var langtfra så organiserede, som de havde været under gadekampene op gennem 80’erne.

Da processen er sat igang og situationen bliver farlig er det tid for De kære Ledere til at stikke af og lade rosset tage skraldet. Prosaisk fortæller Karpantschof, at en “kammerat” beder ham gå op til sin gravide kæreste.

Mens han var i fuld gang med at kaste brosten mod de uniformerede betjente, tog en af hans venner fat i ham. De befandt sig da uden for det kollektiv på Nørrebrogade, hvor René og hans højgravide kæreste boede. Vennen sagde, at han skulle smutte op til sin kæreste, som kunne nedkomme når som helst. Herefter fulgte René Karpantschof begivenhederne fra sit vindue.

– Jeg så, hvordan sårede betjente kom humpende og blev båret fra Fælledvej, mens andre betjente fra andre retninger kom løbende til som forstærkning. Det virkede, som om de ikke havde kontrol over situationen. Der var ingen struktur, og det var rent kaos i forhold til, hvordan de plejede at opføre sig, fortæller René Karpantschof, som pludselig hørte et par skarpe smæld. Lidt senere lød der mange flere.

Selvfølgelig hader man politiet for det. Det var rart at kunne slå tilbage. Jeg tænkte ikke så meget over min egen skyld i det, jeg så dem som fjender. Jeg blev selv radikaliseret, jeg skar alle politifolk over en kam, siger René Karpantschof og uddyber:

– Vi havde bestemt en stor del af ansvaret for, at 18. maj eskalerede, som det gjorde. Men jeg vil ikke fordømme det, vi gjorde, fordi jeg selv troede på, at det var det rigtige. Jeg synes, det er vigtigt at forstå, hvordan det kommer til en sådan eskalation i et demokrati som Danmark, og undgå at politisk engagement skal koste liv og lemlæstelse.

18. maj hændelsen blev flittigt dyrket i medierne, ikke mindst af DDR op gennem 1990erne. Vinklen var, og for såvidt stadigvæk er, at en mindre gruppe (cirka 200) har arrangeret en protest demonstration, som så spontant voksede, kulminerende med, at politifolkene fik ordre til at skyde ind i mængden (“skyd efter benene” ordren) for at få situationen under kontrol. Især DDRs løgner Lars Ruggaard førte an i den kampagne. Værd at notere sig er desuden, at Thomas Sæhl Sørensen sidst i 1990erne var dels praktikant og sidenhen sjovnalist hos DDR. DDR har haft en primær kilde i huset de kunne spørge. Og ikke mindst en primær kilde med en væsentlig interesse i, at sagen bliver fremstillet på en bestemt måde.

En af de venstreekstreme sjovnalister der førte an i kampagnen var Erik Valeur. Han opsummere den venstreekstreme vinkel i en post på hans blog. Fra hans postering:

Den kommission, der undersøger urolighederne på Nørrebro deb 18. maj 1993, arbejder så overfladisk ifølge fire journalister, at det har været nødvendig for dem at skrive en hvidbog.

De fire prisbelønnede journalister fra Danmarks Radio og Ekstra Bladet udgav onsdag en hvidbog med titlen ‘Nørrebro – sten for sten’. De tre af journalisterne har fået Cavlingsprisen – den fornemste journalistpris – for netop deres dækning af Nørrebro-komplekset.

De fire journalister retter kritik mod den undersøgelseskommission, der blev nedsat, efter at Folketingets ombudsmand kritiserede de hidtige Nørrebro-redegørelser fra forhenværende rigsadvokat Asbjørn Jensen.

Journalisterne mener, at kommissionen, efter at have arbejdet i halvandet år, fortsat ikke har det nødvendige overblik og desuden ikke er sporet ind på sagens afgørende detaljer. Det er kommet frem under kommissionens afhøringer af en lang række vidner, påpeger journalisterne.

Den omtalte “Cavlingpris” bør benævnes Walter Duranty prisen.

Det er her helt afgørende for journalisterne, at der ifølge dem er tale om tre, adskilte skudepisoder. – Den første skudafgivelse kan forsvares, fordi politiet blev angrebet. Men det mener vi ikke er tilfældet under de to andre skudafgivelser, hvor aktivisterne er væk. Det er vores indtryk, at kommissionen ikke ved, at der var tale om tre skudepisoder, siger Anders-Peter Mathiasen fra Ekstra Bladet. Ifølge den forhenværende rigsadvokat Asbjørn Jensen var der kun tale om to skudepisoder.

Her påpeger Lars Ruggard, at netop video-optagelser er centrale for kommissionens arbejde. – Man kan på tv-optagelserne se, at der er 50 sekunder mellem første og anden skudepisode. Ikke desto mindre bliver optagelserne ikke brugt under kommissionens afhøringer, siger han.

Anders-Peter Mathiasen fra Ekstra Bladet påpeger, at det virker, som om kommissionen har svært ved at inddrage materiale, som den forhenværende rigsadvokat Asbjørn Jensen ikke lagde vægt på i sine undersøgelser. – Det er vores indtryk, at man kun bruger den del af det omfattende materiale om Nørrebro-sagen, som man har samlet ind hos Rigsadvokaten, siger han.

Christian Nordkap fra Danmarks Radio mener, at retssikkerheden står på spil, hvis ikke undersøgelseskommissionen begynder at anstrenge sig. – Retssikkerheden skrider, hvis vi ikke kan regne med det, når det offentlige nedsætter en undersøgelsekommission og siger, at den skal vende hver eneste sten, siger Christian Nordkap, der tilføjede, at han aldrig havde troet, at myndighederne ville forsøge at ‘sylte en sag på denne måde’.

Lidt citater med kommentar fra den omtalte kommissions beretning “UNDERSØGELSE AF NØRREBROSAGEN”, fra den del der handler om planlægning på demonstrant siden.

Den findes via googel på jm.schulztsboghandel.dk

En indledende kommentar. De vidneforklaringer der kommer først har en særlig interesse, fordi rækkefølgen ikke er tilfældig. Først den ene part, så den anden part og så alle dem der på forskellig vis kan oplyse sagen. Det viser sig, at især to vidner, Nete Jørgensen og Thomas Bryde Jepsen , hidtil er gået under radaren i forhold til afdækningen af det venstreekstreme miljø i Danmark.

Kommissionen skriver indledningsvist:

En undersøgelse og en klarlæggelse af de ovenfor nævnte forhold, der har haft en betydelig tidsmæssig udstrækning, kan alene ske ved en sammenhængende kronologisk forklaring sammenholdt med supplerende spørgsmål fra udspørgeren, fra kommissionen og fra bisidderne, og under henvisning til allerede foreliggende skriftlige materiale.

Kommissionen har yderligere gennemset et betydeligt antal vi­deobånd fra begivenhedsforløbet på Nørrebro 18.-19. maj 1993.

Videobåndene har været af værdi som øjebliksbilleder af en række alvorlige konfrontationer på Fælledvej og Skt. Hans Torv.

De har således haft betydning som baggrundsmateriale til belys­ning af det særdeles voldsomme begivenhedsforløb på Fælled­vej og på Skt. Hans Torv og for fastlæggelsen af det kronologi­ske forløb af disse begivenheder.

Efter kommissionens opfattelse har de nævnte videobånd herud­over dog kun været af begrænset værdi for kommissionens arbejde. Videobåndene koncentrerer sig om få dramatiske begi­venheder, særligt skudafgivelserne på Fælledvej, og video­båndene er ikke af værdi med hensyn til den samlede baggrund for de nævnte dramatiske begivenheder, herunder for den af Københavns Politi anvendte overordnede taktik og for Køben­havns Politis taktik og kommandoføring på Nørrebro 18.-19. maj 1993.

Videobåndene kunne formentlig være af interesse ved identi­ficeringen af enkelte polititjenestemænd, der eventuelt kan have udvist en kritisabel adfærd, men kommissionen skal ikke udtale sig om, hvorvidt de menige polititjenestemænd på Nørrebro måtte have begået fejl eller forsømmelser, jf. lovens § 2, stk. 2, sidste punktum.

Kommissionen har anmodet Danmarks Radio og TV-2 om til kommissionen at udlevere de råbånd, der ikke har været udsendt af de pågældende fjernsynsstationer. Dette ønske har Danmarks Radio og TV-2 ikke ønsket at imødekomme, idet man har påberåbt sig hensynet til beskyttelsen af TV-stationernes kilder. Da udfaldet af en retssag kunne være tvivlsomt, og da alle relevante optagelser formentlig er udsendt, har kommissionen ikke forfulgt spørgsmålet.

Med hensyn til kommissionens oplysningskilder bemærkes, at kommissionen har afholdt møde med Politiets Efterretningstjene­ste, ligesom kommissionen, bisidderne og byretsdommeren på Københavns Politigård har fået afspillet den mest relevante del af radiokorrespondancen mellem KSN og politienhederne på Nørrebro.

Javel så. Sjovnalisterne vil have, at bestemte del af deres materiale bliver lagt til grund for undersøgelse og konklusion, men ønsker kun, at at stille deres materiale til rådighed i begrænset omfang. Det er meget godt, men så kan det kun bruges som bevis middel i mindst ligeså begrænset omfang.

De forklaringer som de tre venstreradikale vidner giver for kommissionen er i det væsentlige:

Jakob Martin Strid, der havde anmeldt den lovlige demonstration på Blå­gårds Plads, har forklaret (retsbog side 210): “Vidnet har ikke kendskab til, om der forud for den 18. maj blev planlagt en demonstration til afholdelse efter den anmeldte demonstrations afslutning kl. 22. Hvis han havde vidst eller hørt om noget lignende, ville han være udtrådt af arrangementet.”

Thomas Bryde Jepsen, der fulgte begivenhederne fra gaden, har forklaret (retsbog side 9):

“På Nørrebrogade blev der smadret banker, og der blev brækket brosten og fliser op. Fliserne blev efterfølgende flækket. Enkelte grupper beskæfti­gede sig ikke med andet. Ved Dr. Louises Bro blev en skurvogn trukket ud på gaden. Det så for ham ud, som om at folk vidste, hvad de ville, men han er ikke i stand til at sige, om og i givet fald hvilken planlægning der lå bag. Han så ikke barrikaden blive bygget ved Fælledvej. Han gik lidt rundt, og på et tidspunkt vendte han sig mod Dr. Louises Bro, hvor han så, at politiet havde taget opstilling på den modsatte side. ……… Han fulgte med en flok, der løb ned ad Elmegade, og han husker, at der blev råbt: “Vi ses på Skt. Hans Torv”. Flokken var en blanding af tilskuere og autonome, der var iført hætter. På torvet blev der samlet sten og lagt i affaldscontainere, og ved Guldbergsgade blev der lavet bål. Han oplevede det sådan, at der var optræk til en konfrontation.”

Nete Jørgensen, der ligeledes fulgte begivenhederne fra gaden, har forkla­ret (retsbog side 11):

“Hun husker ikke at have set nogen iføre sig hætter eller bevæbne sig, men da hun lidt efter selv gik op til Nørrebrogade, så hun, at der her befandt sig hætteklædte personer, og at der blev samlet kasteskyts sammen, ligesom der var placeret skurvogne ved Fælledvej og Dr. Louises Bro. Det vrimlede med folk, og hun kan ikke sige, om det, der blev foretaget, var planlagt. Hun har ikke bemærket nogen stålwire, og har heller ikke set, at der skulle være brand i nogen bygning.”

For Strids og Jepsens forklaringer fremgår der yderligere i beretningen.

Jacob Martin Strid er kendt for anden venstreekstrem politisk motiveret kriminalitet. Fra Danskeren nr 3. 2014 s. 7:

Et andet eksempel: Politikens tegner Jacob Strid var blandt de bevæbnede hættemænd, som blev anholdt i Hillerød og fik en frihedsstraf for mødeoverfald. Men det har ikke forhindret Kongehuset i at tildele ham Kronprinsens pris på 500.000 kroner for Strids særlige kulturelle indsats. Dronningen har i øvrigt end ikke svaret mig på et brev, hvor jeg undrede mig over, at kongehuset ville lægge navn til sådan noget.
Og Blüdnikow i Berlingske april 2013 via Uriasposten:

Så pæn er Strid nu heller ikke. Han var i 1990erne, altså efter kommunismens fald, med i en radikal venstrefløjsgruppe, Den Røde Bande, der fik dom for vold og røverier. Jakob Martin Strid blev flere gange idømt hæftestraf for omfattende politisk motiveret hærværk. Han var desuden med i en støttedemonstration til fordel for Blekingegadebanden i 1993.

I sine striber, som han tegnede for Politiken i slutningen af 1990erne, var der en sympati for den tyske terrorgruppe Rote Armee Fraktion, og i en stribe lod han sin helt sprænge Berlingske Tidendes hus i luften. Voldsforherligelsen var uden tvetydighed.

Strid var ved afhøring for kommissionen, som den eneste af de tre, bistået af en advokat, Hanne Reumert. Vi kan her slutte et par ting vedrørende de to andre; nemlig at de ikke har været mistænkt eller sigtet vedrørende optøjerne. Ellers ville de også have været bistået af en advokat. Videre fremgår det af beretningen, at kommissionen på møder med PET har fået ikke nærmere oplyst information. Som sagt er det ikke tilfældigt, at beretningen præsentere netop disse udsagn samlet. Og det er ikke tilfældigt hvem man har indkaldt som vidner.

Thomas Bryde Jepsen har UH ikke nogen nærmere information om, men Google afsløre, at han stadig bor på Nørrebro og der indikeres en interesse for planteforædling.

Om Nete Jørgensen har vi fra en kilde fået oplyst at hun på tidspunktet (maj ’93) boede i et venstreekstremt kollektiv på Amicisvej på Frederiksberg samt var en velkendt figur i Ungdomshuset på Jagtvej. Kollektivet omtalt hos Junikredsen.

Jørgensen på linkid:

150810 linkid nete jorgensen

Forskelligt fremgår af internettet, og det kan fastslås, at Jørgensen er omkring 50 år gammel og tjenestmandsansat i Kriminalforsorgnet. Udfra at netop hun er blevet indkaldt som vidne, alderen og ikke mindst, at hun har boet i netop dèt kolletktiv kan hun betegnes som en del af adlen indenfor det venstreekstrem miljø og/eller AFA. Også René Elley Karpantschof er cirka 50. Det virker ikke sandsynligt, at hun ikke har haft et vidst kendskab til den planlægning, der er gået forud.

Citater fra beretningen vedrørende planlægning:

har forklaret (retsbog side 58):

“Det var vidnets opfattelse, bl.a. ud fra den måde, der blev kastet sten på, at demonstranternes optræden var indøvet.”

Som det fremgår af denne artikel så har man i venstreekstremekredse i 80erne trænet den form for kamp.

Han ankom nok til Fælledvej ca. kl. 22.15, hvor de parkerede. Han bemærkede ikke noget usædvanligt på Skt. Hans Torv men så, at man var ved at bygge barrikader ved udmundingen af Fælledvej i Nørrebrogade. Der blev slæbt containere ud fra baggårde, og fliser blev brækket op. Stemningen var aggressiv, og det, der foregik, virkede struktureret. Der blev f. eks. råbt kommandoer.

på den modsatte side af gaden bemærkede hun 3 personer, der så ud, som om de organiserede indsatsen, idet de forskellige unge løb hen til dem, inden de foretog sig videre.

Hen ad gaden kom en gruppe unge mennesker på 10-12 personer. De blev dirigeret af en ung pige. Der var flere grupper og tydeligvis også andre personer med ledelsesbeføjelser, og han hørte, at der bl.a. blev givet ordre til, at containere skulle tømmes, fordi de indeholdt materialer, der kunne sættes ild til. Han hørte, at der blev sagt fra flere sider, at man ikke endnu skulle smadre ruder, for man ville ikke have, politiet blev alarmeret for tidligt. På gaden blev der stablet bunker af sten, og containere blev tømt for deres indhold.

Mens brosten blev gravet op og fliser slået i stykker, erindrer hun, at hun overhørte et skænderi mellem to autonome, der sagde noget i retning af: “At det her er ikke som planlagt”. Vidnet fik indtryk af, at det, der foregik, var aftalt på forhånd.”

Det var typisk unge piger, der fyldte containerne med murbrokker, hvorpå contai­nerne blev trukket ned ad Nørrebrogade, hvor der blev udlagt depoter af sten og brokker med 30 meters mellemrum. Imens brækkede andre brosten op og knuste fliser. Det hele virkede velorganiseret, idet ingen var i tvivl om, hvad de skulle foretaget sig. I løbet af et kvarter var der samlet 300-400 autonome i området.”

Angrebet blev fortaget holdvis, såle­des at det første hold kastede højt, mens det andet kastede lavt. ……… Mens vidnet opholdt sig i lejligheden lagde hun mærke til en ung maskeret mand, der stod på vandskulpturen på Torvet og råbte: “Første hold frem, andet hold frem”.”

[Ifølge rapporten hørte vidnet en person råbe: “Lad os tage NETTO”, hvorefter en anden person råbte: “Nej, det er imod aftalen”].

Kommissionen konkludere vedrørende spørgsmålet om overordnet planlægning:

Kommissionens bemærkninger:

På grundlag af de ovenfor gengivne uddrag af de afgivne vidneforklaringer og på grundlag af det i sagen foreliggende skriftlige materiale er det kommissionens vurdering, at det ikke er tilstrækkeligt godtgjort, at der fra demonstranternes side har foreligget en samlet forudgående planlægning af hele begivenhedsforløbet, forstået på den måde, at politiets fremrykning over Dr. Louises Bro, ad Nørrebrogade, ad Fælledvej og til Skt. Hans Torv er blevet forudset af demonstranterne, der derefter har planlagt deres aktioner på dette grundlag.

Kommissionen finder det derimod sandsynliggjort, at de enkelte dele af urolighederne i en vis udstrækning har været planlagt og udført af et antal grupper af personer, der har handlet efter forudgående aftale indenfor de enkelte grupper.

Kommissionen finder anledning til at påpege forskellen mellem en planlægning af hele begivenhedsforløbet fra demonstranternes side, og en forudgående forberedelse, indøvelse og planlægning af enkelte dele af be­givenhedsforløbet, f.eks. en samlet optræden af en mindre eller en større gruppe demonstranter i forbindelse med stenkast.

At de enkelte dele af urolighederne har været planlagt, finder kommissio­nen godtgjort, særligt som følge af,

at der i forbindelse med barrikadebyggerier har været anvendt stålwi­rere.

at et betydeligt antal af demonstranterne var iklædt hætter under uro­lighederne og må have medbragt disse inden urolighederne be­gyndte,

at der blev anvendt brandflasker (molotovcocktails) fra demonstran­ternes side såvel under angrebet på patruljevognen på Nørrebro­gade som under politiets rydning af barrikaderne ved Dr. Louises Bro og formentlig i et vist yderligere omfang,

at flere personer anonymt med tilknytning til det autonome miljø til pressen har udtalt, at der forelå en eller anden form for planlæg­ning.

Herudover finder kommissionen, at en række andre foranstaltninger viser, at et antal demonstranter i kraft af forudgående erfaringer har forberedt sig på at kunne deltage i allerede opståede uroligheder, særligt som følge af,

at der inden for et kortere tidsrum opføres barrikader ved Dr. Louises Bro, på Nørrebrogade ved Fælledvej og flere steder ved og omkring Fælledvej,

at der fra demonstranternes side blev udlagt depoter af brosten og/eller knækkede fliser på Nørrebrogade og i Guldbergsgade,

at de enkelte barrikader var af en betydelig størrelse og således har krævet samvirke mellem et betydeligt antal personer, selv om det må henstå som tvivlsomt, i hvilket omfang der har foreligget en forudgående aftale mellem et større antal personer, eller om et større antal demonstranter spontant er kommet til og har deltaget i barrikadebyggeriet.

at angrebet på nærpolitistationen ved Blågårds Plads skete under anvendelse af en lægte forsynet med håndtag,

at stenkastene mod politiet såvel på Fælledvej som på Skt. Hans Torv skete i bølger, var velorganiserede og fandt sted under komman­domæssige forhold og skete ved skiftevis anvendelse af stenkast i lav højde og i større højde,

at et betydeligt antal af demonstranterne var rutinerede i deltagelse i uroligheder.

UHs konklusion er en lidt anden, men vi har jo også fordelen af, at der nu foreligger en tilståelse:

Samtlige indfaldsveje til Sankt Hans Torv var dækket af forskellige indsatsgrupper med specifikke opgaver. Det kan ikke lade sig gøre uden en overordnet planlægning.Den overordnede plan har formentlig været:

  • Opbygning af Sankt Hans Torv som fort.
  • Politiet skal ved hjælp af ildspåsættelser lokkes frem ad Nørrebrogade og op ad Fælledvej.
  • Der bliver grupper placeret ved de forskellige indfaldsveje, som er istand til, at imødegå mindre grupper af politi.’
  • Der bliver “inviteret” bredt til “gang i gaden”. Disse skal sammen med BZ hang a rounds, lavere rangerende autonome og “mellemledere” fungere som får, som politiet går amok på.
  • Adlen blandt de venstreekstreme er sikret tilflugtlejligheder i området, som de forsvinder op i, når “processen” køre af sig selv.
  • MSM journalister man i forvejen har en vis tillid til, prepareres på for hånd for, at sikre vinklen med spontan demonstration og politibrutalitet.

Planlæggerne har naturligvis ikke kunnet vide på forhånd om den ville virke som tænkt. Om der for eksempel ville komme et modsvar man ikke havde forudset. Men man har tydeligvis overvejet de forskellige sandsynlige muligheder. Og man har været helt ligeglade med de ricisi, ricisi man udemærket kendte, man udsatte personer i egne rækker for såvel som med tilfældige civile, der måtte stå i vejen eller indebrænde. Ikke bare har man ignoreret ricisi man har også sørget for, at “invitere” et større antal personer, der kan fungere som menneskelige skjolde og kanonføde og som ikke er vidende om hvilken sammenhæng de egentlig indgår i.

Det fremgår også af beretningen, at der er et lille ophold i afgivelsen af skud. Forklaringen kan være, at den organiserede del af deltagerne i optøjerne har haft en særlig komando, for eksempel “skyd efter benene”, som var signal til øjeblikkelig tilbagetrækning. Da den organiserede del trækker sig tilbage ser det for politiet ud som om, at det er gruppen som sådan, der trækker sig. Imidlertid er den uorganiserede del ikke klar over, hvilket heller ikke er meningen fra planlæggernes side, at man nu trækker sig, hvorfor de fortsætter uanfægtet og politiet genoptager beskydningen. Det får så den uorganiserede del, der nu ikke har nogen grupper bag sig, til at flygte bagud, hvor der nu er plads.

Og det er først her planen bryder delvist sammen. Det man har satset på er, at politiet vil lave et amokløb mod de resterende uromager, med døde og alvorligt sårede som resultat. Politiets overordnede strategi, defensiv ageren, virker for så vidt som at ingen politifolk går amok og politiet giver sig istedet til, at gennemsøge gaderne for anholdelsesværdige.

Medie håndteringen virker fsv som at de sævanligt mistænkelige i MSM sætter det store billed. Der er dog også dækning af anonyme fra miljøet der fortæller om forudgående planlægning, i tiden efter de planlagte optøjer.

Som sagt de personer der umiddelbart kan knyttes til den overordnede planlægning er René Karpantschof, Thomas Sæhl Sørensen og Jakob Martin Strid. Men der har formentlig været omkring 10 personer, der har stået for den overordnede planlægning, som alle skal findes indenfor “adlen” af det venstreekstreme miljø.

Æren som hovedplanlægger vil UH dog gerne tilskrive René Karpantschof.

Angående Nete Jørgensen og Thomas Bryde Jepsen har UH den opfattelse, at grunden til de indkaldes som vidner er, at man hos PET har formodning for at de har kendskab til planlægningen og de personer, der har udført den og at man ved de er nogenlunde tæt på den kreds af personer.

Advertisements

Skolepsykolog i Nykøbing F.

Jeg har tidligere i et par poster omtalt en skolepsykolog jeg har kendskab til, her og her. Pågældende er hvad vi kan kalde et inkarneret medlem af den pludrende og folkemords anstiftende klasse. Inkarnationen af modbydelighed og ondskab med andre ord.

For omkring 25+ år siden udtalte hun på en bemærkning om, at det jo godt kunne være indvandringskritikerne havde ret og at dem i de almene boliger havde en pointe når ikke de ønskede “flygtninge” ind i deres bebygelser, at

det var et udslag af racisme og vi vil så opnå, at de ophøre med deres racisme

mao en stærk tro af religiøs karakter på racisme som begreb og anti-racisme som ideologi/religion.

Vi har nu tons vis af beretninger om hvad der foregår i de muhammedaner ramte almene boliger og de udnævnes, korrekt, men lidt begrebs mæssigt misvisende, jævnt hen til ghettoer. Man kunne også kalde det muhammedansk okkuperede territorier.

Et par sager fra almene bebyggelser stikker ud.

1.

Et kniv overfald i Stengade på Nørrebro, hvilket vil sige midt i bebyggelsen “Blågården”. Bestyrelsen for den boligforening, tæller eller talte, i øvrigt adskillige jødehadende islamofile, der samtidig var venner/supportere for Blekingegadebanden. Selve knivoverfaldet har været beskrevet af offerets mor i en lokal avis og i en længere udsendelse på kommunist radioen DDR. Linket til udsendelsen er dødt, men er her og indlægget i lokal avisen kan ikke findes umiddelbart. Sagen gengives her fra kommetar sporet på Uriasposten:

 

  • @ Jacob Andersen

    En dreng blev for få år siden næsten stukket til døde, da han stod i Stengade på Nørrebro og snakkede med en kammerat. En ukendt gruppe hujende muslimske drenge løb forbi og stak deres knive i ham.

    Hans mor fortalte siden i et radioprogram (jeg har aldrig set det i nyhederne – dertil er det for trivielt): “Jeg har prøvet at forklare ham, at disse her drenge jo oplever, at deres fædre fortæller om ved middagsbordet, hvordan de ikke kan få job, fordi de er farvede, og hvordan de bliver spyttet på af danskerne på gaden. – Men det vil han ikke høre på!”

    – – –

    Kommentar by Morten – – – — 14. maj 2012 @ 08:38

  • 8 Morten,

    Hun skrev vist også et indlæg, der blev offentliggjort i Nørrebro avisen.

    Kommentar by Hans Und — 14. maj 2012 @ 10:03

  • @ Hans Und

    OK. Dér kan programmets researchere have fundet hende. Hun gav i P1 udtryk for, at det var vigtigt at forstå disse unge. Det kunne synes som om, hun bekymrede sig mere for, at hendes pode nu skulle få “en forkert opfattelse” af muslimer, end for, at han kunne være død af sine mange, livsfarlige sår.

    Jeg forstår godt – men så meget forstår et forfængeligt menneske som denne mor ikke – at det vil hendes dreng “ikke høre på”. Det er en sund reaktion på en ualmindeligt ond og sårende holdning fra en mor.

    Det var ikke engang meningen, at programmet ville fremstille et ekstremt synspunkt, men snarere hensigten at vise et “nuanceret” sådant.

    Altså: Et stort menneske, denne mor, i visses optik. – Og en ungdom, der er i fare for at falde i “den racistiske grøft”, måske fordi den mangler den almene dannelse, der kan få den til at “forstå”. Så den er til fals for Dansk Folkepartis “populistiske” forklaringsmodeller.

    Som 70ernes studentikose venstrefløjsmennesker af og til udtrykte det med nasal “arbejder-sociolekt”: Det er jo ikke nok at se på volden. Man må også se på årsagerne til den.

    For den boglærde k a n offeret godt selv være den skyldige! Så de, der mener at vejen frem for de rigtige meninger er mere boglig uddannelse, har ret.

    Eller som Tøger Seidenfaden så præcist sagde det: Jo længerevarende en uddannelse man har – desto større sandsynlighed er der, for at man mener som jeg!”

    Ja.

    – – –

    Kommentar by Morten – – – — 14. maj 2012 @ 11:02

  • 8, 14, 16

    Link til DDRs omtale og videre til programmet.

    http://www.dr.dk/P1/Dokumentarzonen/Udsendelser/2006/02/20060210105427.htm

    Jeg savner bestemt ikke ord til, at levere en karakteristik af den mor, men afstår.

    Kommentar by Hans Und — 14. maj 2012 @ 12:30

  • @ Hans Und

    Der var den jo! Tak for linket.

    – – –

    Kommentar by Morten – – – — 14. maj 2012 @ 16:05

I øvrigt kan det tilføjes, at Weekend Avisens chefredaktør Anne Knudsen, flyttede fra Blågårds Plads pga et eller andet med hendes teenagedrenge og områdets karakter.

2.

Den 10 årige pige fra, et alment byggeri i Herning bydelen Gullestrup, der blev analt voldtaget af en somalisk jihad kriger, omtalt bl.a. her.

3.

Seneste sag er så om politiets kronvidne fra rockersagen mod bl.a. Brian Sandberg, Martin Fryd Petersen, og hans opvækst i et muhammedaner ramt almen boligbebyggelse. Via Uriasposten fra Fyens Stiftstidende:

“Historien om rocker/indvandrerkrigen fra 2008 til 2011, fortalt af en af rockerbødlerne. Den historie er slut. Men det er også historien om radikalisering af unge, vrede mænd. Den historie lever videre. … Guldfuglens navn er Martin Fryd Petersen. Han blev til rockeren Fryd med et ildevarslende kors tatoveret under øjet, men startede som drengen Martin. …

Det endelige manuskript til bogen afleverede hun på forlaget i februar. 16. februar skyder 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein to mænd i København og sårer seks politikfolk. Og i dagene og ugerne efter bliver den unge radikaliserede muslims liv rullet op i medierne.

– Jeg kunne ikke lade være med at tænke rigtig meget på Martin. Når Omar El-Husseins liv bliver skitseret, minder det utrolig meget om Martins. En vred, aggressiv og frustreret ung mand, som meget let griber det, når nogen fortæller ham, hvem fjenden er – hvem man skal hade, siger Marie Louise Toksvig. …

Den nu aflagte identitet Martin Fryd Petersen hader indvandrere. Eller rettere ‘perkere’. Dem med en anden hudfarve eller religion, som fører sig frem. Dem, som er en spejling af ham selv. Dem i banderne og i kanten af banderne. Voldelige typer i streetwear og skarpe frisurer. De er målet for hans had. De første syv år af sit liv bor han i en boligblok i Roskilde, hvor hans familie hurtigt bliver den eneste med dansk efternavn. Han får tæsk på legepladsen, hvor han ikke forstår de andre børns sprog.

Teenageårene hvirvler af sted i vold og stoffer, og pludselig sidder han og er med til at starte Hells Angels-undergruppen AK81 op. Formål: At banke indvandrere – helst ‘perkere’.

Fængslerne lærer han at kende indefra. Her bliver han skolet i rockerlivet. Radikaliseret. Han er på et tidspunkt såkaldt ‘fællesskabsmakker’ med Jønke i arresten på Politigården i København, mens den gamle rocker skriver sit såkaldte Sjakal-manifest – en krigserklæring mod ‘perkerne’. Det udtrykker Fryds følelser og giver nærmest Jønke en imam-status for ham.

– Rockermiljøet leverer et mål for vreden. Det er ret banalt. Selv om Martin føler, at han er en del af en frihedsbevægelse, er det ideologiske fundament papirtyndt. Det handler bare om at få et mål for vreden. … Martin udtrykker det ret enkelt: Han vil have nogle loyale kammerater, og så vil han tæve nogle indvandrere, siger Marie Louise Toksvig.

[…]

… han ender med at være alene med en jævnaldrende araber, der ligesom ham selv har fået 12 års fængsel. For terror. Araberen sværger troskab ved koranen…

Han har været ligesom mig, bare på en anden facon, tænkte Martin. Vi har begge to været unge, dumme og naive og ladet os føre med af noget, som vi troede var det rigtige, men som bare førte ind i en blindgyde,’ skriver Marie Louise Toksvig i ‘Guldfuglen’.

– Martin har ikke tænkt over meget i sit liv. Vi skal respektere, at når en mand som ham kan se den parallel og når til den refleksion, så kan vi andre måske også stoppe med at dele folk op i, hvad de slås for, og i stedet se på, hvad det er, der gør, at de overhovedet slås. Hvad gør dem så vrede og ensomme, at de søger en fane, de kan melde sig under og bliver parate til at slå ihjel for det fællesskab og den overbevisning? Ordet radikalisering giver et billede af islam. Før hed det forråelse, rekruttering eller uddannelse til kriminel løbebane, siger Marie Louise Toksvig.”

Det er jo klart nok, hvad det er Toksvig er ude i her: Ved at fordreje sit materiale skal vennerne i den pludrende og folkemords anstiftende klasse beskyttes mod ubehagelig påstande, om at de har fucked totalt op og reelt støtter islam og islamisme. At hr. Fryd Petersen så har taget fejl og rettet sit velbegrundede had mod de forkerte og brugt “drivet” på en aldeles ukonstruktiv måde er en anden sag.

I kommentarsporet gøres der i øvrigt opmærksom på Toksvigs manglende etik i sit arbejde, ganske vidst i en anden sag:

 

  • Marie Louise Toksvig er gift med Poul Madsen, chefredaktør på Ekstra Bladet.

    Man forstår godt, at Ekstra Bladet ikke længere “tør, hvor andre tier”, når chefredaktøren selv såvel som hans kone er islam-apologeter.

    I øvrigt har Toksvig tidligere udstillet, hvor defekt hendes moralske kompas er. Således dækkede hun skattekommissionen for Ekstra Bladet, selvom både hendes mand, Poul Madsen, og hendes “bekendte” igennem 20 år, Jan Kjærgaard, var særdeles aktive aktører i den sag. Det var Jan Kjærgaard, som pegede på Peter Arnfeldt og Troels Lund Poulsen og dermed fik sagen til at rulle (de to sidstnævnte blev som bekendt frikendt af kommissionen).

    Men som Toksvig afslutter med: “Jeg tror faktisk, at folk generelt er i stand til at forvalte deres arbejde ansvarsfuldt, ligesom jeg selv er,” siger Marie Louise Toksvig.

    Ved du hvad Marie Louise Toksvig? Det tror vi faktisk ikke du er.

    Kilde: http://journalisten.dk/poul-madsens-kone-derfor-kan-jeg-godt-d-kke-skattesagen

    Kommentar by Tipper — 29. marts 2015 @ 12:3

 

Vi kan så gøre opmærksom på, at omtalte redaktør Madsen er kommunist, dvs tilhænger af en folkemordsideologi. Madsen har aldrig sagt, skrevet eller gjort noget, der indikere han skulle have forladt “troen”. At han fortsætter som islamofil, er i den forbindelse kun naturligt. Jarl Cordua bloggede i 2010 om Madsens kommunistiske baggrund:

Medierne har nogenlunde været enige om, at Ole Sohn manglede at tage et selvopgør med sin egen fortid som stålsat forsvarer af proletariatets diktatur, Sovjet, DDR, invasionen i Tjekkoslovakiet, invasionen af Afghanistan i 1979, nedkæmpelsen af Solidaritet i Polen 1982 osv. Undtaget et blad: Ekstra Bladet.

I dag skriver lederen, som måske, måske ikke er skrevet af avisens chefredaktør Poul Madsen (f. 1962) at der i sagen om Ole Sohn, er tale om en ren ”hetz” fra borgerlig side. (En påstand Ekstra Bladet ikke kan dokumentere og en opfattelse, som ikke engang Politiken deler) Og i øvrigt så gentager man den forkerte præmis, at ”I ÅRENE siden har Sohn – i bøger, film, foredrag og på anden vis –  taget afstand fra sin fortid, betegnet sig selv som naiv og beklaget, at han ikke dengang kunne gennemskue de kommunistiske rædselsregimer.”

Det er nu kun på det allersidste, at Sohn selv har brugt ordene ”naiv” og ”beklaget”, når han har skullet lægge ”afstand” til sin ”fortid”. Foredragene og bøgerne handler nemlig udelukkende om danske kommunister, der er kommet i klemme i Stalins Sovjet tilbage i 1930′erne. Men det ser Ekstra Bladet stort på. Hvorfor mon?

Udover til sine medarbejderes store frustration at skrive dårligt (og ikke kan stave), så er Madsen i spidsen for en avis, der taber læsere hurtigere end en hest kan rende. Ved hjælp af porno, pjat og pjank, spil og lotto på nettet, så overlever avisen trods alt. Men det er ikke Madsens interessefelt. Han vil så gerne anerkendes som politisk orakel, så derfor sidder han helst ude på News og kloger sig om ting, som han tydeligt for de fleste ikke ved en disse om, nemlig politik. Måske fordi han er tidligere chef for TV2 og derfor forbarmer de sig over den stakkels mands behov for at komme lidt i TV engang imellem.

Poul Madsen har markeret sig som politisk reporter. Fx med det berømte/berygtede kælne ”solointerview” for nylig med Helle Thorning-Schmidts mand Stephen Kinnock, hvor der blev slået ny banerekord i mikrofonholderi. Det er netop den slags journalistik, som gør, at ”ofrene” i 2010 med bævende stemmer frygter at komme på forsiden af……BT! Ekstra Bladet er der ingen, der regner for noget længere. At komme på forsiden af EB er – sat lidt på spidsen – en skæbne, der er nogenlunde ligeså ”slem” som at komme på forsiden af Femina eller Euroman. Tænk at det er kommet så vidt!

Men hov! Det er i øvrigt ikke helt rigtigt. For Poul Madsen har faktisk beskæftiget sig med seriøs politik. Som helt ung omkring 1980 var ”lille Poul” – efter mine oplysninger – medlem af DKU- Danmarks Kommunistiske Ungdoms afdeling i Esbjerg. Det var dog hans ældre bror, der kørte den lille lokalafdeling af ”det unge sejrende proletariats” spydspids, mens lille Poul gik til hånde i kampen for socialismens endelige sejr.

Derfor giver det god mening, når Ekstra Bladets lederskribent i dag onsdag giver udtryk for, at der ikke er noget at komme efter Ole Sohn. Han skal slet ikke sone noget som helst, forstår man på lederen.

Naturligvis ikke. For havde Ekstra Bladet skrevet noget andet, så havde Lille Poul jo været en hykler. Ikke sandt?

Men bevares, måske nåede ”Lille Poul” at komme med på DKP-pamperturene til DDR og det kan vel ikke udelukkes, at han også selv har kindkysset med Erich Honecker

Poul Madsens bror er Jens Otto Madsen der sidder eller har siddet i hovedbestyrelsen for Einheilslizten, der på de islamofile og jødehadende akser er sammenfaldende med Hitlers nazi-parti.

 

Multi-kulti skole

Som bekendt er snik snakken om “multi” dit og dat blot de islamofiles kodeord for almindelig islamisering af samfundet og i særdeleshed dhimificering af de produktive klasser med henblik på kriminel udpining.

Kollega Kim på Uriasposten har af to omgange, her og her, haft fat i en Mette Kirstine Goddiksen, der først i et indlæg i Des-Information fortalt hvorfor netop hendes børn ikke kunne tåle, at gå i den islamiserede folkeskole og siden i en svarkommentar fortalte, at hun ikke ville fortælle hele historien offentligt.

Mette Goddiksen i en kommentar til svar indlægget:

Dejlig indlæg. Jeg er glad for, din skolegang – trods hvid flugt, mens du var på arabisk privatskole – fungerede optimalt. Jeg havde netop håbet på at kunne give mine børn det bedste fra forskellige verdener, da jeg skrev dem ind på skolen i distriktet. Faktisk var jeg jo så stålsat i troen, at jeg til at begynde med fravalgte folkeskolen tre kilometer længere væk, hvor deres venner fra børnehaven gik. Hvor andre danske forældre havde tradition for at skrive deres børn ind.

Det gør mig glad, at I kunne spille bordfodbold sammen, og kulturforskellene enten indgik naturligt og problemfrit i hverdagen eller ligefrem blev vendt til en fordel på de nytårsaftener, du beskriver.

Sådan havde jeg håbet, det skulle være. Jeg ville gerne mangfoldigheden – også i de situationer, hvor den ikke lige lignede en harmonisk Benetton-reklame.

Og jeg ville ønske, det her handlede om, jeg en morgen vågnede op og pludselig var blevet frygtsom og forarget over andre menneskers levevis. Det havde været nemmere at isolere problemet (til mig) så.

Sådan er det bare ikke.

Jeg genkender desværre ikke det multifarvede, problemfri billede fra mine børns gamle skole gennem de 3,5 år, de gik der.

Der er ting, som jeg undlod at skrive i kronikken, fordi jeg vidste, de kunne misbruges af hele Nationen!-segmentet.

Tilbage i 2012 havde Des-Information ligeledes et par indlæg om skole og den påtvungne dysfunktionelle “multikultur”. Her var det børnene selv, efter de var blevet voksne der gav deres besyv. Først beklagede muhammedanske Miriam Nawaz sig over, at tre etnisk danske piger forlod hendes klasse på på den overvejende muhammedanske Hellig Kors skole på indre Nørrebro. Fra artiklen:

Det var første skoledag efter sommerferien i ottende klasse, og skoleklokken ringede ind. Jeg trådte ind i klasselokalet og undrede mig: Hvorfor er vi så få? Har mine klassekammerater glemt, at sommerferien er slut?

Nej, de har ikke glemt noget. Marie, Anne og Louise har ikke glemt, at det er første skoledag. De sidder spændt blandt nye elever i en ny skole.

En skole, som ikke ligger på Nørrebro. En skole, hvor over halvdelen af eleverne ikke er tosprogede. En skole, som ikke får dårlig omtale i medierne.

De er i en fin ’hvid skole’, hvor de andre elever ligner dem selv. De kommer fra hjem med dannede og uddannede forældre. Forældre, der har overskud til deres børn. Forældre, der ved hvad der er bedst. Forældre, som kan vælge og vrage mellem skolerne i Danmark.

Det kan vi, de ressourcesvage, ikke. De fleste af os kommer fra et hjem, hvor vores forældre ikke taler ordentligt dansk og sjældent har overskud til at sætte sig ind i vores hverdag.

Det er ikke helt ligetil at være 14 år og finde ud af, at man ikke længere skal se sine klassekammerater, fordi de nu går på en anden skole, som vil sikre dem en bedre fremtid end en selv. At de andre er for gode til at gå i skole med os.

Jeg kender nogle af dem, som ikke formåede at komme videre. De havde det svært i skolen. I ottende blev der oprettet en helt ny klasse, hvor de fleste af drengene blev placeret. De lavede for meget ballade. Men jeg kender flere fra min folkeskoleklasse, som i dag er i gang med en uddannelse og tager aktiv del i samfundet. Hellig Kors var på sin vis en god skole – det var bare en god skole på trods.

Billedet illustrerer med al tydelighed, hvilken udvikling min klasse gennemgik fra børnehaveklasse til niende klasse. Vi blev med årene en stadig mere ensartet klasse, da de ressourcestærke elever langsomt forsvandt. Hvor der i 0. klasse var syv etniske danskere ud af 19 elever, var tallet i 9. klasse tre ud af 20!

Det er svært for mig at sige, at jeg gik på en folkeskole. Der var intet folkeligt over Hellig Kors Skole. Hvis klassebilledet fra 9. klasse havde været nogenlunde identisk med klassebilledet fra 0. klasse, ville det ikke kun have gavnet os elever. Det ville også have været godt for vores forældre, som ville have haft en stærkere og mere direkte kontakt med det danske samfund.

Der kom så et svar fra en tidligere klassekammerat til Miriam, Sofia Cerqueira Rasmussen. Fra artiklen:

Siden den dag efter sommerferien i 8. klasse, hvor jeg ikke dukkede op i vores klasse ligesom jer andre, har jeg haft en klump af dårlig samvittighed liggende et lille sted i min mave. Det fortæller jeg dig ikke, som et forsøg på at give den dårlige samvittighed tilbage til dig. Jeg fortæller dig det, fordi jeg gerne vil have, at du får et indblik i mine tanker omkring dengang.

Når jeg tænker på min opvækst på Nørrebro og min skolegang på Hellig Kors Skole – i dag bedre kendt som Blåggårdsskolen – tænker jeg tilbage på masser af gode minder og en fantastisk tid. Jeg har især gode minder fra vores pigegruppe i 6.-7. klasse, og det, at vi havde hinanden, var klart det allervigtigste for mig i den periode.

Jeg lærte mange ting af jer alle sammen, og jeg misundede mange ting ved jeres liv. Inden jeg skiftede skole og tog 8.- og 9. klasse på Statens Pædagogiske Forsøgscenter, følte jeg mig overbevist om, at mit liv ville ende med at minde mere om det, jeg oplevede gennem jer, end det jeg oplevede i min egen familie og hos de af mine veninder, der kom fra samme familiekultur, som jeg selv.

Jeg var særligt glad for den store mængde tid, jeg tilbragte hos min bedste veninde og hendes familie. Hun boede på et lille værelse sammen med sine tre søstre, hvor jeg altid var velkommen. De tog mig med på familiebesøg, til bryllupper og inviterede mig i det hele taget ind i deres familie, som var spredt ud over hele København.

I blev fravalgt

Når det så endte med, at jeg mistede jer alle sammen fra den dag, jeg startede på den nye skole, skyldes det primært mig selv og min egen frygt for at se jer i øjnene. Jeg ændrede mig meget, da jeg begyndte at være i et helt andet miljø, og jeg turde ganske enkelt ikke tro på, at jeg kunne være en del af begge miljøer.

Jeg valgte mine nye venner frem for jer, selvom jeg aldrig troede eller ønskede, at det skulle blive sådan.

Det var ikke mig selv, der tog beslutningen om at søge om optagelse på den nye skole. Jeg ønskede ikke at forlade Nørrebro og det stærke fællesskab, jeg var en del af dér – »os mod dem, Nørrebro mod Danmark«, som du meget rammende beskriver det.

At forlade vores skole var hverken spændende eller positivt. Jeg var tværtimod både bange og vred over, at den beslutning var taget hen over hovedet på mig af min mor og mine lærere i fællesskab.

Mit sprog afveg også en del fra den måde, andre danske piger på min egen alder talte på. Jeg talte grammatisk ukorrekt og havde i det hele taget, hvad mange nok vil betegne som et ’hårdt’ sprog. En helt særlig accent som vi i øvrigt alle sammen talte med.

Det var da bestemt også en anderledes oplevelse at starte i min nye klasse. Undervisningen var meget forskellig fra det, jeg var vant til, da det var en skole, der havde til formål at afprøve nye undervisningsmetoder. Men mine nye klassekammerater var også meget anderledes. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg dømte dem alle sammen til at være nogle uvidende, halvracistiske bonderøve, der ikke havde den fjerneste idé om, hvordan den virkelige verden fungerer.

Mange af dem bed i øvrigt også mærke i mit alternative sprogbrug.

Vi kender lidt til den historie, med pigerne der forlod skolen, fra side linien. En af pigerne gav op allerede 2/3 del inde i skoleåret pga seksuel intimidering. Gad i øvrigt godt vide, hvad en psykolog der har været skolepsykolog i Nykøbing Falster mener kunne være årsagen til, at en hel muhammedansk drenge gruppe flyttes til en sær-klasse. For det kunne vel ikke være en kombination af genetik og kultur?

Desuden er det påfaldende som Miriam og Sofia undgår, at se nærmere på den såkaldte “multi-kultur” indflydelse på problemstillingen.