olav skaaning andersen

DDR med nysyn?

Den multikulturelle løgnespreder DDR fylder 90 år. Det er snart mandsminde for, at nogen kan huske DDR som andet end en propaganda kanal, der i storstil har beløjet til højre og venstre med beskyldninger om såkaldt racisme. Hvad racisme så end måtte være for en størrelse.

Velsagtens som et led i fejringen er der blevet lavet en film “Idealisten” om en af DDR folkene, Poul Brink, og hans dækning, og i en vis grad afdækning af, at skiftende Danske regeringerne tillod amerikanerne at have et mindre arsenal af såkaldte atom-våben på Grønland.

Tilbage i 2002 fik Brink sine 15 minutters verdensberømmelse efter jihad-mordet på hollandske Pim Fourtyn. Til bladet Løgneren udtalte han:

“Det er interessant, at han vækker hele Europa uden brug af spindoktorer. Det må vække til eftertanke. Han har tilladt sig at råbe af folk og gå fra debatter, så man skulle tro, det var i Italien. Der må være en tørst efter begejstring i befolkningen,” ræsonnerer Poul Brink.

Indtil videre forsøger Poul Brink at finde ud af, om journalister bare formidler objektivt, eller om de er politikernes event-magere, og om journalister helt skal lade være med at viderebringe ekstreme holdninger.

“Den diskussion er spændende. Hvis en mand er provokerende, kan journalister og politikere så sige noget lige så provokerende, uden at manden bliver skudt?” spørger Poul Brink.

De hollandske medier har tidligere haft en stiltiende aftale om ikke at omtale især en yderst ekstrem højrepolitikers udfald.

“Hernede diskuterer man lige nu, om man skal holde hele samfundsdebatten nede? Forleden slog en mand ud efter en hollandsk journalist med ordene: “Der kommer en af dem, der var med til at myrde ham”. Selv mener vi jo bare, at vi er budbringere,” siger Poul Brink og fortsætter:

“Pim Fortuyn var dygtig til at bruge medierne, han begejstrede folk og talte til deres hjerter, mens Socialdemokratiet kunne alle tallene. Denne valgkamp kom aldrig til at handle om ventelister og arbejdsløshed. I starten handlede den om indvandrere og islam, men så kom den til at handle om Fortuyn selv; om han var udsat for en dæmonisering eller ej. Jeg mener ikke, journalisterne kunne have holdt fast i de normale valgtemaer. Der var en strøm, som folk ville høre om.”

På BT.dk beretter Brinks kollega Olav Skaaning Andersen om filmen om Brink og hans bog.

I ET demokrati, er det en betingelse, at befolkningen holdes informeret. Eller som Poul Brink skriver i sin bog, ‘Løgnens univers’.: ‘Det vigtigste i et lands udenrigspolitik må være, at folket kender den, forstår den og er enig i den. Det giver et råddent demokrati, hvis den virkelige sikkerhedspolitik kun kendes af en lille, mandarinagtig elite’.
Sådan er det desværre stadig, så derfor: Tak til Poul. Og til alverdens Poul Brink’ er.

Gad vide hvornår vi ser en DDR sjovnalist afdække spillet om udlændingeloven af 1983 med henblik på, at sætte spot på de ansvarlig for den katastrofe som muhammedansk indvandring har vist sig at være?