ole hasselbalch

Dragsdahls seneste

Tilbage i 1990 (19 april) skrev KGBs ledende påvirknings agent i Dansmark, Jørgen Dragsdahl, under overskriften “Når Jyllands-Posten er i ekstremismens vold…”:

For anden gang må jeg påpege, at den ene sætning, hvori Gordijevskis omfattende beskrivelse af den sovjetiske ledelses frygt for atomkrig blev nævnt i Jyllands-Posten, ikke gør det ud for en omtale, som yder den sensationelle afsløring retfærdighed. Jeg overså godt nok de få ord, fordi de ikke indgik i referatet af Gordijevskis egne artikler (modsat hvad Bent Jensen påstår). De blev bragt dagen inden, godt gemt. Bent Jensen beskylder mig for løgn, og tilslører dermed sagens principielle kerne: at Jyllands-Posten banker en historie op på yderst svagt grundlag men på det nærmeste ignorerer sagens, ifølge Gordijevski, vigtigste aspekt.

Også det er typisk. Bent Jensen beskylder mig på lederplads (4. marts) for at være “indflydelsesagent” for KGB, og det skete selvfølgelig også uden dokumentation. Senere har han i en artikel (1. april) forsøgt sig i den morsomme genre med omtale af en Georg Dragedal, som han tillægger synspunkter bragt i avisen “Misinformation”. På dette puerile skolebladsniveau er det selvsagt nytteløst, hvis man påpeger, at jeg ikke står bag disse synspunkter.

Når Jyllands-Posten gør al kritik af NATOs raketprojekt ensbetydende med, at man enten går Sovjets ærinde efter ordre eller frivilligt, lufter det en tankegang, som kendes fra diktaturer. Avisen har gennem årene med sine unuancerede angreb på hele fredsbevægelsen og alle kritikere banet vejen for, at mange aktivister ikke kunne se, at der var et skel i fredsbevægelsen. Dermed gav Jyllands-Posten kommunisterne allierede.

Ekstremisme og unuancerede standpunkter på den ene fløj fremmer lignende holdninger på den anden. Det er ikke virksomhed, som gavner udviklingen af demokratiet.

Senest er Dragsdahl så, foranlediget af afdækningen af hans kollega fra de glade KGB dage, Jacob Holdts løgnhistorier udført af Martin Kasler på RR og viderebragt af ikke mindst Weekendavisen så på banen igen. Indlægget der umiddelbart fremstår som en kritik af arbejdsmetoderne på højrefløjen, er middelbart et forsvarskrift for Dragsdahl og Holdt. Demaskeringen af Holdt har så i øvrigt ført til, at muset Louisiana ikke vil læggen navn til undervisningsmateriale udarbejdet på baggrund af Holdts “arbejde”. Fra artiklen:

Det store spørgsmål for iagttagere er, hvorvidt deres løgne skal tilbagevises. For mange ’pæne’ mennesker er et svar under deres værdighed, og de henholder sig til, at alle i deres vennekreds afviser sektens agitation. Men dens ledende aktivister har nem adgang til medierne og smykker sig med titler, som giver troværdighed i nogle kredse. Det er eksempelvis juraprofessoren Ole Hasselbalch, historikeren Bent Jensen og Berlingske Tidendes Bent Blüdnikow, som både kalder sig journalist og historiker.

….

Så her vil jeg se på deres forhold til fakta. I den forbindelse udgør sekten en udfordring, som ikke er tilstrækkeligt erkendt. Den vil, påpeger Hofstadter, gerne formidle, at fantastiske konklusioner bygger på faktuelle forhold. Jo mere utrolige dens påstande er, desto mere desperat hobes fakta op, så den kan få demonstreret, at det utrolige er det eneste troværdige. Fakta er for aktivisterne ikke primært redskaber, som skal skabe dialog med verden uden for sekten. Det er byggesten til en mur, som skal forsvare sektens tro og isolere den fra modstridende fakta. Hvis man samtidigt kan få lokket nogen med ind bag muren, er det en ekstra fordel.

Blüdnikow giver mig lidet smigrende omtale, men han fortrænger, at jeg på et kartotekskort hos DDR’s hemmelige politi kaldes anti-kommunist og formodet CIA-agent. Indberetninger fra den østtyske ambassade kaldte Information et »hovedtalerør« for »fjendtlige aktiviteter imod progressive fredskræfter i Danmark« og de socialistiske landes fredspolitik. Angiveligt skrev jeg »hetz-artikler«.

Gjorde Blüdnikow sig dengang fortjent til lignende?

Blüdnikow henviser til en undersøgelse, som han har foretaget sammen med Weekendavisens Bo Bjørnvig. I denne er de racistiske karikaturtegninger fremstillet for det amerikanske forbundspoliti FBI rettet imod Det Sorte Panterparti, som jeg skrev om i avisen, blevet til min personlige opfindelse. Men et par minutters søgning på internettet ville have vist dem, at tegningerne faktisk var en del af FBI’s COINTELPRO-program. Det er ifølge Blüdnikow også forkasteligt, at jeg beskrev den amerikanske efterretningstjeneste CIA, som var det en kriminel organisation. Jamen, lille ven dog – hvor har du været? Midten af 70’erne var proppet med afsløringer, som udstillede CIA’s brud på amerikanske love, og selv tjenestens sympatisører fremhævede, at tjenestens aktiviteter er og skal være ulovlige, set med udlandets øjne.

Det er typisk for Blüdnikows metode, at han først gør Jacob Holdt til en ofte brugt skribent og derefter ser sig delvist retfærdiggjort, når Information kan pege på kun tre ’artikler’ – ingen af hans bidrag fortjener denne betegnelse, og de er slet ikke relevante for Blüdnikows oprindelige pointe angående anti-amerikansk hældning i Informations dækning.

Denne gennemgang kunne fortsætte mange spalter endnu. Det er håndværket, som halter, men det er det sekteriske syn, som er drivkraften. Man skal være langt ude i også moralsk fordærv, når man som Blüdnikow i Berlingske den 15. juni efter Højesterets dom over Bent Jensen kan undre sig over, at denne forbryder endnu ikke er blevet optaget i Videnskabernes Selskab. Men det er ikke langt ude i denne kreds.

Og, ja. Jeg mener, at denne sekt skal modsiges og modbevises. Den fordærver mulighederne for, at vi kan diskutere med blot et minimum af gensidig respekt.

Påstande skal naturligvis underbygges med fakta. Ellers er der jo blot tale om kulturmarxisme i bl.a. den Dragsdahlske aftapning. Og de såkaldte afsløringer af CIA er for Dragsdahls vedkommende mestendels båret af dybt dubiøse kilder, såsom konspirationsteoretikeren Daniele Ganzer og Philip Agee. Og i øvrigt har UH tidligere påpeget, at netop KGB var aktivt involveret i, at fremprovokere “raceri”, bl.a. her.

Dragsdahl kunne passende se på f.eks. hans egen promovering af Holdts billeder som “bevis” for “racisme”. Der er nemlig det problem med det, at det ikke beviser andet end, at Holdt har taget en masse billeder af negere som oftest fattige. Havde Holdt taget en masse billeder af rige negere og fattige hvide, havde det heller ikke “bevist”, at der skulle foreligge et race problem. Og det havde heller intet fortalt noget om årsagerne til at der findes rige og fattige, hvide eller negere.

Dragsdahl skrev i Aktuelt 2001 (19. januar) bl.a.:

“Mens jeg i 70’erne var mest populær på venstrefløjen, så er det i dag Pia Kjærsgaards tilhængere, som bare elsker det show. Jeg får fem minutters stående bifald af nedslidte arbejderkoner, fordi jeg henvender mig til deres dybe, indre smerte. Pia henvender sig til det samme, men hun misbruger det”.

Det er ikke kun på kurser for voksen-uddannelse, at Holdts “terapeutiske show” virker stærkt. Han har flere breve fra meget glade skolelærere.

Trine Jegbjærg fra Aalestrup Realskole kan eksempelvis berette, at når det gælder de nye etniske mindretal i Danmark, så er 9. klasses elever normalt svære at engagere og få videre end: De kan sgu’ bare tage sig sammen, lære dansk og få et job.

Men Holdt havde forklaret, hvordan selv pæne borgere deltager i undertrykkelse og isolation, “ghettoisering”, af bestemte grupper i samfundet. De udstødte reagerer med adfærd, som giver undertrykkerne yderligere motiv til isolation af dem. Og det inspirerede eleverne.

“Det, der overraskede og glædede mig mest, var nok deres fremadskuen, hvor de normalt fikserer på den nuværende situation og derved ofte ender op med de medieaktuelle problematikker og ignorante udsagn”, skriver Trine Jegbjærg. “Mange af selv de mindst tolerante deltog i debatten med synspunkter, der pegede fremad. Selvfølgelig kom der også efter et stykke tid de gængse fordomsfulde udsagn, men konfronteret hermed kunne de godt se, at de på mange måder argumenterede, som vi lige havde konstateret, at mange hvide amerikanere gør”.

Eleverne har eksempelvis snakket om en sort kvinde på nogle af billeder og fundet ud af, at hun er fanget i et komplekst system af undertrykkelse, som hun ikke kan bryde ud af. Hvordan, spørger læreren, kan det være, at I nu fordømmer 2. generationsindvandreren for at være fanget ind i det selvsamme?

Derefter svarer eleverne tilbage, at “det er nemmere at se undertrykkelsen i et andet land, og at vi ikke har lyst til at se den hos os selv. Andre meldinger lød på, at det ikke var den fysiske men den psykiske ghetto, der var det største problem. Det er flot indsigt at give udtryk for, når man går i 9. klasse”.

“Så jo – Amerikanske Billeder har helt klart været en skelsættende oplevelse for vores elever og for os som lærere”, konkluderer Trine Jegbjærg.

Advertisements

Lidt om regler for fonde

Fonde er juridisk set det samme som selvejendeinstitutioner, foreninger etc., hvor man ikke har specificeret ejerandele og en del andet. Der er sådan set ikke noget nyt i ejerformen, som kan identificeres langt tilbage og i forskellige kulturere, f.eks ejerskabet til filippinske risterracer som har op mod 4.000 år på bagen. Hvad de sidste angår har de enkelte lodder nok en ansvarlig ejer, person eller familie, men systemet som sådan, uden hvilket opretholdelsen af de enkelte lodder ville være umulig, har ikke nogen ejer, men opretholdes ikke destomindre. Noget tilsvarende kendes i Dansk sammenhæng fra vikingetiden mht fordelingen af udbytter.

150830 bohol rice terrace

Bohol, risterrasser stjålet her.

150830 vordingborg havn slot taarn

Vordingborg; havn, slot og tårn. Bemærk havsænkningen siden middelalderen. Her.

Systemerne (konceptet med fondsejerskab, kontroleret af de primært indvolverede), finder man især reminicenser af indenfor søtransport og landbrug. Det ser ud som om*, at fondsejerskab især har været relevant, hvor naturgivne omstændigheder er af væsentlig betydning for deltagernes individuelle og samlede succes, såsom at vandforsyningen til risterracerne udnyttes optimalt og den naturlige havnefacilitet udbygges og vedligeholdes på en måde, så såvel ejerskabet af et enkelt småfartøj som en flåde af store fartøjer tilgodeses hensigtsmæssigt. Forsikringsvirksomhed ufortalt.

Med udbredelse af kristendom og skriftlighed, så bliver sådanne arrangementer formaliseret og det bliver muligt, at oprette dem til bestemte formål og til varetagelse af bestemte (person(ers)) interesser. Og alle kan i princippet gøre det.

Med den hastigt stigende øvrighedsudpining af subjekterne, det såkaldte skattetryk, fra især omkring 1945, bliver det mere almindligt, at anvende fonds konstruktionen som et værn mod udplyndringen, hvilket selvklart bliver fulgt med skræk af samme øvrighed. I 1982 barsler samme øvrigheds fremmeste jurister så med en betænkning man har båret på siden 1978 og kun 10 år senere bliver det så omsat i fondslovgivningen af 1992, der hovedsagligt blot er en kodificering af den eksisterende retstilstand. I betænkningen opregnes den eksisterende retstilstand i 4 punkter og et 5′ hvor man i 5 underpunkter ser på baggrunde for oprettelsen af fonde. (betænkningen p. 27 og 28). De 4 punkter bliver i 1992 loven omsat til 56 paragraffer fordelt på 13 kapitler plus ikrafttædelses bestemelserne. I 2014 kommer der så en revision, omtalt af et advokatkontor i en eller anden baggård her, og hos øvrighedens GESTAPO her.

For at opregne retstilstanden, der ikke grundlæggende er ændret siden tidernes morgen, udover at øvrigheden nu har skabt sig værktøjer til yderligere udpining og plyndring, så går den ud på følgende:

Fonde adskiller sig fra andre juridiske personer derved, at den er sin egen ejer. Det har i hvert fald et par følger, nemlig:

  • En person, juridisk eller fysisk, der uden betingelser giver noget, ting, matrielle som immatrielle, eller kapital, til en fond kan ikke få det igen (uigenkaldelighed).

  • En fond kan ikke modtage ting fra en 2’mand, som helt eller delvist er behæftet til en 3′ mand.

  • En fond må have et formål, der afgrænser dens virke.

Hvilket i praksis betyder, at forgældede er udelukkede fra, at foretage indskud i fonde, i særdeleshed indskud af bestående aktiver, der sikre fremtidig indkomst. Noget andet er den forgældedes ideer som overlades til en fond, som den forgældede efterfølgende bearbejder til gevinst for fonden.

Mht registrering af fonde så blev spørgsmålet afklaret med 1992 loven fsv, at der blev fastsat lovbestemte regler. Før 1992 fulgte en eventuel registreringspligt af, om en fond havde aktiviteter, der var registreringspligtige, f.eks. bedrev erhversmæssige aktiviteter, såsom stifterens lysbilledforedrag fsv de gennererede indtægter for fonden og ejerskabet af rettigheder behørigt overdraget.

*emnet fortjener en doktorafhandling og den er vi for dovne til, at skrive lige nu, såvel som blot en kort nærmere argumentation. En passant, så er den islamistiske professor i Ålborg, raceteoretikeren Peter Herviks PhD om, meget groft samme emne, i Mexikansk sammenhæng, ikke værd at spilde sin tid på.

Tilgengæld er professor Ole Hasselbachs ”Foreningsretten” stærkt anbefalelses værdig for en forståelse af de problemstillinger der rejser sig, når problemer rejser sig omkring disse ”herreløse” fonde, foreninger m.v.

Links:

Betænkning nummer 970, 1982

Fondsloven af 1992

Fondsloven af 2014

Ninn Hansen – og hans fjender

Ninn vil blive husket for “Tamilsagen”. Og det vil den mafia af islamofile folkemords anstiftere, der nakkede ham også. Navne som Ole Espersen, Hans Gammeltoft Hansen og Preben Wilhjelm kommer på nethinden.

Det kan i allerhøjest grad betvivles, at sagen mod Ninn var “fair trial”.

Først er der spørgsmålet om Ombudsmand Hans Gammeltoft Hansens involvering. For det første er Gammeltofts engagement i udlændinge spørgsmålet almindeligt kendt. Det er en mulighed, at han, ikke har medvirket i en konspiration, men er sprungt til og har udnytte de muligheder den specielle udlændinge politiske situation har givet ham, for at sætte en sag på skinner mod en af hans fjender i det spørgsmål. Dernæst er der spørgsmålet om, hvorvidt Gammeltoft var habil til, at behandle sagen. Spørgsmålet vokser ud af Gammeltofts involvering i, netop udlændinglovgivning.

Carsten Henrichsen, en venstreekstrem juraprofessor mener det ikke og begrunder det over cirka 11 sider, der ikke er citerbart i en blog sammenhæng.  Begrundelsen findes fra side 38 og frem til side 50. Link.

Det er dog værd at notere sig den lubhudlende indledning:

 

5. Ombudsmandens redegørelse
A.
Den 1. marts 1989afgiver Folketingets Ombudsmand sin redegørelse om Tamilsagen -11 sider i alt, som sender rystelser langt ind iden politiske ogadministrative verden. Sjældent har ombudsmanden udtalt sig med en sådan skarphed i en sag, der havde mediernes fulde bevågenhed.

 

Henrichsen diskutere frem og tilbage, men det er værd at hæfte sig ved to forhold 1) Habilitetsregler tilsiger også, at der foreligger inhabilitet når der er omstændigheder, der gør, at “man” i almindelighed vil opfatte det sådan. Henrichsen skriver det, men bortdømmer det. 2) Den klage instans, der i givet fald skal/skulle behandle spørgsmålet er Folketingets Retsudvalg, hvor flertallet netop er det politiske flertal. Altså ikke en uafhængig instans. Derfor falder Henrichsens argumentation for, at Gammeltoft skulle være habil.

Anderledes klar i mælet er professor Ole Hasselbalch i Ekstrabladet d. 16. april 1989:

 

10/3 klagede en af, de borgere, der har problemerne mere nærværende inde på livet end ombudsmanden selv, nemlig en af beboerne på Vesterbro i København, til ombudsmandsinstitutionen over, at ombudsmanden var inhabil i tamilsagen. Klageren anmoder ombudsmanden om at lade klagen behandle af en relevant person (hvormed menes en såkaldt sætteombudsmand for det særlige tilfælde).

Ombudsmanden afgør imidlertid i skrivelse af 17/ 3 selv klagen over ham selv. Det hedder bl.a. i afgørelsen “at regler og principper om inhabilitet bl.a. kræver, at man afstår fra at behandle konkrete sager, som man tidligere har været involveret i”.

Ombudsmanden tager altså ikke udgangspunkt i ombudsmandsinstruksens særlige regel, men i almindelig forvaltningsretlige inhabilitetsregler. Og til trods for, at han korrekt gengiver disses (væsentligste) indhold, er han ude af stand til at se, at de vil forhindre ham i at træffe afgørelse i en klagesag, der vedrører hans egen embedsførelse.

Et andet aspekt, ikke at forveksle med Gammeltofts redegørelse er selve den undersøgelsesret der blev nedsat. Den udpegede dommer, Mogens Hornslet, antager den hjælp han har brug for, hvilket bl.a. er en udspørger. Til den funktion udpegede han advokat Henrik Holm Nielsen, der er en velkendt islamofil og trofast støtte af det invandringsindustrielle kompleks. Udspørgeren i en sådan sag er ikke en underordnet funktionær uden indflydelse på beslutninger. Han er en del af selve retten. Og med en person som Holm Nielsen i den rolle, kan retten formodes, at være hildet i en særlig retning.

Og dermed har Ninn Hansen ikke haft, hvad han har krav på nemlig, en fair gennemførelse af sagen.

Supplerende:

En anden Gammeltoft støtte er sjovnalist Alex Frank Larsen. Han skriver om spørgsmålet i en 2008 kronik i Politiken.

Poul Schlütter beretter i Kristligt Dagblad om sagen og Mogens Hornslet.