peter hervik

Nye højder i racismebelyvning

I endnu en vandvids kronik i Des-Information udspredes løgnen om såkaldt racisme af en skævøjet risgansker ved navn Heidi Borg Jørgensen.

Den små Heidi, der uddannet som cand.scient.adm., hvilket som bekendt er en RUC-udannelse, hvilket forklare en del, bl.a. derved at man på RUC bedriver noget man kalder “hvidhedsforskning”.

Heidi har fået undt i sulet over den pågående debat om hvorvidt muhammedanere, det være sig muhammedanere af kaukasisk-, negroid-, malayisk-, eller anden race, overhovedet skal have adgang til, at bosætte sig i vesten/steder med anden religion end islam i almindelighed og i særdeleshed Eva Agnete Selsing og især et indlæg i Pravda-i-Pilestræde d. 13 december.

I indlægget påpeger Selsing, der er af delvis polsk afstamning, for Gud ved hvilken gang de negative konskvenser af den muhammedanske invasion og den manglende reaktion fra politisk hold. Politikere i Danmark er nu engang valgt til, at varetage de fælles danske interesser og ikke islams interesse i at udbrede islam. Eva skriver bl.a.:

Der er noget næsten episk ondskabsfuldt over at placere 500 flygtninge i Nyborg, i et område med kun 700 huse. Men det gør regeringen. Nyborg er en del af det mindre ressourcestærke Danmark – her er ikke mange velnærede medietyper, der kan lave ramaskrig over at få deres lokalsamfund tvangstilført så mange asylansøgere. Var dét mon med i begrundelsen for at vælge netop dette som det første sted, regeringen bruger nødret mod befolkningen?

Og hvad gør vores statsminister i denne situation? Han prioriterer forholdet til udlandet og de forældede konventioner over det land, han er valgt til at beskytte.

Han vil ikke lukke grænsen, men lader i stedet minister Støjberg om at fedte rundt med nogle symbolske stramninger (der alligevel er uden virkning for langt størstedelen af de indvandrende). Er det fordi han ikke har forstået, hvad vi står over for? Eller er han ligeglad?

Nå, vi kan tilføje til det med medietyperne, at der faktisk var en tre fire stykker i vælten ved den lejlighed, nemlig Ritzau sjovnalisten Henrik Mikaelsen, dækket her på Urias gav vejledning i desinformtion, her, desuden lavede man en voxpop, her og her, hvor man helt tilfældigt fik langt spalter til et par teaterhomoers udgydelser om hvor positivt det var med islamiseringen og alle de spændende voldtægter, bl.a., der venter piger i lavindkomst segmentet. Vi kommenterede det således:

“To af de helt tilfældigt udvalgte, Daniel Bohr og Christian Lange begge er noget med teater og privat danner par.

http://www.lokalavisennyborg.dk/lokalavisennyborg/60-aar/artikel/1744442

Fra linket:

“I midten af 70’erne udtalte den unge Christian Lange, at ”børn var dansk teaters fremtidige publikum”, de skulle behandles ordentligt, opleve en rigtig teatersal, sidde i rigtige teaterstole (ikke på ølkasser!) og få ordentlige musikdramatiske forestillinger helst med levende musikere på scenen.”

og

“Christian Lange har privat dannet par med tidligere teaterchef og sceneinstruktør Daniel Bohr, og på fødselsdagen kan begge også fejre 35 års samliv.”

Men det var en indsats i islams tjenest og ikke for beskyttelse af Danmark eller lavindkomst segmentet.

Tilbage til vor skævøjede risgansker, som mener sig udsat for “racisme”, idet hun er blevet mobbet i skolen. I hendes hadske angreb på Selsing – hov forøvrigt, foreligger der ikke “dobbel racisme” her hvor en skævøjet angriber en halvpolak? – hedder det bl.a.:

Da jeg som brunt barn voksede op i Danmark og nu og da blev udsat for racistiske bemærkninger, fik jeg støtte af mine forældre og venner. De forklarede mig, at Christian, som nu havde kaldt mig »skævøjede risgnasker« for gud-ved-hvilken gang, havde det hårdt og tydeligvis ikke var så intelligent. Ja, det var endda synd for ham, at han åbenlyst var så dum.

Og jeg lærte at blive overbærende over for racistiske krænkere, ja, tilmed have lidt ondt af dem. Jeg lærte, at racistiske krænkere skulle man helst ignorere, for de havde det virkelig hårdt. De kom sikkert fra et rigtig dårligt hjem eller var ikke så godt uddannede.

Eva Agnete Selsing lufter i Berlingske den 13. december sin ’filosofi’ om, hvordan statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kører os ud over afgrunden med sin migrantpolitik. Hun sammenkæder indvandrere eller rettere »de potentielle terrorister« med voldtægt, social kontrol og parallelsamfund. Danskerne (den hvide dansker, vel at mærke) er efter Eva Agnete Selsings opfattelse efterladt i frygt i deres eget land, mens »de sorte pletter på danmarkskortet vokser«.

Nej, jeg har ikke ondt af Eva Agnete Selsing. Hun tilfører ikke debatten om integration noget nyt eller relevant. Hun taler ikke fra en interessant position, hvor hun kan tilføre debatten en ny og spændende dimension. Eva Agnete Selsing har ingen levet erfaring som brunt menneske i et hvidt samfund, og derfor er hendes forståelse af integration stærkt begrænset, hvis ikke fuldstændig fraværende. Jeg tror heller ikke, hun kender den hjertebanken, som hendes udtalelser antænder i en moderat brun kvinde som mig selv.

Det er i en sådan verden, at jeg ville anse Eva Agnete Selsing for at være et lille hvidt overklasseløg, der udgyder sin ligegyldige, blonde og blanke Barbie-filosofi i et af Danmarks største dagblade. Så nej, det er ikke Løkke, som er farlig. Det er farligt, hvis de moderate bliver radikale.

Her på Hotellet tror vi ikke et sekund på, at risganskeren har været udsat for “racisme”. Derimod har hun tydeligvis et behov for et opgør med nogle forældre, formentlig en koreansk mor, hvilket er uladesiggørligt. Det antænder had i hende, som hun så vælger, at projicere over på et racespørgsmål der ikke findes, men hvor en hær fra medier og akademia står parat med rådgivning udi, hvordan den ged barberes; at kan man ikke andet kan man altid gøre det til et spørgsmål om race. Af personer der har gjort en særlig indsats på det felt, racismebelyvning, kan nævnes Peter Hervik, Jørgen Dragsdahl, Jacob Holdt og Mustafa Hussien. Hvad Holdt og Dragsdahl angår blev de betalt af KGB for netop, at udøve racisme belyvning.

Desuden går hun helt galt i byen, hvis hun tror, at hun kan opnå reel værdsættelse i islamofile kredse ved, at gå deres ærinde. Ved først givne lejlighed når det tjener deres interesse vil de spytte hende ud som et stykke slik, der alligevel ikke falder i smag. Mandeløjne og brun hud eller ej.

Anstændig, PK racisme

Fin kronik på JP.dk af Jens-Martin Eriksen. Jeg bryder mig ikke om hans brug af “racisme”. For det første fordi jeg ikke mener det findes, i hvert fald ikke i den forstand man bruger ordet i almindeligt, for det andet fordi begrebet er tvivlsomt, fordi de der bruger det lægger hvad som helst i det. Læser man teksten så er det dog klart nok, hvad Eriksen lægger i det, og bruger det til.

I øvrigt er sigtet et andet end racisme, nemlig De Anstændiges krumsping for at undgå virkeligheden og konsekvensen af egne handlinger, og dermed peger kronikken på festlighederne i anledning af 10 års dagen for ~O :- ())..

Lidt i samme boldgade er et indlæg i marxistiske Des-Information af fuskeri professoren fra Ålborg, raceteoretiker m.v., Peter Hervik. Kender man lidt til Hervik, så er man også slået med forundring over, at det overhovedet er blevet til en akademisk karierre. Herviks indsats for at belyve andre med racisme er helt på linie med ikoner på området såsom KGB påvirknings agenterne Jørge Dragsdahl og Jacob Holdts.

Nogle bidder fra indlæggene, først Jens-Mrtin Eriksen i JP:

Er der en vej frem i kampen mod det islamiske publikationsforbud? Det bliver jeg nødt til at spørge mig selv om, når jeg taler med unge, der tøver med at tegne og publicere noget, der er bandlyst af de islamiske blasfemilove, der nu er tvunget igennem i Vesten.

Der er også andre, som jeg har det dårligt med at opmuntre til at publicere. F.eks. folk, der har deltaget i mødet i Krudttønden, og som, mens de lå under de væltede møbler, og attentatmanden skød ind i lokalet, fik en påmindelse om, at det var en banal tegning, som de måske skulle dø for. Det fortalte journalisten Niels Ivar Larsen fra Information mig, at han tænkte, mens det stod på. Udenfor på asfalten lå filminstruktøren Finn Nørgaard og døde.

Der er noget fortvivlende ved spillet om ytringsfriheden, som det er foregået indtil videre. På den ene side lyver ”De Anstændige” ikke blot over for andre, men også for sig selv, når de bedyrer en respekt for blasfemilovene og pålægger sig selv forbud, som de slet ikke har indset rækkevidden af. Og på den anden side kan det virke som at give sig selv og andre selvmordsbælte på med de forudsigelige stunts og konkurrencer med forbudte tegninger. Det er denne enerverende blanding af ubærlige løgne og forståelig frygt, der forpester vores tid.

Dette har ført til et ulægeligt skisma, en dyb og uforsonlig splittelse i offentligheden mellem dem, der vil respektere de islamiske blasfemilove, og alle andre, der ikke mener, at nogen religiøse love skal nyde fortrinsret. De første anklager permanent de andre med newspeak-termen “ufølsomme” og for at skjule et fremmedhad bag et dække af universalisme og ytringsfrihed. De sidste beskylder de første for at forråde solidariteten med deres politiske modstandere og for at ville lade sig hypnotisere til at snige apartheid ind og undergrave ytringsfrihed og demokrati.

…Interventionen i Danmark af fremmede dogmer og livsmåder undergraver vores egen kultur, ligesom assimilationen af danske normer hos muslimer undergraver traditionelle dogmer hos dem. Og derfor er det bedst, at vi lever hver for sig. Det er konsekvensen af de anstændiges tilgang til multikulturalisme, hvis man tænker den konsekvent igennem. Et alternativ til en politisk implementering ud fra deres konservative kulturforståelse ville være at fortsætte udviklingen af et apartheidlignende samfund under termen “multikulturalisme”. Kulturerne skal i denne vision leve adskilt på samme territorium. Der foreligger også den mulighed, at de anstændige i en xenofil anglen plæderer for ét kriterium for flertalskulturen og et andet for muslimsk kultur. Men det er endnu ikke klarlagt, da de anstændige er blottet for kritik af deres eget ideologiske grundlag…

Eriksen afslutter:

De anstændige vil altid hævde, at ofre for dødsvolden er forudsigelige, for gerningsmændene er sårede og forvirrede idealister, der bliver forledt ud i et vildnis af de blasfemikere, som de likviderer.

Islamiske blasfemilove bør stå direkte til diskussion, og det samme gælder de skærpede forholdsregler, som staten må tage over for islamismen og dens sympatisørsump. På samme måde som man stod over for terrorismen i Vesttyskland i 1970’erne, må man resolvere, som den socialdemokratiske regering under kansler Helmut Schmidt, om tilslutningen til dødsvold kan ske helt uden personlige konsekvenser for sympatisørerne.

Udfordringen er ikke blot terrorismen, men også at udtørre sumpen. I det mindste hvis man vil videre efter maskeraden om respekt og alle de andre selvindbildninger.

Fra Herviks indlæg i Des-Information:

Vi kan ikke lide at høre det, for det skaber associationer fra fortiden, som vi ikke bryder os om. Men her i 10-året for Jyllands-Postens publicering af Muhammed-tegningerne må vi konstatere, at den er her. Nationalismen.

Vi kalder den godt nok for alt muligt andet – integrationspolitik, asylstramninger m.m. – men set med faglige samfundsvidenskabelige og historiske briller må vi konstatere, at nationalisme i dag er blevet en markant aktør på den politiske dagsorden. Et forhold, som bliver ekstra tydeligt i disse dage, hvor tusindvis af flygtninge strømmer op gennem Europa.

Her 10 år efter er Jyllands-Postens egentlige motiv for at trykke tegningerne stadig uklart. Vi ved fra den daværende chefredaktør, at det ikke var et journalistisk, men et ideologisk værk, og vi ved, at projektet var en del af Jyllands-Postens kulturkampsprojekt. Men derudover har vi ikke hørt nogen klare tanker om, hvad formålet med at trykke tegningerne var.

Derimod ved vi fra både amerikansk og europæisk forskning, at man trods gode og velmenende hensigter kan støde og fornærme mennesker på racistisk vis.

Jyllands-Posten er et af de mest magtfulde medier i Danmark. Og selv om projektet med Muhammed-tegningerne ikke havde en racistisk, islamkritisk eller islamofobisk hensigt, blev det alligevel udtryk for det, som bl.a. amerikanske forskere har kaldt udøvelse af ’hvidt privilegium’. Rationalet er, at avisen besidder en overlegen magtposition i forhold til muslimer, og at den handler for at opretholde sin position som overlegen. Det er netop den moralske overlegenhed, som er kernen i værdikampen og dens nykonservative rodnet.

Radikalisering er en anden blind plet i dansk nationalismes logik. Der bruges rigtig mange penge på indsatser mod radikalisering. Men initiativerne hviler på et uigennemtænkt grundlag.

Ifølge islamforsker Arun Kundnani, New York University, findes der groft sagt to tilgange til at forstå islamisk ekstremisme. Den ene er en kulturfokusering, hvor islamisk kultur betragtes som ude af i stand til at tilpasse sig det moderne samfund. I den anden tilgang har ekstremistiske ideologer fordrejet islams oprindelige fredelige budskab til en antimoderne, totalitær politisk ideologi.

Når tankegangen om radikalisering rettes ensidigt mod personer med muslimsk kulturel baggrund, ser vi desuden ikke radikaliseringen på f.eks. den radikale islamkritiske og islamofobiske fløj. Vil nogen hævde, at Anders Behring Breivik ikke er radikaliseret? Og hvor er indsatsen mod, at personer med stærke islamkritiske holdninger ikke radikaliseres til islamofobisk vold, f.eks. angreb på asylcentre, som vi så det ved asylcentret Lyngbygaard på Djursland i august.

At nationalismen i Danmark således er blomstret op, skal også ses i sammenhæng med modstanden mod hjemlige etniske minoriteter og fremstillingen af migranter fra andre kulturer som en trussel mod det danske fællesskab. De seneste uger har flere politikere, præster og andre debattører netop fremført, at landet skulle »beskyttes« mod flygtninge- strømmene.

Siden Sovjet- unionen gik i opløsning i 1989, har ’de andre’ i form af flygtninge og migranter været det trusselsbillede, som er blevet brugt til at genfinde danske værdier. Tendensen forstærkedes markant med netop den krise, der for 10 år siden udspillede sig i kølvandet på Muhammedtegningerne.

Begrebet politisk korrekt udtrykker bl.a. en særlig imødekommenhed over for underprivilegerede samfundsgrupper – man er f.eks. hensynsfuld i sit ordvalg og undlader at bruge diskriminerende udtryk. Især feminister, multikulturalister og mindretalsfortalere er blevet kritiseret for at være politisk korrekte.

Hvem kan således meningsfuldt argumentere offentligt for, at vi skal stille færre krav til de nye danskere og være mere imødekommende? Det kan ingen – i hvert fald ikke uden at blive beskyldt for at være politisk korrekt, hvorefter den meningsfulde debat standser.

Lidt om regler for fonde

Fonde er juridisk set det samme som selvejendeinstitutioner, foreninger etc., hvor man ikke har specificeret ejerandele og en del andet. Der er sådan set ikke noget nyt i ejerformen, som kan identificeres langt tilbage og i forskellige kulturere, f.eks ejerskabet til filippinske risterracer som har op mod 4.000 år på bagen. Hvad de sidste angår har de enkelte lodder nok en ansvarlig ejer, person eller familie, men systemet som sådan, uden hvilket opretholdelsen af de enkelte lodder ville være umulig, har ikke nogen ejer, men opretholdes ikke destomindre. Noget tilsvarende kendes i Dansk sammenhæng fra vikingetiden mht fordelingen af udbytter.

150830 bohol rice terrace

Bohol, risterrasser stjålet her.

150830 vordingborg havn slot taarn

Vordingborg; havn, slot og tårn. Bemærk havsænkningen siden middelalderen. Her.

Systemerne (konceptet med fondsejerskab, kontroleret af de primært indvolverede), finder man især reminicenser af indenfor søtransport og landbrug. Det ser ud som om*, at fondsejerskab især har været relevant, hvor naturgivne omstændigheder er af væsentlig betydning for deltagernes individuelle og samlede succes, såsom at vandforsyningen til risterracerne udnyttes optimalt og den naturlige havnefacilitet udbygges og vedligeholdes på en måde, så såvel ejerskabet af et enkelt småfartøj som en flåde af store fartøjer tilgodeses hensigtsmæssigt. Forsikringsvirksomhed ufortalt.

Med udbredelse af kristendom og skriftlighed, så bliver sådanne arrangementer formaliseret og det bliver muligt, at oprette dem til bestemte formål og til varetagelse af bestemte (person(ers)) interesser. Og alle kan i princippet gøre det.

Med den hastigt stigende øvrighedsudpining af subjekterne, det såkaldte skattetryk, fra især omkring 1945, bliver det mere almindligt, at anvende fonds konstruktionen som et værn mod udplyndringen, hvilket selvklart bliver fulgt med skræk af samme øvrighed. I 1982 barsler samme øvrigheds fremmeste jurister så med en betænkning man har båret på siden 1978 og kun 10 år senere bliver det så omsat i fondslovgivningen af 1992, der hovedsagligt blot er en kodificering af den eksisterende retstilstand. I betænkningen opregnes den eksisterende retstilstand i 4 punkter og et 5′ hvor man i 5 underpunkter ser på baggrunde for oprettelsen af fonde. (betænkningen p. 27 og 28). De 4 punkter bliver i 1992 loven omsat til 56 paragraffer fordelt på 13 kapitler plus ikrafttædelses bestemelserne. I 2014 kommer der så en revision, omtalt af et advokatkontor i en eller anden baggård her, og hos øvrighedens GESTAPO her.

For at opregne retstilstanden, der ikke grundlæggende er ændret siden tidernes morgen, udover at øvrigheden nu har skabt sig værktøjer til yderligere udpining og plyndring, så går den ud på følgende:

Fonde adskiller sig fra andre juridiske personer derved, at den er sin egen ejer. Det har i hvert fald et par følger, nemlig:

  • En person, juridisk eller fysisk, der uden betingelser giver noget, ting, matrielle som immatrielle, eller kapital, til en fond kan ikke få det igen (uigenkaldelighed).

  • En fond kan ikke modtage ting fra en 2’mand, som helt eller delvist er behæftet til en 3′ mand.

  • En fond må have et formål, der afgrænser dens virke.

Hvilket i praksis betyder, at forgældede er udelukkede fra, at foretage indskud i fonde, i særdeleshed indskud af bestående aktiver, der sikre fremtidig indkomst. Noget andet er den forgældedes ideer som overlades til en fond, som den forgældede efterfølgende bearbejder til gevinst for fonden.

Mht registrering af fonde så blev spørgsmålet afklaret med 1992 loven fsv, at der blev fastsat lovbestemte regler. Før 1992 fulgte en eventuel registreringspligt af, om en fond havde aktiviteter, der var registreringspligtige, f.eks. bedrev erhversmæssige aktiviteter, såsom stifterens lysbilledforedrag fsv de gennererede indtægter for fonden og ejerskabet af rettigheder behørigt overdraget.

*emnet fortjener en doktorafhandling og den er vi for dovne til, at skrive lige nu, såvel som blot en kort nærmere argumentation. En passant, så er den islamistiske professor i Ålborg, raceteoretikeren Peter Herviks PhD om, meget groft samme emne, i Mexikansk sammenhæng, ikke værd at spilde sin tid på.

Tilgengæld er professor Ole Hasselbachs ”Foreningsretten” stærkt anbefalelses værdig for en forståelse af de problemstillinger der rejser sig, når problemer rejser sig omkring disse ”herreløse” fonde, foreninger m.v.

Links:

Betænkning nummer 970, 1982

Fondsloven af 1992

Fondsloven af 2014