Poul Nyrup Rasmussen

EUSSR på hævntogt

Nede i Polen vil regeringen ikke stiltiende finde sig i, at de statsbetalte medier udføre polsk-fjendtlig propaganda og EU haiografi. Desårsag vil man lægge dem ind under en regeringskontrolleret bestyrelse. Det har selvfølgelig ført til, at EUSSR systemet er i panik og forsøger sig med en Nyrup, her og her, mod polakkerne. BT beretter:

København: EU gør klar til sanktioner imod Polen, efter at landet har taget det første skridt imod direkte kontrol af sine statsejede medier. Det skriver nyhedsbureauet AFP, der citerer den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Ifølge avisen fortæller EU-kommissær Günther Oettinger, at man overvejer at putte Polen under observation for brud på europæiske kerneværdier. Hvis Polen ikke ændrer sin lovgivning, kan den proces ende med, at landet mister sin stemmeret i ministerrådet.

Trækket kommer efter, at Polens parlament tidligere på ugen blev præsenteret for et lovforslag, der indebærer, at chefen for landet statslige medieselskab bliver fyret og erstattet af en bestyrelse udpeget af finansministeriet.

– Loven skal bringe de statslige medier tilbage til polakkerne, sagde medlem af parlamentet for regeringspartiet Lov og Retfærdighed Elzbita Kruk ved fremførelsen af lovforslaget ifølge euobserver.

Som sagt handler det om EU traktens artikel 7, som iøvrigt nazistsønnen Poul Nyrup gerne vil have æren for, fordi den kom med i kølvendet på hans overgreb mod det demokratiske Østrig. Traktaten findes her og artikel 7 i sin helhed:

Artikel 7
Overtrædelse af principper
1. På begrundet forslag af en tredjedel af medlemsstaterne, Europa-Parlamentet eller Kommissionen kan Rådet med et flertal på fire femtedele af sine medlemmer efter samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet fastslå, at der er en klar fare for, at en medlemsstat groft overtræder principper i artikel 6, stk. 1, og rette
passende henstillinger til denne medlemsstat. Inden Rådet fastslår dette, hører det den berørte medlemsstat, og det kan efter samme fremgangsmåde anmode uafhængige personer om inden for en rimelig frist at fremlægge en rapport om situationen i den pågældende medlemsstat. Rådet efterprøver regelmæssigt, om de forhold, der har fået Rådet til at fastslå ovennævnte, stadig er gældende.
2. Rådet kan i dets sammensætning af stats- og regeringschefer med enstemmighed på forslag af en tredjedel af medlemsstaterne eller Kommissionen og efter samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet fastslå, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder principper i artikel 6, stk. 1, efter at have opfordret den
pågældende medlemsstats regering til at fremsætte sine bemærkninger.
3. Hvis en overtrædelse som omhandlet i stk. 2 er fastslået, kan Rådet med kvalificeret flertal beslutte at suspendere visse af de rettigheder, der følger af anvendelsen af denne traktat på den pågældende medlemsstat, herunder de stemmerettigheder, der er tillagt repræsentanten for den pågældende medlemsstats regering i Rådet. Rådet tager i så fald hensyn til en sådan suspensions mulige følger for fysiske og juridiske personers rettigheder og forpligtelser. Den pågældende medlemsstat er under alle omstændigheder fortsat bundet af sine forpligtelser i henhold til denne traktat.
4. Rådet kan senere med kvalificeret flertal beslutte at ændre eller tilbagekalde foranstaltninger, der er truet i medfør af stk. 3, som følge af ændringer i den situation, som har ført til, at de blev indført.
5. Ved anvendelsen af denne artikel træffer Rådet afgørelse uden at tage den pågældende medlemsstats regeringsrepræsentants stemme i betragtning. Det forhold, at medlemmer, der er til stede eller repræsenteret, undlader at stemme, hindrer ikke vedtagelsen af de i stk. 2 omhandlede afgørelser. Kvalificeret flertal defineres som samme forholdsmæssige andel af de berørte rådsmedlemmers væg-
tede stemmer som den, der er fastsat i artikel 205, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Dette stykke gælder også, hvis stemmerettigheder suspenderes i medfør af stk. 3.
6. Ved anvendelsen af stk. 1 og 2 træffer Europa-Parlamentet afgørelse med et flertal på to tredjedele af de afgivne stemmer og et flertal af sine medlemmer.
Advertisements

Rock trusler

Tilbage i marts 2015 havde UH en omtale af knallertrockerne i DAD og deres koncert i Manila.

Der er den yderligere vinkel på DAD, at de udover at hælpe den berygtede islamofile socialdemokrat Poul Nyrup Rasmussen med hans rehab ovenpå hans udtalelser om stueurenhed, og at deres sanger Jesper Binzer stille op som indslag i valgkampen med støtte til partiet Enhedslisten (et sammenrend af fascister, kommunister, nazister og islamofile), så betjener de sig også af en – sikkert dygtig koncertarrangør – men til gengæld også en koncertarrangør med suspekte kontakter til voldelige venstreekstremister. Det viser et kig i bagkataloget hos bloggen Junikredsen, hvor der er en fyldig omtale af en af cheferne i DADs koncertarrangør, Beatbox, Peter Sørensen. Det skal tilføjes, at Peter Sørensen tilsyneladende er ude af Beatbox som medejer, ifølge dette opslag hos CVR, men på den anden side fremgår det af denne GAFFA artikel, at han spiller en ledende rolle i firmaet pr. oktober 2014.

Fra posteringen hos Junikredsen

Ringede efter tæskehold
Episoden blev af medierne omtalt som “gadekampe på Vesterbro”. Men to år senere indrømmede Monsun-aktivisten René Karpantschof i en bog, at der ikke havde været tale om gadekamp, men om et uprovokeret overfald begået af ”tilstedeværende antinazister” på Vega, der mishandlede den unge mand med ” slag og spark samt et skud i ansigtet med en gaspistol.”

Karpantschof bekræftede dermed de rygter, der i 1997 var i omløb om overfaldet og som bl.a. blev bragt til torvs i en lokalavis på Vesterbro. Ifølge disse rygter havde ansatte på Vega dog ikke direkte deltaget i afstraffelsen af den tidligere skinhead. Ansatte på Vega havde derimod sendt bud efter tæskeholdet fra Nørrebro og derefter smidt den unge mand i favnet på de bevæbnede bøller.

Sagen er aldrig blevet fuldt belyst og det vides derfor ikke med bestemthed, hvem der fra Vega ringede efter Antifascistisk Aktion. Men som Junikredsen i dag kan afsløre, så var en af spillestedets daværende ledere den samme mand, der fra Christiania få år tidligere iværksatte forfølgelsen af journalisten Lars Villemoes.

Mystik om penge
Det drejer sig om direktør Peter Sørensen fra bookingbureauet Beatbox Booking & Concerts, der bl.a. har D.A.D. i sin stald.

I 1989 stiftede Peter Sørensen foreningen Strictly Underground på Christiania, fordi man via en støttekoncert skulle rejse penge til en skateboard-bane. Ifølge Peter Sørensen blev koncerten en succes, men Christiania måtte vente ti år før hash-baronen Albert Hatchwell Nielsen som led i et reklamefremstød for sin lovlige virksomhed, tøjfirmaet ALIS, finansierede projektet.

Det er fortsat et mysterium hvor pengene fra Sørensens støttekoncert blev af, men i de kommende år fik Strictly Underground rimelig succes som koncertarrangør, fordi man kontrollerede Københavns daværende eneste mellemstore koncertsted, Den Grå Hal på Christiania.

Trusler i KB-hallen
I august 1993 blev Peter Sørensen som privatperson hyret af det etablerede bookingbureau Infra Rouge som praktisk leder omkring en koncert i KB-hallen. Via Sørensen blev tæskeholdet Antifascistisk Aktion hyret som Infra Rouges vagtværn. ”Jeg mente, at vi gav penge til et godt formål ved at betale Antifascistisk Aktion for at komme med vagtfolk”, undskyldte bookingselskabets direktør senere.

Som tidligere omtalt af Junikredsen, så skrev musikanmelderen Lars Villemoes i sommeren 1993 en række dybdeborende artikler om det autonome miljø efter Nørrebro-optøjerne 18. maj samme år. Da han skulle anmelde rockkoncerten i KB-hallen, oplevede han følgende:

”Da jeg kom til KB-hallens indgang, måtte arrangørerne hjælpe mig med at komme gennem deres egne security-folk. Disse sikkerhedsfolk bestod blandt andet af folk fra Den røde Bande og Kollektivet for Kommunisme, som jeg har skrevet om.”

”Du er en modig mand, og der kan ske ting med dig inde i mørket”, truede AFA.

Opbakning til trusler
Efter koncerten i KB-hallen blev Villemoes ringet op af Peter Sørensen og meddelt, at han nu officielt var på AFA’s ”sorte liste” og at Strictly Underground derfor nægtede ham adgang til Den Grå Hal.

Flere danske aviser truede med at boykotte enhver omtale af arrangementer i Den Grå Hal, hvis Strictly Undergrounds og AFA’s forfølgelse af Villemoes ikke ophørte. Infra Rouge lagde pres på Peter Sørensen, der derfor kom med en ”lunken tilbagetrækning”.

Men få dage senere meddelte Strictly Underground så til pressen, at Lars Villemoes ”på ubestemt tid” var forment adgang til Den Grå Hal. Som begrundelse påstod gruppen:

På grund af Villemoes er en række mennesker blevet truet på livet af grønjakker og fascister, og før han giver en undskyldning i sin avis, vil vi ikke se ham.

Udfaldet mod Villemoes fik en ledende avis til at bemærke:

Denne påstand er ikke dokumenteret. Og navnene, Lars Villemoes har skrevet, har alle været offentliggjort på åbne retsmøder på domfældte personer.

Tillæg (19. oktober):

Weekends Reclaim The Streets terroraktion på ved Christania har selvfølgelig en historisk kontekst, hvoraf ovenstående kun er en mindre del. I en tidligere postering har UH været omkring 18. maj 93 urolighederne, her. I forbindelse med den seneste aktion udtaler en chef i Politiet, Peter Dahl, til TeeVeeToo:

– Der er nogle mennesker, der har en dagsorden om at skade politifolk. For jeg kan ikke se, at der har været andet i tankerne, når man bygger barrikader og indhyller hele gaden i kraftig røg fra røgbomber – og i samme øjeblik politiet kommer frem for at slukke ilden i de her barrikader, så bliver de mødt massivt af sten og molotovcocktails. Så er det efter vores opfattelse klart, at det er politifolkene, man kaster efter. Det er fuldstændig uhørt, siger politiinspektøren.

– Det kunne være endt meget værre. Jeg er ked af at sige, at de “gudskelov” bare blev ramt af sten, men det havde endt meget værre, hvis de var blevet ramt af molotovcocktails. Så havde de ikke kunnet klare det med skadestuebehandling, siger operationslederen.

Godt set Dupont. Som i 1986, 1993 … og både før og efter.

I forbindelse med drabssagen mod den nu afdøde HAer Micael Brockside, udtalte en person med kendskab til de involveredes familie relationer til Ekstra Bladet, pr. UHs hukommelse, om baggrunden, at der var ikke bare nye fjendskaber, men også gamle og nedarvede, som gik tilbage til før WWII.

Og i øvrigt er metoden SOP i den venstreekstreme personkreds.

På FB lagde gruppen denne opdatering, som forklaring:

151019 rcs fb opdate

I en anden artikel hos TeeVeeToo citeres Peter Dahl for følgende:

Tidligere lørdag udtalte han til TV 2:

– Det er vores opfattelse, at det (optøjerne, red.) udsprang fra en personkreds omkring Pusherstreet og så personer fra det autonome miljø. De to grupper ser ud til at have slået sig sammen.

Ja da. Det gjorde de engang først i 1990erne.

I øvrigt vil UH erklærere sig enig med RCS på et punkt:

Når beslutningstagerne står målløse tilbage, er det kun et tegn på at vi kun kan råbe dem an, når der er bål i gaderne!

Hvad angår, at beslutningstagerne, og det gælder både det politiske niveau og chefgangene hos politiet i øvrigt, fremstår mål_løse, så er det en iagtagelse vi deler her på Hotellet.

Belyver beløjet?

Erik Boel har nylig skrevet en kronik i skradlespands bladet Samarbejds-Politiken, hvor han hælder vand ud af ørene over, at hans gamle druk- og skikammerat Morten Jung Olsen, ikke vil gå til bidet og fortælle alt, som i ALT, om hans virke som STASI-agent. Problemstilling er, at der falder en vis mistanke på Boel for enten at være den som Olsen påstår sig forvekslet med eller, at Boel på en eller anden måde har bistået Olsen.

Teorien her på UH er, at Olsen blot som en sidegevinst af et venskab, har brugt Boel som dække. Men iøvrigt meget sigende, at de gennem flere år var venner. Og man fornemmer Boel føler sig ramt på sine tabte karrieremuligheder på grund af venskabet. Og desårsag føler han sig ramt på ikke mindst mulighederne for indtjening og prestige, samtidig med han har måtte se Olsen ligge i overhalingsbanen på de parametre, nede i EUSSR.

Boel er noget langt være. Han er belyver, som i bedste Dragsdahl stil gør det i flæng, og på en måde så det samtidig fremstår som en trussel ovefor folk, der måtte være uenige, om at skulle de ytre uenighed, så vil de blive ramt af en heksejagt om påstået, såkaldt, racisme.

Og Boel er ikke hvem som helst. Et karrirere forløb i Udenrigsministeriet blev afbrudt til fordel for en stilling som internationalsekretær i det socialdemokratiske partiapparat fra 1992 til 2002. En skelsættende periode i danskpolitik, hvor Dansk Folkeparti stiftes og ikke mindst indgås den såkaldte Barcelona-deklaration, (resume på dansk)

Lad os først se på en tekst om såkaldt racisme som Boel har forfattet sammen med den evigt uheldige tudemarie, KGB-påvirkningsagent, Jørgen Dragsdahl. Fra artiklen (som er en protest mod en leder i JP):

…Derefter morer han sig med, at det må være retten til besøg på diskoteker, der er en af de mest fundamentale europæiske rettigheder.

Begge indlæg afslører en skræmmende uvidenhed, som tilmed virker bevidst, idet man tilsyneladende vil nedgøre indsatsen mod racisme. I lyset af Europas historie, hvor mange millioner er blevet racismens ofre, er niveauet i disse kommentarer forfærdende. Mellem årsagerne til EU’s oprettelse og Unionens virke er netop, at en gentagelse af racismens forbrydelser skal hindres, og at alle mennesker skal beskyttes imod diskrimination.

Agenturets virke bygger på Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og EU-traktaten. I charterets artikel 21 fastslås, at enhver forskelsbehandling ud fra bl.a. race, farve, tro og etnisk oprindelse er forbudt. Den efterlyste definition på racediskrimination findes i FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination fra 1965.

Definitionen tager højde for, at begrebet ”race” er bragt i miskredit, så man må anvende en såkaldt bred definition af ”racisme”.

SVAR
NÅR MAN definerer enhver afstumpet adfærd som racisme, vil man naturligvis kunne finde racisme overalt, men dermed mister udsagnet også enhver betydning. Det var netop lederens pointe.

Redaktionen

Hvis Boel får tid kan han jo finde disse millioner af ofre for racisme, eventuelt blot demonstrere at en enkelt million skulle findes.

Nuvel, Boel mener sig beløjet ind i en rolle som STASI-stikker/agent. Fra den kronik:

»Vin eller øl?«, spørger PET-chefen mig. Scenen er sat, 16. december 1999 kl. 14.30. Jeg er til afhøring hos PET på Bellahøj. Over for mig sidder PET-chef Birgitte Stampe og operativ chef Hans-Jørgen Bonnichsen.

Straks efter afhøringen, som jeg føler kaster en ikke-konkretiseret mistanke over mig, beder jeg samme eftermiddag om et møde med statsministeren. Selv om jeg i det daglige refererer til partisekretæren, er det dog Poul Nyrup Rasmussen, der som partiformand i sidste instans er min chef. Samtalen bliver – helt usædvanligt – straks bevilget, og nogle timer senere sidder jeg i statsministerens kontor til samtale med Poul Nyrup Rasmussen, der er ledsaget af departementschef Bernstein.

Der går en god uges tid, før brikkerne begynder at falde på plads for mig. Efter 12.30-radioavisen 28.12. ringer Steen Christensen og fortæller, at Ekstra Bladets ’Lenz’ nu er anholdt. Det drejer sig om en mand på en 42-43 år, tidligere ansat i Udenrigsministeriet 1979-81, nu i EU på lavere charge. Der sættes ikke navn på, men det kan kun være min gamle ven og kollega fra tiden som studentermedhjælp i Danida, Morten Jung-Olsen. Det var også bl.a. Jung-Olsen, PET-cheferne Stampe og Bonnichsen havde kredset om under samtalerne i Bellahøj.

Men jeg føler også vrede. Hvordan pokker kunne han – hvis altså det var Morten (det var fortsat på dette tidspunkt et ikke-afklaret spørgsmål) – videregive oplysninger til sit lands modstandere? Uanset klassificeringen af de pågældende dokumenter havde Morten i givet fald demonstreret en villighed til at svigte sit land. Selv om tågerne således begynder at lette, bliver min egen stilling samtidig afgørende forværret, da der er en lækage formentlig enten i PET eller i departementet i Justitsministeriet, som betyder, at Ekstra Bladets Per Michaelsen i en stort opslået artikel 31.12. 1999 kan oplyse, at jeg har været i PET’s søgelys.

I mine mange samtaler med Michaelsen i disse dage (»Vær nu ikke så hemmelighedsfuld, Erik …«) fisker han efter, om det er KGB-bar i Borgergade eller café Rosa Luxemburg, Morten og jeg har frekventeret. At vi snarere gik i byen på Røde Lygte, Alléenberg og Charlie Brown – hvor de sjoveste piger kom – passer ikke Stasi-jægeren.

En anden af Michaelsens teser er, at skiftende socialdemokratiske justitsministre har forsinket efterforskningen af Lenz-sagen på grund af min rolle. Det er nok at overvurdere min betydning. Michaelsen har både i bogform og i Ekstra Bladet søgt at udstille alt og alle, der har været til lidt til venstre for midten som landsforrædere ved insinuationer og mistænkeliggørelse. Det er historiens ironi, at det senere er kommet frem, at Michaelsen tidligere selv har været glødende ungkommunist og endog i søgelyset som ’storspion’, om end den tese ikke er dokumenteret.

Når det er sagt, synes jeg faktisk, at det er prisværdigt, at Michaelsen er gået i Stasi-arkiverne. Problemet er, at han hopper over i den anden grøft. Så spionjagten bliver ideologisk inficeret, og han, som nu glødende antikommunistisk og med de unge år, han har tilbragt i DDR, ser spioner og blå mænd fra Mars alle steder. Når Stasi-jagten på den måde bliver useriøs og kulørt, er det i virkeligheden et forræderi over for ofrene for Stasis forbrydelser. De har fortjent i det mindste en både en ordentlig og redelig kortlægning af fortidens forbrydelser.

For mit eget vedkommende er situationen nu efter afhøringerne, statsministerens delvise suspendering og Ekstra Bladets eksponering aldeles kafkask og angstprovokerende. Som Josef K i Kafkas ’Processen’ er jeg blevet kastet ud i en spøgelsesverden. Fysisk og psykisk har Lenz-sagen virket som et atomangreb. I det udenrigspolitisk-diplomatisk miljø, jeg opererer i, er tillid afgørende; og den er nu i hvert fald antastet. Og hvordan beviser du, at du ikke er spion? Gradvis bliver min arbejdsmæssige tilværelse dog normaliseret. Jeg bliver gennem Statsministeriet sat på nye opgaver – og må endda selv lejlighedsvis minde Nyrup om begrænsningerne i mit arbejde, f.eks. da Dalai Lama kommer til København, og Nyrup ønsker, jeg deltager i et møde med tibetanernes leder i Kastrup.

Mange bakker også op om mig og viser en empati og en integritet, som jeg den dag i dag er taknemlig for: Svend Auken erklærer sig uenig i Nyrups håndtering af sagen og mener, at statsministeren er gået i selvsving og overreagerer, Folketingets direktør, den tidligere PET-chef Ole Stig Andersen, inviterer mig demonstrativt med til sin 60-års dag i Folketinget, Ritt giver mig nyt mod, og Lykketoft inviterer mig med på en rundrejse i Afrika. Hans Hækkerup hjælper mig som forsvarsminister med at forfatte en kronik om Socialdemokratiet og fodnotepolitikken, offentliggjort i Berlingske Tidende, der lægger op til selvransagelse for partiet, men som samtidig får det gjort klart, at jeg hverken har lod eller del i partiets fodnotepolitik. Jørgen Schleimann, som jeg har et fint samarbejde med i Europabevægelsen, opfordrer mig til at blæse det hele en hatfuld.

Hvorfor gjorde Morten det? Så længe Morten ikke selv kommer på banen, kan vi kun gisne herom. Men den såkaldte antifascistiske kamp var hans baggrund.

I sin nyligt udkomne bog om Lenz-sagen lancerer Mikael Busch den tese, at Morten gradvis opgiver sin tro på kommunismen, bl.a. under indtryk af et studieophold i USA. Busch har ingen dokumentation for denne teori om, at Morten på den måde skulle konvertere. Allerede da jeg lærer Morten at kende i januar 1979, fremstår han som det, vi i dag ville kalde blå – men det har formentlig været et dække over spionaktiviteterne.

Imidlertid har Busch en pointe i, at det er tankevækkende, at det er påfaldende få og relativt ligegyldige dokumenter, Morten som EU-ansat udleverer i den sidste del af sin Stasi-karriere op til Murens fald. Den spektakulære rejse fra en proletarisk opvækst i Københavns Sydhavn til tilværelsen som eurokrat i Bruxelles har ikke været nem. Som spion for Stasi har bordet antagelig fanget, og her har Morten ikke bare kunnet løbe fra samarbejdet, selv om han som Busch foreslår skulle være konverteret.

En anden mulig forklaring på Lenz’ dalende aktivitetsniveau kunne være, at han var blevet ’lånt’ ud til KGB. Men det er naturligvis blot en gisning.

Den bedste måde, vi kan lære af historien på, ville være, hvis Morten selv ville træde frem og fortælle sin historie. Både af hensyn til sig selv og af hensyn til de såkaldte bipersoner, der som jeg er blevet mistænkeliggjort i forbindelse med sagen. Det er vel Morten selv, der har bidraget med oplysninger til Stasi om bipersonerne, der ud over mig selv bl.a. omfatter hans bror og kæreste. Her ville det være velgørende med en forklaring på, hvorfor han har gjort det. Hans tavshed skader ikke blot ham selv, men også dem, der har kendt ham, og som er blevet eksponeret i forbindelse med sagen.

Når Morten ikke har ønsket at træde frem, skyldes det antagelig, at så vil han ikke længere kunne hævde, at han er offer for en personforveksling. Og det ville få konsekvenser for hans søde liv i Bruxelles, hvor han har et godt, vellønnet og trygt arbejde som EU-ansat. Vi må håbe, at Morten, når han inden for en overskuelig fremtid skal pensioneres, vil lægge kortene på bordet. Det ville være velgørende at få fortalt historien, mens tid er, for at få sandheden frem.

links:

https://reaktionaererefleksioner.wordpress.com/2015/05/01/stasi-stikker-hvidvaskes/

Stueurenheden genbesøgt

Mattias Tesfaye har et indlæg i BT, hvor han er omkring nazistbarnet Poul Nyrups stueurene udtalelse om DF tilbage i 1999, kun 87 dage før Y2K, denne fantastiske dag, hvor de nye tider omsider skulle bryde igennem, humanismens åsyn skulle blive klart for alle og muhammedanerne ville glemme alt om jihad, både mod hverandre og de vantro.

Tefaye forsøger på, at rehabilitere udtalelserne ved, at minde om, hvor afskyelige holdninger DF har, bl.a. vil man retunere udlændinge, der involvere sig i kriminalitet, inklusive deres familier. Tesfaye skriver bl.a.:

Stueren, stod der med kæmpe bogstaver på forsiden af Berlingske. Der var også et billede af den nyvalgte formand for Folketinget, Pia Kjærsgaard. Hendes væg-til-væg smil fyldte halvdelen af mit morgenbord. Tak for kaffe.

Stueren? Igen og igen er Poul Nyrup Ramussens gamle citat blevet brugt i omtalerne af Dansk Folkeparti. Som regel er det DFs egne spindoktorer og politikere, der husker os alle sammen på det. Men hvor mange kender egentlig baggrunden for den daværende statsministers udtalelse?

Altså: De kriminelle unges forældre og søstre skal også hjem på røv og albuer, når Mohammed kaster sten efter bussen? Det er ikke alene et vanvittigt forslag. Det bryder også med helt grundlæggende principper i retsstaten. Vi kan diskutere, hvor hårdt og hvor længe vi straffer. Fair nok. Men ethvert oplyst menneske må stå fast på, at vi kun står til ansvar for vores egne handlinger.

Da Pia Kjærsgaard få uger efter gentog sit forslag fra Folketingets talerstol, valgte Nyrup at sige de berømte ord: ’Set med mine øjne: Stuerene, det bliver I aldrig.’

Det er forståeligt, at Pia Kjærsgaard nyder at genfortælle den sidste del af historien med sig selv placeret i offerrollen. Sådan arbejder en rutineret og snu toppolitiker med sans for dramatik og moderne medier.

Tesfaye hænger fast i den bizare juridiske ide, at danmark blot er et geografisk territorie, hvor hvem som helst, ikke mindst muhammedanere, har ret til at slå sig ned, uanset omkostninger, det være sig ikke mindst ikke-økonomiske for den oprindelige befolkning. Det er det ikke, og et tilstået privilegie, som der er tale om, f.eks. en opholdstilladelse eller et statsborgerskab, er en administrativ tilståelse, der kan fjernes igen. Uden begrundelse.

Og han hænger fast i noget andet.

Nemlig, at Nyrups udtalelse skulle være en reaktion på urimelige krav fra DF. Det var den ikke. Der var tale om en omhyggeligt planlagt reaktion på, at vælgerne i stort tal skred fra de landsforræderiske socialdemokrater til Dansk Folkeparti.

Lidt citater fra den debat i Folketinget, hvor Nyrup med vilde hadefulde øjne udtalte:

Uanset hvor mange anstrengelser I gør jer, stuerene bliver I aldrig, set med mine øjne!

Først Nyrup, før og efter “stuerene”, men han var ikke den eneste til, at bruge ordet, radigalningen Jørgen Estrup og den færdselskriminelle Jacob “Speedy Gonzales” Buksti var der også. Udskrift af hele debatten hos Folketinget:

Nyrup:

Så gjorde hr. Jørgen Estrup ligesom hr. Jacob Buksti nogle meget grundlæggende bemærkninger om, hvorfor vi er politikere og om regeringens menneskesyn, og det vil jeg gerne bruge som afsæt til bemærkninger til Dansk Folkeparti. Hun kom til landet for godt 50 år siden, hun flygtede fra Ungarn, hvor kommunisterne hærgede, og hun fik et godt liv i Danmark. For vi havde sympati for hende, og vi forstod, hvorfor hun flygtede. Godt nok var hun katolik, og nogle mente, at når hun nu kom fra Ungarn, så var hun nok en slags sigøjner, men de 50 år gik egentlig meget godt, og på sine gamle dage kunne hun se tilbage på et liv med en dansk mand, der nu er død, en børneflok på 4 og 12 børnebørn. De fleste klarer sig godt, men der er én enkelt undtagelse. Dette ene barnebarn, apropos hr. Jann Sjursen, er narkoman. Og i sin daglige kamp for den daglige dosis sker det mere og mere, at han slår mennesker ned for at få penge. Det gør ondt at vide for den bedstemor, der kom fra Ungarn for 50 år siden, at hendes barnebarn er voldelig, kriminel og efterhånden opholder sig mere inden for end uden for fængslets mure. Hun var heldig, den gamle, fine dame fra Ungarn. Hun kom til Danmark, før fru Pia Kjærsgaard holdt landsmøde i Odense, og sagde – jeg tillader mig at citere: »Dansk Folkeparti foreslår, at i tilfælde af, at en anden- eller måske tredjegenerationsindvandrer gentagne gange begår kriminalitet, og ingen opdragelse er mulig, ja, så hjemsendes og repatrieres ikke alene den pågældende, men hele hans familie. Det er det eneste, de har respekt for.« Der er mange anden- og tredjegenerationsindvandrere i Danmark i dag, og man kan i hvert fald sige om den gamle bedstemor fra Ungarn: Én trøst er, at hun da i det mindste ikke skal rejse hjem helt alene.

For der ligger jo også i Dansk Folkepartis politiske tilgang til det her et forsøg på at bygge frygt og had op i den danske befolkning, hvilket er udansk, uacceptabelt og fremmedfjendsk. Sådan er udlændinge i Danmark ikke, og sådan er danskerne heller ikke. Og det går ikke alene ud over de stakkels mennesker, det går også ud over den palæstinenser, der er cykelsmed og god til det; det går ud over den bosnier, der er jordbærproducent og god til det; det går ud over den tyrkiske grønthandler, der selv ud over almindelig arbejdstid smiler til én, når man kommer og skal have friske grønsager. Vi har brug for de mennesker, og vi har brug for, at flere, der har et fremmedklingende navn som baggrund, kommer i arbejde i Danmark. Jeg synes, jeg må sige det sådan i dag. Jeg blev spurgt af fjernsynsfolkene udenfor, om jeg synes, stemningen i den her debat havde været hadsk. Det kommer an på, hvordan man ser på det. Når man diskuterer så principielle spørgsmål, som vi har diskuteret i dag: om menneskesynet, om, hvorvidt der skulle være forskel på, om man nu har aner fra et fremmed land eller man ikke har, selv om man er dansk statsborger, så kan jeg godt forstå, at der bliver sagt meget barske ting heroppefra. Og jeg synes, at de alle sammen var velbegrundede, og derfor siger jeg til Dansk Folkeparti:
Uanset hvor mange anstrengelser I gør jer, stuerene bliver I aldrig, set med mine øjne! Jeg vil så runde af og komme tilbage til mit udgangspunkt. Den tale, jeg holdt i tirsdags ved afskeden med det 20. århundrede, handlede om vores værdier og vores livskraft i vores samfund. Den tale var baseret på pligter og rettigheder. Den tale var baseret på, at pligter og rettigheder omfatter os alle sammen, ikke alene dem, der er danske, for vi er danske alle sammen, men også dem, der har et fremmedklingende navn, og ikke alene dem, ikke alene den enlige mor nederst i samfundet, men også virksomhederne og dem øverst i samfundet.

Jørgen Estrup:

Jeg har bedt om ordet her i anden runde helt og aldeles og udelukkende for at takke statsministeren for en befriende klar tale. Den melding, som vi andre har søgt hele eftermiddagen fra Venstre, har vi ikke kunnet få. Den fik vi så så klart og utvetydigt, som det overhovedet kan siges om politisk indflydelse i dansk politik: I bliver aldrig stuerene. Det var en klar, klar melding, som jeg gerne havde hørt også fra Venstres side.
Må jeg så blot føje til: Det havde klædt debatten, om fru Pia Kjærsgaard havde været til stede og taget den nu.

Jes Lunde (Waffen-SF):

Jeg kan forstå på hr. Thulesen Dahl, at man i Dansk Folkepartis folketingsgruppe var klar over, at uvejret var undervejs. Man har så oplevet det her i dag. Man har haft en enestående chance for at sige, at man er blevet misforstået, at det tåbelige forslag, det fuldstændig vanvittige forslag, umenneskelige forslag, der har været debatteret hele dagen, bygger på en misforståelse, og at det trækker man tilbage. Den enestående chance har man ikke formået at bruge, og derfor hænger skammen ved fra nu af og i meget, meget lang tid.

Jacob Buksti (S):

Jeg kan trøste fru Pia Kjærsgaard med, at jeg heller ikke havde forestillet mig, at fru Kjærsgaard overhovedet tog sig af, hvad jeg sagde. Det ville have overrasket mig meget, men jeg vil gerne så alligevel tillade mig at spørge fru Pia Kjærsgaard, hvordan fru Pia Kjærsgaard forestiller sig, at Dansk Folkeparti skal gøres stuerent.

Hvordan og hvorledes vil man forestille sig, at det borgerlige Danmark skal kunne bygge på et parti som Dansk Folkeparti, som i sit menneskesyn har en så grænseløs primitiv form for muslimerhad – det er jo det, det handler om – når man kan skrive ledere i Dansk Folkeblad om, at Kosovoindsatsen fra NATO var en indsats til fordel for muslimerne og mod de kristne, et omvendt korstog? Og når man laver en ældrepakke, hvor det jo er sådan, at loftet for udgifterne for Dansk Folkepartis indsats er himlen, så er det selvfølgelig kun for de ældre danskere. Det er simpelt hen for ringe. Jeg væmmes.

Kristian Thulesen Dahl (DF):


Jeg skal for det andet spørge statsministeren, hvad i alverden der blev af de klare meldinger om euroen. Vi har flere gange her fra talerstolen i dag forsøgt at få afæsket de forskellige partier den minimumsperiode, der skal gå, fra en folkeafstemning bliver udskrevet, til den bliver afholdt. Har statsministeren slet ikke nogen holdning til det, eller er det sådan noget, der skal komme som en tyv om natten hos den danske befolkning? Når der er tre meningsmålinger, som statsministeren tror på, der siger ja til at afskaffe kronen, så tager man hurtig afstemning! Det synes vi er uværdigt.
Endelig skal jeg sige til statsministeren: Ja, så slap katten ud af sækken. Det var statsministerens kat, og den var som forventet. Vi havde jo fra morgenstunden læst i Aktuelt, statsministerens partiavis, at den socialdemokratiske folketingsgruppe på et gruppemøde her inden åbningsdebatten havde diskuteret, hvordan man kunne imødegå Dansk Folkepartis vælgerfremgang. Og den måde, man ville imødegå den på, var ved, at man her under åbningsdebatten skulle tale om menneskesyn og skulle prøve at tage afstand fra et forslag, som vi har diskuteret på vores årsmøde. Og man må jo i sandhed sige, at åbningsdebatten også har været kendetegnet ved, at man har diskuteret det forslag, og det er vi såmænd slet ikke så kede af endda.
Om det så stopper vælgerflugten fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti, er jo en helt anden sag, men det kommer jo an på, om statsministerens rådgivere har set rigtigt i det spørgsmål. Vi vil i hvert fald vedblive med at bruge dannebrog, også selv om statsministeren synes, at det er usmageligt, og hvad der ellers er blevet sagt. Mage til gang manipulation fra statsministerens side, som vi var vidne til heroppefra for et øjeblik siden, skal man lede længe efter.
Og jeg skal da også hilse og sige fra de steder, hvor Dansk Folkeparti sikrer gode socialdemokrater magten, har man et helt andet udgangspunkt for samarbejdet med Dansk Folkeparti. Dér er man faktisk glade for det, ikke alene i Københavns Amt, som vi tidligere har været inde på, men også
i provinskommuner, og såmænd også i Fyns Amt, hvor det er Dansk Folkeparti, der sikrer, at der sidder en radikal amtsborgmester – det har den radikale Karen Nøhr vist slet ikke noget imod – og det er jo ikke, fordi de mennesker i Dansk Folkeparti, der støtter de her socialdemokrater rundtomkring eller radikale amtsborgmestre, er grundlæggende uenige i Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Dér kan man altså godt bruge os. Dér er det nok ikke så galt endda. Der var én ting, som statsministeren overhovedet ikke kom ind på i sin tale, og det syntes vi var lidt forunderligt, og det var voldsstatistikken.
I tirsdags under åbningstalen brugte statsministeren megen tid på at forklare, at man skulle imødegå volden i samfundet, bandekriminaliteten osv. Hr. Jacob Buksti har så forsøgt at give indtryk af, at volden slet ikke er så kraftig, at det slet ikke er så stort et problem, ved stort set at negligere det emne i dag. Men man kan ikke komme uden om – og det kan regeringen heller ikke – at antallet af voldstilfælde i det danske samfund er stigende. Det gælder den almindelige vold, og det gælder den grove vold. Og jeg synes ærlig talt, at det ville klæde statsministeren, hvis statsministeren i stedet for at have så travlt med at klage og anke over de forslag, vi kommer med, ville gøre noget mere ud af at fortælle, hvad regeringen vil gøre ved de store problemer, som det danske samfund står i. Det hørte vi desværre ikke meget om i statsministerens afsluttende bemærkninger.

Så Tesfaye har sådan set ret. Journalisterne skulle interessere sig noget mere for den sammenhæng nazistbarnet Poul Nyrup holdt sin stueurene tale i. Men så kommer man ikke uden om, at hele det Socialdemokratiske spinapparat og mediernes medvirken.

Diverse citater.

Pia K til Des-Informations David Rærlig, 1998:

‘Det Ny Højre’ er en dækkende betegnelse for hendes parti. “Naej… Jeg betragter ikke mig selv som højre. Det virker meget liberalistisk. Nul-skat og alt det dér. Jeg kommer til at tænke på Anders Fogh.”

Hvordan vil du så beskrive dig selv?

“En mellemting mellem en socialdemokrat i 1930’erne og en god konservativ.”

Hjælpe de svage

Bortset fra det med udlændinge og EU, hvad står Dansk Folkeparti så for?

“Socialpolitikken. Vi skal kunne hjælpe de svage. Jeg har arbejdet som hjemmehjælper. Det vil jeg til enhver tid trække frem. Navnet ‘Dansk Folkeparti’ er valgt primært for at vise, at vi varetager danskernes interesse. Jeg synes, vi beskæftiger os med alt muligt andet her i landet. Vi bruger mere tid på, hvordan udlændinge har det i Danmark, end hvordan danskerne har det.”

De fleste politikere har noget, der driver dem, noget, der får dem til at tikke. Hvad får dig til at tikke?

“Netop det sociale. Det var den sociale indignation, der fik mig ind i Fremskridtspartiet i 1978. Da var der ikke snak om udlændinge. Staten blandede sig i mere og mere. Skatterne steg og steg. Flere og flere fik det dårligt. Det var svært at få dét til at hænge sammen. Sådan er det stadigvæk. Flere og flere falder igennem. Posemænd og posedamer. Det kendte jeg ikke i min barndom på Østerbro.

Når man cykler, som jeg gør, ser man mange førtidspensionister mellem 20 og 30 år, der bare sidder på bænkene. De ligner nogle, der aldrig kommer ind i et fornuftigt liv. Eller purunge piger, der tigger til narko. I dag hænger det lidt sammen med udlændinge. Da jeg meldte mig ind i ’78, gjorde det ikke.”

Hvem snakker?

Jamen, er det ikke dig, der snakker om udlændinge hele tiden i stedet for at tale om danskere, der har det dårligt?

“Nu er danskerne – og politikerne – begyndt at tale om udlændinge. Det gjorde jeg allerede i 1987. Og nu hedder det sig, at jeg rider med på en populistisk bølge. Okay, det har været en stor del af debatten. Dansk Folkeparti har været et vigtigt parti. Men det ville være velgørende, hvis man på samme vis kunne koncentrere sig om de dårligst stillede. Ekstra Bladets næste kampagne burde hedde ‘Den sociale underklasse’. Det er jo jer, pressen, der er den fjerde statsmagt.”

Tror du ikke, du selv kan sætte dagsordenen?

“Man kan forsøge, men hvis ikke du og de andre bringer det videre… Jeg vil gerne deltage i at sætte den sociale udstødelse på dagsordenen. Jeg har overvejet i en sommerferie at tage tre uger som hjemmehjælper. Det ville jeg gerne, hvis fik lov, men det får jeg jo nok ikke.”

Ville du ikke hellere udbrede et positivt budskab i stedet for det, du udbringer nu?

“Hvad mener du med ‘positivt’? Man må prøve at vende budskabet, så det er mest muligt positivt: At bevare danskhed.”

Karen Jespersen, 2015 sakset fra Urias, oprindeligt hos Berlingske:

“Socialdemokraterne og De Radikale havde regeringsmagten i 1990erne. Allerede dengang var der advarsler om de konsekvenser, som indvandringen kunne få for Danmark. Men de afviste kritikerne og ville ikke lytte. To af dem var Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen. Jeg ved det, for jeg var en af dem, de angreb.

I sidste halvdel af 1990erne begyndte problemerne med det voksende antal indvandrere og den manglende integration for alvor at melde sig. De høje sociale ydelser og de mange indvandrere på kontanthjælp var også noget, som optog mange mennesker. For eksempel Ali fra Somalia, hans kone, eks-kone og 11 børn som tilsammen fik 650.000 kroner i offentlige ydelser om året. …

Problemerne fortsatte med at vokse, og i 2000 landede de på mit bord: Jeg blev udnævnt til indenrigsminister med ansvar for udlændinge- og integrationspolitikken i Nyrups SR-regering. Og så begyndte en håbløs kamp med De Radikale, Helle Thorning, Mette Frederiksen og andre på Socialdemokratiets venstrefløj, som jeg tabte med et brag.

Det første slag om de kriminelle asylansøgere lykkedes det mig faktisk at vinde. Men det gjorde bare venstrefløjens modstand så meget desto stærkere. De kriminelle fra især en del af det tidligere Sovjetunionen var ikke reelle asylansøgere. De brugte deres ophold i Danmark som asylansøgere til organiseret tyveri, hvilket gjorde mange handlende desperate. De kriminelle skulle have deres asylansøgning behandlet, inden de kunne sendes tilbage. Derfor foreslog jeg, at de blev samlet på en ubeboet ø som det gamle asylcenter på Flakfortet. ‘Send de kriminelle til en øde ø’, skrev BT hen over sin forside, og så var fanden løs. De Radikale sagde i TV, at jeg var en belastning for regeringen, og flere socialdemokrater var også meget kritiske. Det hele endte dog med et lovforslag om frihedsberøvelse, som satte en stopper for de kriminelle asylansøgere.

Men derefter var det stort set umuligt at komme igennem med en strammere udlændinge- og integrationspolitik. Det fik jeg at føle, da jeg forsøgte at tage fat på det måske mest grundlæggende i debatten: En begrænsning af antallet af indvandrere. I 1999 havde demografen P.C. Matthiessen i en stort opsat artikel i Jyllands-Posten advaret mod en uændret tilstrømning af indvandrere til Danmark. Hvis der ikke blev strammet op, ville sammensætningen af befolkningen ændre sig dramatisk på få årtier. Jeg ville have regeringen til at oprette en kommission til at se på antallet af indvandrere, og hvad man kunne gøre. Men det blev afvist af regeringens koordinationsudvalg.

Det var også nærmest umuligt at få en debat om, hvad integration egentlig vil sige. Efter min mening skulle integration bygge på danske grundværdier som demokrati, personlig frihed og kønnenes ligestilling. Islamisk fundamentalisme skulle identificeres og isoleres. I et interview i Berlingske Tidende tog jeg afstand fra et multikulturelt samfund, hvor kulturerne er ligestillede. Kvindeundertrykkelse kan aldrig være ligeså godt som kvinders ligestilling.

De Radikale ville have mig fyret, og medierne stod på den anden ende. I Socialdemokratiet var det også slut med at tale om stramninger. Det fik jeg klar besked om på et seminar for socialdemokratiske topfolk i Havnsø. Flere andre gjorde, hvad de kunne for at stoppe forsøgene på at stramme udlændingepolitikken.

To af dem var Helle Thorning, som var medlem af EU-Parlamentet, og Mette Frederiksen, der var folketingskandidat. De var aktive på interne møder med advarsler. Og sammen med to andre skrev de blandt andet, at de ønskede at ‘stoppe den endeløse og ligegyldige diskussion om danskhed contra ikke-danskhed’.

I november 2001 var der folketingsvalg. Jeg forsøgte at få en stramning af reglerne for familiesammenføringer med i valggrundlaget, men forgæves. Socialdemokraterne og De Radikale tabte valget med et brag. To dage efter udkom BT med en forside, hvor der med store bogstaver stod: ‘Karen er skurken’. Det var Mette Frederiksen, som netop var valgt ind i Folketinget, som mente, at jeg var skyld i valgnederlaget.

Tillæg:

Det er ikke kun Tesfaye, der igang med Nyrups berygtede tale. På Des-Information er Niels Barfoed, også igang med, at give Nyrup en gang hattelak som rehab. Og da han vælger samme temaer og vinkler som Tefaye så giver det selvfølgelig anledning til spekulation, nemlig om den socialdemokratiske propagandaenhed har rundtsendt inspirationsmateriale til særligt udvalgte. Der hersker ikke tvivl om Tesfayes tilhørsforhold. Barfoeds er mere søgt. Men han har gennem et, for en kulturmarxist alt for langt liv, været knyttet til kredse omkring partiet, og han har været fast skribent på nedlagte Aktuelt, hvilket normalt kun har været har været for partimedlemmer. Fra artiklen:

Hvornår det faldt, for nogle år siden eller i en eller anden fjernere uklar fortid og hvorfor – det er der ingen, der har spurgt til.

Ingen ærlig journalist, ingen ærlig redaktør finder det på sin plads bare med to ord at gøre rede for, hvad der udløste ukvemsordet, så det en fjern oktoberaften i forrige århundred røg over talerstolens rampe på Christiansborg.

…der var én lang forhånelse af Socialdemokratiet, en dommedagsprædiken over det kriminalitetsredne Danmark (indvandrerbanderne!) …

Socialdemokraten Jacob Buksti syntes, der var noget, der manglede. Havde fru Kjærsgaard ikke glemt at komme mere konkret ind på et bestemt forslag? Han beder fru Kjærsgaard uddybe: »Hvis jeg ikke misforstod udtalelsen fra Dansk Folkepartis årsmøde her i weekenden, så opfattede jeg det sådan, at fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti gjorde sig til fortalere for det synspunkt, at hvis en indvandrer gør sig skyldig i kriminalitet, så skal familien i tre generationer – i tre generationer – udvises fra Danmark.

Også her markeredes et lille forbehold med understregningen: … set med mine øjne.

Nu? Nu er Pia Kjærsgaard måske den stuereneste politiker, Danmark har.

Der er stor forskel på Barfoed og Tesfayes artikler, men temaer og vinkler følges ad nærmest synkront.

UH har det gæt eller spekulation om man vil, at tilbage i 1999 havde socialdemokraterne, radigalningene og Waffen-SF forud for Folketingets åbning planlagt et “all out” angreb på DF gående på “menneskesynet”. Nyrup havde på det tidspunkt en spindoktor og taleskriver ved navn Billy Adamsen. Stilen i talen passer godt på ham, og ingen har vidst nogensinde mistænkt Nyrup for selv, at skrive taler. Desuden er det i nettets afkroge bragt i forslag, at der kunne være tale om den berygtede Peter Mogensen.

At der har været en eller anden form for planlægning, bekræftes af, at DF allerede vidste de ville blive udsat for et angreb. Det havde de, jf citat fra folketingsdebatten ovenfor, læst i “Aktuet”, hvor Barfoed på dette tidspunkt, i øvrigt var fast skribent. Spørgsmålet bliver hvem der udtænkte og iværksatte angrebet. Gættet herfra er Mogens Lykketoft. Nyrup selv er, som Pia Kjærsgaard så indsigtsfuldt påpeger, svag som person, og ville næppe gøre det selv. Barfoed fremstiller det på den måde, at det var noget Jacob Buksti fandt på under åbningsdebatten:

Til slut spørger Buksti: »Hvordan og hvorledes skal vi lovfæste arvesynden i Danmark?«

Jeg tror, at var Buksti ikke kommet i tanker om at benytte lejligheden til at trække Dansk Folkepartis ordfører yderligere i åbningsdebattens manege med hendes planer, ja, så ville der nok ikke have været noget »stueren«!

Hvilket vi kan udelukke skulle være tilfældet.

Det er egentligt overraskende, at Nyrup gennem de 16 år der er gået har affundet sig med, at tage tæskene alene. Men dels blev han i første omgang belønnet med en velbetalt tjans i EUSSR parlamentet, samt en formandspost hos de europæiske socialistpartier, hvor han bl.a. præsiderede over de diktatorerne Ben Ali og Mubarak, hhv Tunesien og Ægypten, i begyndelsen. Sidenhen hedder det sig, har han et “kontor”. Hvem betaler? Og hvad laver de på det kontor?

Nu ser det så ud til, at han skal rehabiliteres. Mon ikke den næste artikel bliver af Carsten “Ulfeldt” Jensen i Samarbejds-Politiken?

Tonen igen igen

En stud. scient.pol., Emil Sloth Andersen, har et læserbrev i JP, hvor han i et skøn rim giver os tonedøve tørt på.

 

»Kan vi ikke give 115 millioner til at sikre, at Helle Thorning-Schmidt bliver ramt?« Sådan lyder den mest ”likede” kommentar til Ekstra Bladets artikel ”Danmark giver 115 mio. til ebola-indsatsen”. Og jo længere, man går ned i kommentartråden, jo værre bliver det. Debatten går fra at være forsimplet til fordummet til decideret fortabt.

Hvad mon den danske demokratifortaler Hal Koch (1904-1963) ville sige til det? Koch var fortaler for samtaledemokratiet med vægt på gensidig respekt og forståelse og advarede samtidig mod demokratiet som et slagsmål, hvor den stærke tryner den mindre stærke. Mit bud er, at Koch ville vende sig adskillige gange i graven, hvis han eksempelvis kunne følge med i Ekstra Bladets såkaldte Nationen. Han ville beklage, at online-”demokratiet” mere er et online-skænderi, hvor vi, i stedet for at arbejde os ind på hinanden, arbejder os fra hinanden.

Ligesom man ikke sviner vores parker til, bør man heller ikke svine vores fælles demokratiske areal til.

Online-demokratiet er stadig ungt. Det kan blive en unik demokratisk platform, hvor alle får deres stemme hørt, og hvor vi nærmer os hinanden. En gylden regel kan hjælpe os derhen: Gå altid efter bolden, aldrig efter manden. For som Hal Koch skriver i sin bog ”Hvad er demokrati?” (1960):

»Dette er demokrati. Det er samtalen (dialogen) og den gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen«.

Kære svovlende online-debattør bag skærmen, vær rar at huske på de ord, før du næste gang sviner vores fælles demokratiske debat til.

 

Jeg går udfra, at det er personer som Zenia Stampe, Zusanne Brøgger, Carsten Jensen, Poul Nyrup Rasmussen, Finn Slumstrup, Jens Olaf Jersild, Tøger Seidenfarden, Johanne Schmidt-Nielsen, Eva Schmit, Hanne Petersen, Ruth Nielsen, KVINFO, osv Emil har i tankerne, og at hans indlæg skal forstås som en opfordring til, at bl.a. de nævnte fremsætter en offentlig beklagelse for deres belyvninger af deres medborgere om bl.a. racisme og nazisme.

Eller har jeg ikke forstået Emils indlæg?