radikale

Arsenik og radigalninge

Søndags film i bunden af posten

Begreberne “radikal” og “populisme” anvendes i flæng om og mod hindanden blandt deltagere i den politiske debat. For at gøre det endnu mere forvirrende så betyder det alt efter i hvilken sammenhæng det anvendes både noget godt og dårligt. Af til endda samtidig. Lad os se lidt på hvad begreberne betyder og hvor de kommer fra. Bortset fra at enhver jo kan slå den bogstavelige betydning op i en ordbog.

Modsat “radikal” har populi vidst ikke nogen naturvidenskabelig (det der ikke skabt (af mennesker)) mening udover, at man selvfølgelig kan popularisere f.eks. videnskabelige artikler så de henvender sig til en større eller mindre kreds udenfor den kreds der dyrker netop det emne.

Hvis man har et ønske om almindelig og højest mulige (modsat speciel) indflydelse på den politiske dagsorden så må det program man præsentere nødvendigvis være et program et flertal, dvs +50%, kan være med til uden at få alt for dybe rynker i panden. videre må det være sådan, at personer og grupper fra alle sektorere og klasser, f.eks. segmenteret efter indkomst, principielt kan tilslutte sig, uden at dit træder egne interesser under fode. Dette er opskriften på det klassiske, almindelige, folkeparti. Om det sker på baggrund af et sæt af ideologisk betingede ideer er ligegyldigt. Hvad der betyder noget er, at man i det mindste forsøger række henover flere specielle interesser og grupperinger.

At man designer sit program herefter er der intet odiøst i, og at man tit og ofte høre skrigeri om “populisme” siger mere om afsenderen af kritikken end om den kritiserede. Et af parametrerne man kan måle på, hvis man vil se på hvor dygtigt eller udygtigt et bestemt folkeligt parti ledes er i hvilken grad den gruppe partiet henvender sig til, rent faktisk bakker op. I danmark har vi cirka fem af den slags partier, der hver især designer efter en +50% gruppe, som vel potentielt omfatter 75% af vælger korpset, hvorfor det gennemsnitlige “gode” lederskab bør ende med en gennemsnitlige 15% tilslutning. At DF er nået dertil på mindre end 20 år må betegnes som særdeles godt.

Overfor denne type partier står partier der sigter mod, at varetage specielle gruppers, f.eks parasit klassens eller ansatte med en løn mellem 300k og 400k årligt, interesser eller en speciel ideel interesse eksempelvis muhammedaner import. Et sådant parti er pr. defenition og som modsætning til det “almindelige” eller folkelige, “radikalt”, idet det må bruge andre metoder end almindelig tilslutning for at nå sine mål. Dette er der heller ikke noget odiøst i, så længe det foregår åbent og lovligt. Bedømmelsen af hvorvidt et parti falder i den ene eller anden gruppe afhænger naturligvis ikke af hvad det kalder sig eller skriver i et manifest, men af hvad det faktisk foretager sig.

Ofte, hvis man kigger efter det, støder man på den definition, at “radikal” er hentet i biologi og kommer fra radius, der betyder rod, en plantes rod, og at den radikales “metode” er at gå til roden af et eller andet man vil have ændret. Man skal, efter min mening, være varsom med at overføre koncepter og metoder fra naturvidenskab til anvendelse på sociale og politiske forhold. Og i hvertfald er det meget snævert hvor det giver mening. Til gengæld er det helt fint til, at give fingerpejling på, hvad det er for nogle underliggende ideer der er i spil.

Det kemiske radikal

Den korte definetion er at det er et atom eller molekyle med en ledig elektron, som desårsag kan binde sig til noget andet, hvad der så har en eller anden effekt. F.eks. kan det hvis styringen af produktionen af et eller andet radikal svigter, føre til organismens død.

I levende organismer er der masser af kemiske radikaler og wiki opslaget herom fortæller bl.a.:

Free radicals play an important role in a number of biological processes. Many of these are necessary for life, such as the intracellular killing of bacteria by phagocytic cells such as granulocytes and macrophages. Researchers have also implicated free radicals in certain cell signalling processes,[7] known as redox signaling. Some of these signaling molecules involve the free radical-induce peroxidation of tissue stores of polyunsaturated fatty acids such as linoleic acid, arachidonic acid, and docosahexaenoic acid. For example, free radical attack of linoleic acid produces a series of 13-Hydroxyoctadecadienoic acids and 9-Hydroxyoctadecadienoic acids which may act to regulate localized tissue inflammatory and/or healing responses, pain perception, and the proliferation of malignant cells. Free radical attacks on arachidonic acid and docosahexaenoic acid produce a similar but broader array of signaling products.[8]

The two most important oxygen-centered free radicals are superoxide and hydroxyl radical. They derive from molecular oxygen under reducing conditions. However, because of their reactivity, these same free radicals can participate in unwanted side reactions resulting in cell damage. Excessive amounts of these free radicals can lead to cell injury and death, which may contribute to many diseases such as cancer, stroke, myocardial infarction, diabetes and major disorders.[9] Many forms of cancer are thought to be the result of reactions between free radicals and DNA, potentially resulting in mutations that can adversely affect the cell cycle and potentially lead to malignancy.[10] Some of the symptoms of aging such as atherosclerosis are also attributed to free-radical induced oxidation of cholesterol to 7-ketocholesterol.[11] In addition free radicals contribute to alcohol-induced liver damage, perhaps more than alcohol itself. Free radicals produced by cigarette smoke are implicated in inactivation of alpha 1-antitrypsin in the lung. This process promotes the development of emphysema.

Because free radicals are necessary for life, the body has a number of mechanisms to minimize free-radical-induced damage and to repair damage that occurs, such as the enzymes superoxide dismutase, catalase, glutathione peroxidase and glutathione reductase. In addition, antioxidants play a key role in these defense mechanisms. These are often the three vitamins, vitamin A, vitamin C and vitamin E and polyphenol antioxidants. Furthermore, there is good evidence indicating that bilirubin and uric acid can act as antioxidants to help neutralize certain free radicals. Bilirubin comes from the breakdown of red blood cells‘ contents, while uric acid is a breakdown product of purines. Too much bilirubin, though, can lead to jaundice, which could eventually damage the central nervous system, while too much uric acid causes gout.[13]

Loose definition of radicals

In most fields of chemistry, the historical definition of radicals contends that the molecules have nonzero spin. However, in fields including spectroscopy, chemical reaction, and astrochemistry, the definition is slightly different. Gerhard Herzberg, who won the Nobel prize for his research into the electron structure and geometry of radicals, suggested a looser definition of free radicals: “any transient (chemically unstable) species (atom, molecule, or ion)”.[16] The main point of his suggestion is that there are many chemically unstable molecules that have zero spin, such as C2, C3, CH2 and so on. This definition is more convenient for discussions of transient chemical processes and astrochemistry; therefore researchers in these fields prefer to use this loose definition.[17]

Arsenik

Således kan arsenik i passende doser være hjælpsomt og i højere doser dødeligt.

160313 arsenik radikal

Nappet her, hvor man bl.a. kan læse følgende:

Enthalpies of one-electron reduction and oxidation indicate that increasing the degree of methylation makes it harder for AsIII to be reduced but easier to be oxidized. The order of increasing favorability for arsenical activation by ROS is O2 < O2•– < HO, and the oxidation of DMAIII to DMAV is highly exoergic in multiple redox pathways with concomitant generation of radicals. This is followed by MMAIII and by iAsIII being the least favorable. Spin trapping studies showed a higher propensity for methylated arsenicals to generate radicals than iAsIII upon treatment with H2O2. However, in the presence of FeII,III, all showed radical generation where MMAIII gave predominantly C-centered adducts, while acidified iAs III and DMAIII gave primarily HO-adducts, and their formation was affected in the presence of SOD suggesting a AsIII–OO/OOH radical intermediate.

Så ingen tvivl, videnskabeligt set, skabelse af forkerte radikaler i forkerte mængder til ikke ædkvate formål bør undgås.

Mht arsenik så kan det sågar være nyttigt at spise det. Således var det almindeligt i den østrigske del af Tyrol at spise det når man skulle arbejde oppe i bjegene. Det fortæller videnskabelige observationer fra 1851, her. Bl.a. kan man læse:

In 1851, the medical world learned of the practice of arsenic eating among peasants in Styria (now a region of Austria) through an article in a Viennese medical journal.   The author was a Swiss physician, naturalist, and traveler named Johann Jakob von Tschudi.  According to Tschudi the stimulus for his 1851 paper was a trial involving a poisoning case that had recently taken place in the town of Cilli, part of the Austrian empire.  During the trial, the question was raised as to whether or not a certain military officer was a “toxicophagus.”  Tschudi explained that since the “toxicophagi” were “more or less unknown to the medical public, I have thought it my duty to publish some information and observations on the subject.”

Although some skepticism remained, the medical and scientific literature of the late nineteenth and early twentieth centuries suggests that many, if not most, physicians and chemists came to accept the validity of the accounts of the Styrian arsenic eaters.  In 1905,  Henry Roscoe firmly repeated his belief that there were well-authenticated cases of arsenic eaters.  An article in the British Medical Journal in 1901 claimed that: “It is a matter of common knowledge that arsenic and its salts exhibited for a time in small doses establish a tolerance, and the arsenic eaters of the Austrian Tyrol are the classical proofs of the fact.”

Picture

Fowler’s Solution, Public Domain
The publicity given to this practice helped to popularize the use of arsenic in medicines and cosmetics from the middle of the nineteenth century.  Arsenic had long been used in medicine, going back to antiquity, and was finding widespread use by the eighteenth century.  Arsenic preparations were taken both externally and internally.  Of the various solutions of arsenic compounds,  the most important was Fowler’s Solution, introduced by English physician Thomas Fowler in 1786.  Fowler’s solution quickly achieved widespread popularity in medicine.  While used for numerous conditions, it was especially valued for its tonic and stimulant properties.
I mord sager har arsenik også indgået en oversigt over nogle her.
Også må det vidst være tid til en søndags film, Arsenic and Old Lace, wiki opslaget her og youtube:

 

 

Danske politikere anbefaler Trump

Når tosser som Martin Lidegaard og Holger K. Nielsen frygter et eller andet er muligheden for, at det er godt for os andre høj. Al-Ritzau har lavet en rundspørge om hvad en stribe af vore allermest afdankede politikere mener om præsident kandidaten ovre i Amerikas Forenede Stater, Donald Trump. Fra BT.dk gengivelse af telegrammet:

Tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) kalder Trump for en højtråbende populist.

– Hvis han bliver præsident, vil det være en katastrofe. Han er utilregnelig. Han er populist, og han råber til højre og venstre.

– Udenrigspolitisk er han en beundrer af Vladimir Putin (Ruslands præsident, red.), og det vil være forfærdeligt for den internationale politik, hvis én som Trump får mulighed for at trykke på atombombe-knappen, siger SF’eren.

En anden tidligere udenrigsminister, De Radikales Martin Lidegaard, havde for et halvt år siden udelukket Trumps mulighed for at blive præsident. Det tør han ikke længere.

– I vores verden lige nu er der brug for besindige mennesker, der også har et internationalt udsyn. Trump lader ikke til at være en mand, der vil bygge broer. Han er nærmere en mand, der skaber kløfter, siger Lidegaard.

 

 

radigal toner rent flag

Altinget.dk fortæller at den islamofile Bo Nygaard Larsen toner rent flag. Det sker efter han i september ’14 blev smidt ud af venstre pga manglende overholdes af aftaler. Altinget skriver bl.a.:

Han udtaler i den forbindelse i en pressemeddelelse:

”Det er ikke en beslutning, der har været svær at tage. De seneste år har De Radikale været den nødvendige stemme, når det gælder menneskesyn, herunder forholdet til flygtninge”.

Således følger Bo Nygaard Larsen Jens Rohdes eksempel, der i slutningen af december foretog samme partiskifte.

Jo flere islamofile, der samler sig hos bl.a. Radigalningene desto bedre.

Radigalt luftwaffe

Brækkende afsløring

De radigale melder på Altinget.dk forsigtigt ud om partiets ønsker for en ny-ordning af Danmarks luft stridssyker. Fra artiklen:

”Vi ønsker, at vi køber så få kampfly som muligt. Vi vil gerne bruge pengene på andre områder, både i det danske velfærdssystem og i Forsvaret. Men selvfølgelig skal vi kunne leve op til vores forpligtigelser,” siger den tidligere udenrigsminister ved Radikales sommergruppemøde i Fredensborg.

Over sommeren har især Konservative markeret sig på, at Forsvaret bør tilføres flere midler til at håndtere de aktuelle trusler og til oprustning. Radikale lægger sig nu i den anden grøft.

”Vi vil gerne sende det modsatte signal af det, andre har sendt. Vi ønsker ikke at bruge flere penge på det her – vi ønsker at bruge færre,” siger Martin Lidegaard.

UH kan afsløre nærmere om de konkrete radigale planer.

1.

Gestampo Zenia udnævnes til luftfeltmarskal, og skal i den forbindelse udannes til at gøre tjeneste i en dobbeltdækker.

150812 zenia fuck

2.

Luftstridsstyrkernes base skal fremover være i Stauning i Vestjylland. Navet på den nye base bliver: Stauning Freds flyveplads. Der befinder de fly der skal indgå i den nye luftstridsstyrke sig nemlig allerede. Billeder af fredsflyvepladsen findes her.

3.

De fly der skal indgå i den nye luftstridstyrke er også allerede udvalgt. Listen er her:

Flytype År Registrering
02 B & S Monoplan III 1911 …….
04 Avro 504N 1925 110
05 Hawker Dankok 1927 158
06 De Havilland D.H.82A Tiger Moth 1941 OY-ECH
18 KZ II Sport 1939 OY-DOU
19 KZ II Træner 1946 OY-FAK
21 KZ III 1946 OY-DZA
27 KZ VII 1950 OY-ATJ
30 KZ X 1951 OY-AOL
42 De Havilland D.H.C.1 Chipmunk 1953 OY-FLV
49 Noorduyn Harvard II B 1943 306
50 Supermarine Spitfire L.F.Mk.IXc 1948 MA298
51 Supermarine Spitfire L.F.Mk.IXe (replika) 427
53 Fairey Firefly T.T. Mk.1 (kommer 2015) ……. …….
54 Gloster Meteor Mk. 8 1951 B-499

Et oversigtsbillede af det nye materiel:

150812 dk nye flystyrke

Stueurenheden genbesøgt

Mattias Tesfaye har et indlæg i BT, hvor han er omkring nazistbarnet Poul Nyrups stueurene udtalelse om DF tilbage i 1999, kun 87 dage før Y2K, denne fantastiske dag, hvor de nye tider omsider skulle bryde igennem, humanismens åsyn skulle blive klart for alle og muhammedanerne ville glemme alt om jihad, både mod hverandre og de vantro.

Tefaye forsøger på, at rehabilitere udtalelserne ved, at minde om, hvor afskyelige holdninger DF har, bl.a. vil man retunere udlændinge, der involvere sig i kriminalitet, inklusive deres familier. Tesfaye skriver bl.a.:

Stueren, stod der med kæmpe bogstaver på forsiden af Berlingske. Der var også et billede af den nyvalgte formand for Folketinget, Pia Kjærsgaard. Hendes væg-til-væg smil fyldte halvdelen af mit morgenbord. Tak for kaffe.

Stueren? Igen og igen er Poul Nyrup Ramussens gamle citat blevet brugt i omtalerne af Dansk Folkeparti. Som regel er det DFs egne spindoktorer og politikere, der husker os alle sammen på det. Men hvor mange kender egentlig baggrunden for den daværende statsministers udtalelse?

Altså: De kriminelle unges forældre og søstre skal også hjem på røv og albuer, når Mohammed kaster sten efter bussen? Det er ikke alene et vanvittigt forslag. Det bryder også med helt grundlæggende principper i retsstaten. Vi kan diskutere, hvor hårdt og hvor længe vi straffer. Fair nok. Men ethvert oplyst menneske må stå fast på, at vi kun står til ansvar for vores egne handlinger.

Da Pia Kjærsgaard få uger efter gentog sit forslag fra Folketingets talerstol, valgte Nyrup at sige de berømte ord: ’Set med mine øjne: Stuerene, det bliver I aldrig.’

Det er forståeligt, at Pia Kjærsgaard nyder at genfortælle den sidste del af historien med sig selv placeret i offerrollen. Sådan arbejder en rutineret og snu toppolitiker med sans for dramatik og moderne medier.

Tesfaye hænger fast i den bizare juridiske ide, at danmark blot er et geografisk territorie, hvor hvem som helst, ikke mindst muhammedanere, har ret til at slå sig ned, uanset omkostninger, det være sig ikke mindst ikke-økonomiske for den oprindelige befolkning. Det er det ikke, og et tilstået privilegie, som der er tale om, f.eks. en opholdstilladelse eller et statsborgerskab, er en administrativ tilståelse, der kan fjernes igen. Uden begrundelse.

Og han hænger fast i noget andet.

Nemlig, at Nyrups udtalelse skulle være en reaktion på urimelige krav fra DF. Det var den ikke. Der var tale om en omhyggeligt planlagt reaktion på, at vælgerne i stort tal skred fra de landsforræderiske socialdemokrater til Dansk Folkeparti.

Lidt citater fra den debat i Folketinget, hvor Nyrup med vilde hadefulde øjne udtalte:

Uanset hvor mange anstrengelser I gør jer, stuerene bliver I aldrig, set med mine øjne!

Først Nyrup, før og efter “stuerene”, men han var ikke den eneste til, at bruge ordet, radigalningen Jørgen Estrup og den færdselskriminelle Jacob “Speedy Gonzales” Buksti var der også. Udskrift af hele debatten hos Folketinget:

Nyrup:

Så gjorde hr. Jørgen Estrup ligesom hr. Jacob Buksti nogle meget grundlæggende bemærkninger om, hvorfor vi er politikere og om regeringens menneskesyn, og det vil jeg gerne bruge som afsæt til bemærkninger til Dansk Folkeparti. Hun kom til landet for godt 50 år siden, hun flygtede fra Ungarn, hvor kommunisterne hærgede, og hun fik et godt liv i Danmark. For vi havde sympati for hende, og vi forstod, hvorfor hun flygtede. Godt nok var hun katolik, og nogle mente, at når hun nu kom fra Ungarn, så var hun nok en slags sigøjner, men de 50 år gik egentlig meget godt, og på sine gamle dage kunne hun se tilbage på et liv med en dansk mand, der nu er død, en børneflok på 4 og 12 børnebørn. De fleste klarer sig godt, men der er én enkelt undtagelse. Dette ene barnebarn, apropos hr. Jann Sjursen, er narkoman. Og i sin daglige kamp for den daglige dosis sker det mere og mere, at han slår mennesker ned for at få penge. Det gør ondt at vide for den bedstemor, der kom fra Ungarn for 50 år siden, at hendes barnebarn er voldelig, kriminel og efterhånden opholder sig mere inden for end uden for fængslets mure. Hun var heldig, den gamle, fine dame fra Ungarn. Hun kom til Danmark, før fru Pia Kjærsgaard holdt landsmøde i Odense, og sagde – jeg tillader mig at citere: »Dansk Folkeparti foreslår, at i tilfælde af, at en anden- eller måske tredjegenerationsindvandrer gentagne gange begår kriminalitet, og ingen opdragelse er mulig, ja, så hjemsendes og repatrieres ikke alene den pågældende, men hele hans familie. Det er det eneste, de har respekt for.« Der er mange anden- og tredjegenerationsindvandrere i Danmark i dag, og man kan i hvert fald sige om den gamle bedstemor fra Ungarn: Én trøst er, at hun da i det mindste ikke skal rejse hjem helt alene.

For der ligger jo også i Dansk Folkepartis politiske tilgang til det her et forsøg på at bygge frygt og had op i den danske befolkning, hvilket er udansk, uacceptabelt og fremmedfjendsk. Sådan er udlændinge i Danmark ikke, og sådan er danskerne heller ikke. Og det går ikke alene ud over de stakkels mennesker, det går også ud over den palæstinenser, der er cykelsmed og god til det; det går ud over den bosnier, der er jordbærproducent og god til det; det går ud over den tyrkiske grønthandler, der selv ud over almindelig arbejdstid smiler til én, når man kommer og skal have friske grønsager. Vi har brug for de mennesker, og vi har brug for, at flere, der har et fremmedklingende navn som baggrund, kommer i arbejde i Danmark. Jeg synes, jeg må sige det sådan i dag. Jeg blev spurgt af fjernsynsfolkene udenfor, om jeg synes, stemningen i den her debat havde været hadsk. Det kommer an på, hvordan man ser på det. Når man diskuterer så principielle spørgsmål, som vi har diskuteret i dag: om menneskesynet, om, hvorvidt der skulle være forskel på, om man nu har aner fra et fremmed land eller man ikke har, selv om man er dansk statsborger, så kan jeg godt forstå, at der bliver sagt meget barske ting heroppefra. Og jeg synes, at de alle sammen var velbegrundede, og derfor siger jeg til Dansk Folkeparti:
Uanset hvor mange anstrengelser I gør jer, stuerene bliver I aldrig, set med mine øjne! Jeg vil så runde af og komme tilbage til mit udgangspunkt. Den tale, jeg holdt i tirsdags ved afskeden med det 20. århundrede, handlede om vores værdier og vores livskraft i vores samfund. Den tale var baseret på pligter og rettigheder. Den tale var baseret på, at pligter og rettigheder omfatter os alle sammen, ikke alene dem, der er danske, for vi er danske alle sammen, men også dem, der har et fremmedklingende navn, og ikke alene dem, ikke alene den enlige mor nederst i samfundet, men også virksomhederne og dem øverst i samfundet.

Jørgen Estrup:

Jeg har bedt om ordet her i anden runde helt og aldeles og udelukkende for at takke statsministeren for en befriende klar tale. Den melding, som vi andre har søgt hele eftermiddagen fra Venstre, har vi ikke kunnet få. Den fik vi så så klart og utvetydigt, som det overhovedet kan siges om politisk indflydelse i dansk politik: I bliver aldrig stuerene. Det var en klar, klar melding, som jeg gerne havde hørt også fra Venstres side.
Må jeg så blot føje til: Det havde klædt debatten, om fru Pia Kjærsgaard havde været til stede og taget den nu.

Jes Lunde (Waffen-SF):

Jeg kan forstå på hr. Thulesen Dahl, at man i Dansk Folkepartis folketingsgruppe var klar over, at uvejret var undervejs. Man har så oplevet det her i dag. Man har haft en enestående chance for at sige, at man er blevet misforstået, at det tåbelige forslag, det fuldstændig vanvittige forslag, umenneskelige forslag, der har været debatteret hele dagen, bygger på en misforståelse, og at det trækker man tilbage. Den enestående chance har man ikke formået at bruge, og derfor hænger skammen ved fra nu af og i meget, meget lang tid.

Jacob Buksti (S):

Jeg kan trøste fru Pia Kjærsgaard med, at jeg heller ikke havde forestillet mig, at fru Kjærsgaard overhovedet tog sig af, hvad jeg sagde. Det ville have overrasket mig meget, men jeg vil gerne så alligevel tillade mig at spørge fru Pia Kjærsgaard, hvordan fru Pia Kjærsgaard forestiller sig, at Dansk Folkeparti skal gøres stuerent.

Hvordan og hvorledes vil man forestille sig, at det borgerlige Danmark skal kunne bygge på et parti som Dansk Folkeparti, som i sit menneskesyn har en så grænseløs primitiv form for muslimerhad – det er jo det, det handler om – når man kan skrive ledere i Dansk Folkeblad om, at Kosovoindsatsen fra NATO var en indsats til fordel for muslimerne og mod de kristne, et omvendt korstog? Og når man laver en ældrepakke, hvor det jo er sådan, at loftet for udgifterne for Dansk Folkepartis indsats er himlen, så er det selvfølgelig kun for de ældre danskere. Det er simpelt hen for ringe. Jeg væmmes.

Kristian Thulesen Dahl (DF):


Jeg skal for det andet spørge statsministeren, hvad i alverden der blev af de klare meldinger om euroen. Vi har flere gange her fra talerstolen i dag forsøgt at få afæsket de forskellige partier den minimumsperiode, der skal gå, fra en folkeafstemning bliver udskrevet, til den bliver afholdt. Har statsministeren slet ikke nogen holdning til det, eller er det sådan noget, der skal komme som en tyv om natten hos den danske befolkning? Når der er tre meningsmålinger, som statsministeren tror på, der siger ja til at afskaffe kronen, så tager man hurtig afstemning! Det synes vi er uværdigt.
Endelig skal jeg sige til statsministeren: Ja, så slap katten ud af sækken. Det var statsministerens kat, og den var som forventet. Vi havde jo fra morgenstunden læst i Aktuelt, statsministerens partiavis, at den socialdemokratiske folketingsgruppe på et gruppemøde her inden åbningsdebatten havde diskuteret, hvordan man kunne imødegå Dansk Folkepartis vælgerfremgang. Og den måde, man ville imødegå den på, var ved, at man her under åbningsdebatten skulle tale om menneskesyn og skulle prøve at tage afstand fra et forslag, som vi har diskuteret på vores årsmøde. Og man må jo i sandhed sige, at åbningsdebatten også har været kendetegnet ved, at man har diskuteret det forslag, og det er vi såmænd slet ikke så kede af endda.
Om det så stopper vælgerflugten fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti, er jo en helt anden sag, men det kommer jo an på, om statsministerens rådgivere har set rigtigt i det spørgsmål. Vi vil i hvert fald vedblive med at bruge dannebrog, også selv om statsministeren synes, at det er usmageligt, og hvad der ellers er blevet sagt. Mage til gang manipulation fra statsministerens side, som vi var vidne til heroppefra for et øjeblik siden, skal man lede længe efter.
Og jeg skal da også hilse og sige fra de steder, hvor Dansk Folkeparti sikrer gode socialdemokrater magten, har man et helt andet udgangspunkt for samarbejdet med Dansk Folkeparti. Dér er man faktisk glade for det, ikke alene i Københavns Amt, som vi tidligere har været inde på, men også
i provinskommuner, og såmænd også i Fyns Amt, hvor det er Dansk Folkeparti, der sikrer, at der sidder en radikal amtsborgmester – det har den radikale Karen Nøhr vist slet ikke noget imod – og det er jo ikke, fordi de mennesker i Dansk Folkeparti, der støtter de her socialdemokrater rundtomkring eller radikale amtsborgmestre, er grundlæggende uenige i Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Dér kan man altså godt bruge os. Dér er det nok ikke så galt endda. Der var én ting, som statsministeren overhovedet ikke kom ind på i sin tale, og det syntes vi var lidt forunderligt, og det var voldsstatistikken.
I tirsdags under åbningstalen brugte statsministeren megen tid på at forklare, at man skulle imødegå volden i samfundet, bandekriminaliteten osv. Hr. Jacob Buksti har så forsøgt at give indtryk af, at volden slet ikke er så kraftig, at det slet ikke er så stort et problem, ved stort set at negligere det emne i dag. Men man kan ikke komme uden om – og det kan regeringen heller ikke – at antallet af voldstilfælde i det danske samfund er stigende. Det gælder den almindelige vold, og det gælder den grove vold. Og jeg synes ærlig talt, at det ville klæde statsministeren, hvis statsministeren i stedet for at have så travlt med at klage og anke over de forslag, vi kommer med, ville gøre noget mere ud af at fortælle, hvad regeringen vil gøre ved de store problemer, som det danske samfund står i. Det hørte vi desværre ikke meget om i statsministerens afsluttende bemærkninger.

Så Tesfaye har sådan set ret. Journalisterne skulle interessere sig noget mere for den sammenhæng nazistbarnet Poul Nyrup holdt sin stueurene tale i. Men så kommer man ikke uden om, at hele det Socialdemokratiske spinapparat og mediernes medvirken.

Diverse citater.

Pia K til Des-Informations David Rærlig, 1998:

‘Det Ny Højre’ er en dækkende betegnelse for hendes parti. “Naej… Jeg betragter ikke mig selv som højre. Det virker meget liberalistisk. Nul-skat og alt det dér. Jeg kommer til at tænke på Anders Fogh.”

Hvordan vil du så beskrive dig selv?

“En mellemting mellem en socialdemokrat i 1930’erne og en god konservativ.”

Hjælpe de svage

Bortset fra det med udlændinge og EU, hvad står Dansk Folkeparti så for?

“Socialpolitikken. Vi skal kunne hjælpe de svage. Jeg har arbejdet som hjemmehjælper. Det vil jeg til enhver tid trække frem. Navnet ‘Dansk Folkeparti’ er valgt primært for at vise, at vi varetager danskernes interesse. Jeg synes, vi beskæftiger os med alt muligt andet her i landet. Vi bruger mere tid på, hvordan udlændinge har det i Danmark, end hvordan danskerne har det.”

De fleste politikere har noget, der driver dem, noget, der får dem til at tikke. Hvad får dig til at tikke?

“Netop det sociale. Det var den sociale indignation, der fik mig ind i Fremskridtspartiet i 1978. Da var der ikke snak om udlændinge. Staten blandede sig i mere og mere. Skatterne steg og steg. Flere og flere fik det dårligt. Det var svært at få dét til at hænge sammen. Sådan er det stadigvæk. Flere og flere falder igennem. Posemænd og posedamer. Det kendte jeg ikke i min barndom på Østerbro.

Når man cykler, som jeg gør, ser man mange førtidspensionister mellem 20 og 30 år, der bare sidder på bænkene. De ligner nogle, der aldrig kommer ind i et fornuftigt liv. Eller purunge piger, der tigger til narko. I dag hænger det lidt sammen med udlændinge. Da jeg meldte mig ind i ’78, gjorde det ikke.”

Hvem snakker?

Jamen, er det ikke dig, der snakker om udlændinge hele tiden i stedet for at tale om danskere, der har det dårligt?

“Nu er danskerne – og politikerne – begyndt at tale om udlændinge. Det gjorde jeg allerede i 1987. Og nu hedder det sig, at jeg rider med på en populistisk bølge. Okay, det har været en stor del af debatten. Dansk Folkeparti har været et vigtigt parti. Men det ville være velgørende, hvis man på samme vis kunne koncentrere sig om de dårligst stillede. Ekstra Bladets næste kampagne burde hedde ‘Den sociale underklasse’. Det er jo jer, pressen, der er den fjerde statsmagt.”

Tror du ikke, du selv kan sætte dagsordenen?

“Man kan forsøge, men hvis ikke du og de andre bringer det videre… Jeg vil gerne deltage i at sætte den sociale udstødelse på dagsordenen. Jeg har overvejet i en sommerferie at tage tre uger som hjemmehjælper. Det ville jeg gerne, hvis fik lov, men det får jeg jo nok ikke.”

Ville du ikke hellere udbrede et positivt budskab i stedet for det, du udbringer nu?

“Hvad mener du med ‘positivt’? Man må prøve at vende budskabet, så det er mest muligt positivt: At bevare danskhed.”

Karen Jespersen, 2015 sakset fra Urias, oprindeligt hos Berlingske:

“Socialdemokraterne og De Radikale havde regeringsmagten i 1990erne. Allerede dengang var der advarsler om de konsekvenser, som indvandringen kunne få for Danmark. Men de afviste kritikerne og ville ikke lytte. To af dem var Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen. Jeg ved det, for jeg var en af dem, de angreb.

I sidste halvdel af 1990erne begyndte problemerne med det voksende antal indvandrere og den manglende integration for alvor at melde sig. De høje sociale ydelser og de mange indvandrere på kontanthjælp var også noget, som optog mange mennesker. For eksempel Ali fra Somalia, hans kone, eks-kone og 11 børn som tilsammen fik 650.000 kroner i offentlige ydelser om året. …

Problemerne fortsatte med at vokse, og i 2000 landede de på mit bord: Jeg blev udnævnt til indenrigsminister med ansvar for udlændinge- og integrationspolitikken i Nyrups SR-regering. Og så begyndte en håbløs kamp med De Radikale, Helle Thorning, Mette Frederiksen og andre på Socialdemokratiets venstrefløj, som jeg tabte med et brag.

Det første slag om de kriminelle asylansøgere lykkedes det mig faktisk at vinde. Men det gjorde bare venstrefløjens modstand så meget desto stærkere. De kriminelle fra især en del af det tidligere Sovjetunionen var ikke reelle asylansøgere. De brugte deres ophold i Danmark som asylansøgere til organiseret tyveri, hvilket gjorde mange handlende desperate. De kriminelle skulle have deres asylansøgning behandlet, inden de kunne sendes tilbage. Derfor foreslog jeg, at de blev samlet på en ubeboet ø som det gamle asylcenter på Flakfortet. ‘Send de kriminelle til en øde ø’, skrev BT hen over sin forside, og så var fanden løs. De Radikale sagde i TV, at jeg var en belastning for regeringen, og flere socialdemokrater var også meget kritiske. Det hele endte dog med et lovforslag om frihedsberøvelse, som satte en stopper for de kriminelle asylansøgere.

Men derefter var det stort set umuligt at komme igennem med en strammere udlændinge- og integrationspolitik. Det fik jeg at føle, da jeg forsøgte at tage fat på det måske mest grundlæggende i debatten: En begrænsning af antallet af indvandrere. I 1999 havde demografen P.C. Matthiessen i en stort opsat artikel i Jyllands-Posten advaret mod en uændret tilstrømning af indvandrere til Danmark. Hvis der ikke blev strammet op, ville sammensætningen af befolkningen ændre sig dramatisk på få årtier. Jeg ville have regeringen til at oprette en kommission til at se på antallet af indvandrere, og hvad man kunne gøre. Men det blev afvist af regeringens koordinationsudvalg.

Det var også nærmest umuligt at få en debat om, hvad integration egentlig vil sige. Efter min mening skulle integration bygge på danske grundværdier som demokrati, personlig frihed og kønnenes ligestilling. Islamisk fundamentalisme skulle identificeres og isoleres. I et interview i Berlingske Tidende tog jeg afstand fra et multikulturelt samfund, hvor kulturerne er ligestillede. Kvindeundertrykkelse kan aldrig være ligeså godt som kvinders ligestilling.

De Radikale ville have mig fyret, og medierne stod på den anden ende. I Socialdemokratiet var det også slut med at tale om stramninger. Det fik jeg klar besked om på et seminar for socialdemokratiske topfolk i Havnsø. Flere andre gjorde, hvad de kunne for at stoppe forsøgene på at stramme udlændingepolitikken.

To af dem var Helle Thorning, som var medlem af EU-Parlamentet, og Mette Frederiksen, der var folketingskandidat. De var aktive på interne møder med advarsler. Og sammen med to andre skrev de blandt andet, at de ønskede at ‘stoppe den endeløse og ligegyldige diskussion om danskhed contra ikke-danskhed’.

I november 2001 var der folketingsvalg. Jeg forsøgte at få en stramning af reglerne for familiesammenføringer med i valggrundlaget, men forgæves. Socialdemokraterne og De Radikale tabte valget med et brag. To dage efter udkom BT med en forside, hvor der med store bogstaver stod: ‘Karen er skurken’. Det var Mette Frederiksen, som netop var valgt ind i Folketinget, som mente, at jeg var skyld i valgnederlaget.

Tillæg:

Det er ikke kun Tesfaye, der igang med Nyrups berygtede tale. På Des-Information er Niels Barfoed, også igang med, at give Nyrup en gang hattelak som rehab. Og da han vælger samme temaer og vinkler som Tefaye så giver det selvfølgelig anledning til spekulation, nemlig om den socialdemokratiske propagandaenhed har rundtsendt inspirationsmateriale til særligt udvalgte. Der hersker ikke tvivl om Tesfayes tilhørsforhold. Barfoeds er mere søgt. Men han har gennem et, for en kulturmarxist alt for langt liv, været knyttet til kredse omkring partiet, og han har været fast skribent på nedlagte Aktuelt, hvilket normalt kun har været har været for partimedlemmer. Fra artiklen:

Hvornår det faldt, for nogle år siden eller i en eller anden fjernere uklar fortid og hvorfor – det er der ingen, der har spurgt til.

Ingen ærlig journalist, ingen ærlig redaktør finder det på sin plads bare med to ord at gøre rede for, hvad der udløste ukvemsordet, så det en fjern oktoberaften i forrige århundred røg over talerstolens rampe på Christiansborg.

…der var én lang forhånelse af Socialdemokratiet, en dommedagsprædiken over det kriminalitetsredne Danmark (indvandrerbanderne!) …

Socialdemokraten Jacob Buksti syntes, der var noget, der manglede. Havde fru Kjærsgaard ikke glemt at komme mere konkret ind på et bestemt forslag? Han beder fru Kjærsgaard uddybe: »Hvis jeg ikke misforstod udtalelsen fra Dansk Folkepartis årsmøde her i weekenden, så opfattede jeg det sådan, at fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti gjorde sig til fortalere for det synspunkt, at hvis en indvandrer gør sig skyldig i kriminalitet, så skal familien i tre generationer – i tre generationer – udvises fra Danmark.

Også her markeredes et lille forbehold med understregningen: … set med mine øjne.

Nu? Nu er Pia Kjærsgaard måske den stuereneste politiker, Danmark har.

Der er stor forskel på Barfoed og Tesfayes artikler, men temaer og vinkler følges ad nærmest synkront.

UH har det gæt eller spekulation om man vil, at tilbage i 1999 havde socialdemokraterne, radigalningene og Waffen-SF forud for Folketingets åbning planlagt et “all out” angreb på DF gående på “menneskesynet”. Nyrup havde på det tidspunkt en spindoktor og taleskriver ved navn Billy Adamsen. Stilen i talen passer godt på ham, og ingen har vidst nogensinde mistænkt Nyrup for selv, at skrive taler. Desuden er det i nettets afkroge bragt i forslag, at der kunne være tale om den berygtede Peter Mogensen.

At der har været en eller anden form for planlægning, bekræftes af, at DF allerede vidste de ville blive udsat for et angreb. Det havde de, jf citat fra folketingsdebatten ovenfor, læst i “Aktuet”, hvor Barfoed på dette tidspunkt, i øvrigt var fast skribent. Spørgsmålet bliver hvem der udtænkte og iværksatte angrebet. Gættet herfra er Mogens Lykketoft. Nyrup selv er, som Pia Kjærsgaard så indsigtsfuldt påpeger, svag som person, og ville næppe gøre det selv. Barfoed fremstiller det på den måde, at det var noget Jacob Buksti fandt på under åbningsdebatten:

Til slut spørger Buksti: »Hvordan og hvorledes skal vi lovfæste arvesynden i Danmark?«

Jeg tror, at var Buksti ikke kommet i tanker om at benytte lejligheden til at trække Dansk Folkepartis ordfører yderligere i åbningsdebattens manege med hendes planer, ja, så ville der nok ikke have været noget »stueren«!

Hvilket vi kan udelukke skulle være tilfældet.

Det er egentligt overraskende, at Nyrup gennem de 16 år der er gået har affundet sig med, at tage tæskene alene. Men dels blev han i første omgang belønnet med en velbetalt tjans i EUSSR parlamentet, samt en formandspost hos de europæiske socialistpartier, hvor han bl.a. præsiderede over de diktatorerne Ben Ali og Mubarak, hhv Tunesien og Ægypten, i begyndelsen. Sidenhen hedder det sig, har han et “kontor”. Hvem betaler? Og hvad laver de på det kontor?

Nu ser det så ud til, at han skal rehabiliteres. Mon ikke den næste artikel bliver af Carsten “Ulfeldt” Jensen i Samarbejds-Politiken?

Indtryk: SR regeringen sprængt

Med Skattesvindlerens udmelding om, at hun vil forhandle stramninger af udlændingepolitikken med Venstre og radigalningenes svar; at der ikke bliver nogen stramninger med dem, så er samarbejdet mellem S og R vidst de facto ophørt.

Det indtryk forstærkes af, at den radigale landechef, Morten Østergaard, påpeger at SR har gennemført ikke mindre end 45 lettelser på området, og at man ikke har tænkt sig at medvirke til, at balancen skubbes til ugunst for udlændinge der vil ind i Danmark. Udlændinge er i radigal terminologi det samme som muhammdanere, alle andre der falder i den kategori vil man som radigal skide højt og flot på.

Med de foreliggende prognoser for valgresultatet kommer rødblok i bedste fald til, at have et snævert flertal. Men det vil være et flertal, hvor de radigale er stærkt svækkede samtidigt med, at der vil være adskillige løse kanoner på dækket. Prisen for, at Skattesvindleren føre blå økonomiskpolitik vil for rødblok være, at den muhammedanske invasion skal løbe videre. Men hvorfor skulle blåblok affinde sig med det, thi det vil betyde at DF vil pelse flere vælgere fra Venstre. Så er der muligheden for, at føre rød økonomiskpolitik med DF. Prisen vil være stramninger på udlændingepolitikken som man ikke kan leve med i rødblok.

Den (mest) stabile mulighed der så er tilbage, er at Skattesvindleren blæser på sit flertal med rødeblok og udelukkende bruger det til, at tilbyde O og V at status quo opretholdes på den økonomisk politik samt, at der strammes på udlændingepolitikken.

Så den mest sandsynlige udgang på en rød sejer ved valget er en SOVende regering.

Bortset fra det så sætter UH pengene på en blå sejer. Grunden er, at røde vælgere i stort tal vil blive på sofaen. Også tror vi ikke meget på meningsmålingerne, fordi de gennem 20 – 30 år har haft samme niveau for usikkerhed. Det forhold, at vælgerkorpset bliver mindre og mindre dedikeret i forhold til parti og blok, burde føre til, at usikkerheden på målingerne var stigende, omend den angivne usikkerhed kan være korrekt nok i forhold til den konkrete måling. I øvrigt må man se meningsmålinger som et potentiale, der kan opnås, hvilket kræver at man har et politiskmaskineri til rådighed der kan høste stemmerne. På det punkt har S det problem, at man har smidt sine græsrødder ud. Man har ikke længre nogen der vil tale partiets sag i kantinen og ved middagsbordet.

En situation der længe har været realiteten for V og som DF er født ind i. Hos DF har man så fået foræret dem der før var græsrødder hos S og har der med den gode kombination af et prof team og engagerede græsrødder. Et rigtig rigtig godt resultat, betydeligt bedre end det målingerne spår, for DF vil ikke være en overraskelse.

Radigalt arbejds hykleri

De radigale, som egentlig ikke har nogen politik, udover islamofilien, og som mest er et parti for hattedamer der syntes det er for galt, positionere sig efter hvad Dansk Folkeparti tilfældigvis mener. Af flere steder, bl.a. hos Berlingske, opponeres de radigale så mod et DF forslag om, at arbejdsgivere der vil ansætte udlændinge skal dokumentere at der ikke er danskere der kan tage jobbet.

»Det lyder som om, Dansk Folkeparti vil stille en grænsebom op inde hos virksomhederne og så med et bureaukratisk gespenst beslutte, hvem virksomhederne må ansætte, og hvem de ikke må. Det er dræbende for væksten og betyder færre job,« siger de Radikales viceleder, Sofie Carsten Nielsen (R).

Tilbage i decmber fortalte vi her på bloggen om, hvordan de radigale var med til, netop ved at stille et “bureaukratisk gespenst” op, at forhindre import af Filippinske sygeplejesker.

For de radigale handler det ikke om politik, men hvem man tilfældigvis kan li’. Og her rangere arbejdsomme lysebrune kristne ikke højt.

Muhammedanske Liv

De radigales Tude-Marie (fra 9:10), den rabiate og kvabsede islamofilist, Liv Holm Andersen, pludre om hvor ked af det hun er, oven på jihad-angrebet på Østerbro og den Københavnske synagoge på de radigales debat site radi-gale.net. Når man anstifter folkmord må man regne med nogen bliver slået ihjel.

På baggrund af det gruopvækkende terrorangreb i København har jeg været rigtig trist og tænkt en del. Det er så uforståeligt, uforklarligt og ubegribeligt, at sådan noget sker.
Det rammer os alle i Danmark på tværs af kulturelle, religiøse, partimæssige og etniske baggrunde. Derfor har det også bekymret mig en hel del, at nogle har udlagt det som mus-limers angreb på danskere. For det kan man selvfølgelig på ingen måde sige. Mine venner med muslimsk baggrund er mindst lige så rystede og chokerede som mig, ligesom der sikkert var en del muslimske betjente, som var på arbejde på natten, hvor angrebet indtraf, der er.

Ligeledes bliver jeg trist, når nogle har behov for at pege fingre og skyde skylden på andre i forbindelse med angrebet. Det er helt ude i hampen at skulle gøres til medskyldig for én gal mands handlen, fordi man insisterer på, at langt de fleste muslimer er almindelige og fredsommelige mennesker, samt ønsker at tage imod en mikroskopisk del af klodens flygtninge.

At islamiske fundamentalister og højreradikale ekstremister mener groteske ting, kan ikke overraske nogen. Men alle andre kommer desværre i klemme i deres had. Dette had kan vi ikke bekæmpe gennem mere had. Vi må insistere på mangfoldighed, på åbenhed, på inklusion. Vi må insistere på at række hånden ud til hinanden.
Og heldigvis er der også nogle ting, der har gjort mit humør lidt bedre i en svær tid. Det varmer mig, at så mange mennesker på tværs af de traditionelle skillelinjer samles og står sammen om vores åbne og frie samfund. Ligeledes glædes jeg over, at der insisteres på at afholde flere debatmøder i fremtiden, at overrabbineren holder fast i, at jøder hører hjemme i Danmark, samt at fremtrædende muslimer og jøder har sagt utvetydigt, at jøder og muslimer ikke skal være hinandens fjender. Et godt eksempel på en symbolsk gestus, der viser viljen til sameksistens, er Oslos muslimers fredsring omkring synagogen. Et ini-tiativ danske muslimer har besluttet at kopiere, fordi de insisterer på deres jødiske med-borgeres ret til at være. Nøjagtigt lige sådan må vi andre insistere på vores muslimske medborgeres ret til at være og sige NEJ! til forfejlede hævnaktioner mod helt almindelige muslimer.


Det er altid sværere at få ting til at fungere, end det er at ødelægge dem. Altid sværere at åbne op end at lukke sig inde. Altid sværere at inkludere end at ekskludere.
Jeg håber og tror, at vores fællesskab kan klare det. For som en ung kvinde sagde efter Utøya: “Hvis én mand kan skabe så meget had, tænk så på hvor meget kærlighed vi kan skabe sammen.”

Tilbage i 2012 pludrede Liv også løs til A4:

Det argument køber integrationsordføreren fra Radikale Venstre, Liv Holm Andersen, ikke.

»Der har jo været lignende politiske strømninger andre steder i Europa. Selvfølgelig skal man ikke give tonen skylden for alle dårlige integrationsresultater, for den enkelte har selvfølgelig også et ansvar. Men man må også bare erkende, at det er svært at integrere indvandrere i et samfund, som er kritisk over for indvandrere,« siger hun og påpeger, at den tidligere regering har været meget opmærksom på at slå ned på netop muslimer.

»For eksempel i kampen mod terror, som i høj grad blev kædet sammen med Islam,« siger hun.

Liv Holm Andersen fra Radikale Venstre har netop været på besøg hos Microsofts danske afdeling. Og netop fremtidens mangel på arbejdskraft var på dagsordenen under besøget.

»De fortalte mig, at ud over visumregler og arbejdstilladelser er et stort problem, når de skal rekruttere arbejdskraft, er det også svært for deres ansatte at få et godt liv i Danmark, fordi der mangler åbenhed i Danmark,« siger ordføreren.

Liv Holm Andersen afviser, at Radikale Venstre lader sig styre af politisk korrekthed. Hun erkender, at der er sociale problemer knyttet til nogle grupper, men understreger samtidig, at en del af problemerne kan løses ved at ændre danskernes opfattelse.

»Vi skal sætte fokus på de positive historier og sørge for, at de kommer frem i lyset,« siger hun.