Sjælden selvindsigt hos liberal

Den Nederlandske liberale og anti-nationalist, Ian Buruma, giver i Samarbejds-Politiken udtryk for, at beskyldningerne om fascisme og nazisme mod poltiske modstandere er forkert og uvirksom. Buruma er tilsyneladende godt klar over, at de politikere der skulle føre de kosmopolitiske visioner ud i virkeligheden har tabt kontrollen over projektet. Ikke desto mindre gør han i manglen på evner til at føre det projekt fremad han selv står for, over til smæderi mod dem der vil afmontere projektet. Men det er da altid noget, at han kan få øje på dele af problemstillingen.

Til daglige er han professor på et amerikansk college, Bard, hvor man dyrker “liberal arts”.

Om islamiseringen og et evt. Brexit, har han ifølge wiki opslaget om ham bl.a. udtalt:

According to Buruma, Western society is robust enough to embrace even illiberal practices, so long as these are not violent. “Living with values that one does not share”, he wrote in a recent column on France‘s burqa ban, “is a price to be paid for living in a pluralist society”.

Og

Buruma argues for wholehearted British participation in the European Union because they are the “strongest champions in Europe of a liberal approach to commerce and politics“.

Buruma var en bekendt af den jihad myrdede filminstruktør Theo van Gogh og tilbage i 2005 skrev han en artikel i The New Yorker om situationen i Holland, et par måneder efter jihad mordet på van Gogh. Artiklen er bestemt læsværdig og med mange facts om bl.a. Geert Wilders som ikke er almindeligt kendte udenfor Holland. I artiklen kan man bl.a. læse:

Max is a successful writer and newspaper columnist, a figure on the Amsterdam literary scene, and a close friend of the filmmaker Theo van Gogh, who was murdered on November 2nd.

…

Mohammed [van Goghs jihad-dræber] was never a hangabout. On the contrary, he had a good high- school education, and was known to his teachers as a promising young man. He was, as they say in the neighborhood, a positivo, who would surely make it in Dutch society. Not just ambitious for himself, Mohammed was always helping out troubled Moroccan kids, making plans for a youth program at his old school, and writing uplifting articles for a neighborhood bulletin. He was someone who could talk to city councillors and social workers. He knew his way around the intricate byways of Holland’s generous welfare system, where applying for subsidies is an essential skill.

Things didn’t quite work out as Mohammed had hoped, however. A subsidy for a community center he’d been lobbying for was turned down. A promised renovation scheme for public housing never materialized. His mother’s death came as a shock. That year, Mohammed abandoned his studies in social work, went on welfare, and behaved in ways that were increasingly odd….

…

For van Gogh, the worst crime was to look away. One of his bugbears was the long-standing refusal (since abandoned) of the Dutch press to identify the ethnic origin of criminals, so as not to inflame prejudice. He saw this as a sign of abject cowardice. To show respect for Islam without mentioning the Islamic oppression of women and homosexuals was an act of disgusting hypocrisy. In a free society, he believed, everything should be said openly, and not just said but shouted, as loudly and offensively as possible, until people got the point. It was not enough to call attention to illiberal Muslims; they were to be identified as “goat-fuckers.”

…

Another politician, Geert Wilders, started a party of his own, the Groep Wilders, with a platform of barring all non-Western immigrants for five years and arresting Islamists, even when, as he put it to me, they are only “prepared” to break the law. Although, like Hirsi Ali, he has to hide from people who wish him dead, this hitherto obscure parliamentarian has soared in the opinion polls, and has positioned himself as the next Pim Fortuyn.

…

A key text in this national discussion was by Paul Scheffer, a social critic and an influential thinker in the Labor Party. In NRC Handelsblad, the most important national broadsheet, he wrote, “Segregation in the big cities is growing, and this is very bad news. That is why the soothing talk of diversity and dialogue, of respect and reason, no longer works. Tolerance can survive only within clear limits. Without shared norms about the rule of law, we cannot productively have differences of opinion. . . . The self-declared impotence of our government to guarantee public order is the biggest threat to tolerance.” To be sure, Scheffer had been saying this kind of thing for some time, but when old lefties cry out for law and order you know something has shifted in the political climate; it is now a common perception that the integration of Muslims in Holland has failed.

I Samarbejds-Politiken skriver han bl.a. (original artikel på Project Syndicate):

Ser vi atter fascismens frembrud? Det er mange mennesker begyndt at tro. Donald Trump er blevet kaldt fascist. Det samme er Vladimir Putin og en række folkeførere og højlydte højrefløjsfolk i Europa. Den seneste tids flodbølge af autoritær aggressivitet er nået så langt som til Filippinerne, hvor den tiltrædende præsident, Rodrigo ’Hævneren’ Duterte, har lovet, at formodede kriminelle vil blive smidt i Manilabugten.

Et af problemerne ved at bruge ord som ’fascistisk’ eller ’nazisme’ er, at de er blevet brugt af så mange ignoranter i så mange forskellige situationer, at de for længst har mistet enhver reel betydning. Kun de færreste har et førstehåndskendskab til, hvad ’fascistisk’ oprindelig betød….

…

Det resulterer også i, at vi alt for let ledes bort fra de virkelige farer ved den moderne form for demagogi. I sidste ende er det jo ikke svært for Trump – eller for den sags skyld for Geert Wilders, Putin eller Duterte – at afvise anklager om at være fascist eller nazist.

Det kan godt være, at de som politikere er frastødende, men de er hverken ved at etablere hære af uniformerede stormtropper eller bygge koncentrationslejre, ligesom de ikke ønsker en korporativ stat. Putin er den, der kommer tættest på, men selv han er ikke Hitler.

…

Det kan godt være, at de som politikere er frastødende, men de er hverken ved at etablere hære af uniformerede stormtropper eller bygge koncentrationslejre, ligesom de ikke ønsker en korporativ stat. Putin er den, der kommer tættest på, men selv han er ikke Hitler.

Hermed ikke sagt, at alt det, populisterne siger, er usandt. Hitler havde jo også ret, da han opfattede, at massearbejdsløsheden udgjorde et stort problem i Tyskland. Meget af det, agitatorerne skælder ud på, er så sandelig kritisabelt: manglen på gennemsigtighed i EU, grådigheden i Wall Street og bankfolkenes bedrageriske dobbeltspil, den manglende vilje til at takle de problemer, masseimmigrationen medfører, og ligegyldigheden over for de personer, der er ramt af økonomiens globalisering. De traditionelle politiske partier har enten ikke villet eller ikke evnet at løse disse problemer.

…

Fascismen og nazismen i 1930’erne opstod ikke ud af det rene ingenting. Fascisternes og nazisternes ideer kunne næppe siges at være nyskabende. I årevis havde intellektuelle, aktivister, journalister og gejstlige formuleret de hadefulde tanker og ideer, som skulle danne grundlag for Mussolini, Hitler og deres imitatorer i andre lande.

…

Ord og ideer har konsekvenser. Nutidens populistiske ledere bør stadig ikke sammenlignes med morderiske diktatorer fra en fortid, der ikke er så fjern endda. Men ved at udnytte og spille på samme folkelige følelser bidrager de til at skabe et forgiftet klima, hvor vold atter kan blive en del af den politiske hovedstrøm.

 

Journalist mord

Sjovnalisterne har det svært for tiden. Det går forbavsende godt for dem de ser det som deres opgave, at propagandere imod, og omvendt går det dårligt for dem de støtter og modtager betaling fra. I Dansk sammenhæng ved, at sjovnalisterne modtager tyvstjålne skatte indbetalinger via politikerne.

Nu har Samarbejds-Politiken med lidt forsinkelse så fået øje på såkaldt kontroversielle udtalelser fra nyvalgt præsident ude på de filippinske øer, Rody Duterte. Vi omtalte dem her på stedet for en uges tid siden, her. Nu har britiske The Guardian så haft tid til at bearbejde stoffet sådan, at Samarbejds-Politiken kan brygge en citathistorie sammen, om den del af Dutertes pressemøde, der handlede om drab på sjovnalister. Det var en mindre del af mødet, hvor der faldt flere andre underholdene “sat på spidsen” udtalelser.

Hvad Duterte er citeret for om sjovnalist drabene:

In a seemingly unprovoked attack on the UN at a Thursday night press conference, Duterte vented his anger in response to a question about foreign media groups that were critical of him.

“That’s the trouble here, they’re always raising fears about this or that United Nations convention,” Duterte said, even though the journalists’ criticism had not been linked to UN protocols.

“Fuck you UN, you can’t even solve the Middle East carnage… couldn’t even lift a finger in Africa… shut up all of you.”

Duterte, 71, had been incensed by the criticism of foreign and local media groups to his comments earlier in the week that corrupt journalists were legitimate targets of assassination.

At dømme efter hvad Samarbejds-Politiken kommer op med, så var Duterte spot on da han inddrog FN som en del af problemet.

1.

I filippinske sammenhæng findes begrebet “AC/DC journalism”. Det betyder “attack and collect / defend and collect” og dækker over sjovnalisten modtager betaling fra en eller anden med behov for enten et forsvar af sig selv, eller angreb på f.eks en konkurrent eller en der på anden vis står i vejen, f.eks. en ejer af et attraktivt jordlod som han ikke vil sælge, f.eks. ikke sælge til den pris han bliver tilbudt. Den slags kan være et spørgsmål om liv og død, f.eks ved, at den der bliver angrebet ikke kan opretholde en rimelig levefod efterfølgende, såsom at eventuelle børn ikke kan få en uddannelse. Et eksempel på en sag, hvor der er masser af muligheder for motiv af af forskellig art, her.

2.

Antallet af dræbte journalister opgøres siden 1992 og på den bonner Filippinerne ud med 77 dræbte, hvilket giver en flot 3′ plads på listen.  34 af drabene fandt sted på engang i den såkaldte Maguindanao massacre. Baggrunden var at en muhammedansk klan, Amputan op til et valg blev politisk udfordret af en anden muhammedansk klan, Mangudadatu. I øvrigt blev 23 politiske aktivister myrdet ved samme lejlighed.

Hertil har venstreekstreme NPA deres del af journalistmordene.

Samarbejds-Politiken skriver:

Årsagen er landets nyvalgte præsident, Rodrigo Duterte, som i forvejen har gjort sig bemærket med udtalelser om, at han vil rense Filippinerne for kriminalitet ved at henrette alle narkosælgere. For få dage siden gik han på en pressekonference et skridt længere ved også at udtrykke forståelse for drab på journalister.

Her antydede han, at mange af de journalister, der de seneste år er blevet myrdet, har været involveret i korruption.

»For at være ærlig har de fleste af de dræbte gjort noget. Du bliver ikke dræbt, hvis ikke du har gjort noget galt«, sagde han ifølge lokale medier, da han blev bedt om at kommentere drabet på en journalist, der i sidste måned blev skudt i hovedstaden Manila.

…

»Der er mange tilfælde, hvor journalister er blevet dræbt på grund af den sag, de kæmpede for, men der er også dem, som er blevet dræbt, fordi de havde taget parti og modtaget bestikkelse og svigtet deres forpligtelser. Det ædle journalistiske kald gælder ikke pengeafpressere og kriminelle«, sagde han.

Men FN står fast i sin kritik, og FN’s øverste chef, Ban Ki- moon, valgte i sidste uge at udsende en pressemeddelelse, hvor han kaldte Dutertes udtalelser for »ekstremt foruroligende«.

»Jeg fordømmer utvetydigt hans tilsyneladende støtte til udenomsretslige mord, som er ulovlige og et brud på fundamentale rettigheder«, sagde Ban Ki-moon.

Et klogt forbehold “tilsyneladende”.

Dutertes reaktion på angrebene på ham, er at dementere dem som taget ud af kontekst, misfortolket og misforstået. Inquirer.net har en del af det:

INCOMING President Rodrigo Duterte does not tolerate the killing of journalists, as claimed by the United Nations based on his statements last week.

“If you look at the transcript, there is nothing there that says he was encouraging violence against journalists,” the Davao City mayor’s spokesman Salvador Panelo told reporters by phone on Tuesday.

…

“I do not want to diminish his memory, but he was a rotten son of a bitch. He deserved it,” Duterte said.

He said he knew who ordered Pala’s murder—someone who was hurt by the journalist’s personal attacks.

“We politicians, we are used to that. But private citizens are different—defame them and you defame their children. They will really kill you. That’s how it is,” he said.

He said there were three types of journalists — the honest crusaders, those in the payroll of private companies,  and those who demand money.

…

Duterte’s comments were criticized by civil rights and journalists’ organizations.

Peter Laviña, spokesperson for Duterte’s transition team, said the President-elect’s remarks were “taken out of context, misinterpreted and misunderstood.”

Laviña said national and international media organizations “lapped up” news of journalists’ killings when the headlines should have been the “declaration of war against red tape and unnecessary fees imposed on hapless citizens,” apart from the appointment of new Cabinet officials.

“[Duterte’s] example of most slain journalists being corrupt or involved in shady deals was based on his own assessment of those killed in Davao City and not on the national scale. Certainly, Duterte has no personal knowledge of each and every single case of media killings in many parts of the country,” Laviña said.

 

Mærkelige politikere; urart

Af og til bliver man når man påpeger, at der faktisk er kræfter, de aller sorteste rød-fascistiske kræfter, der aktivt arbejder for at udslette nationerne og deres folk, og at det især er vestlige hvide mænd disse kræfter har på kornet for deres påtænkte folkemord, udskreget som konspirationeteoretiker m.v.

Hvad angår udslettelse af nationer og folk lader en repræsentant for disse kræfter nu selv fingrene løbe over tastaturet og kommer med hvad der nærmest er en blank indrømmelse. Der er tale om en top-rådgiver for den berygtede nazistsøn og chef for EUSSR kommisionen Jean-Claude Juncker, Claus Haugaard Sørensen, der på altinget.dk i en klumme ønsker sig mindre magt til nationerne og omvendt mere magt til overstatslige organer. Fra klummen:

Vi beklager os tit og ofte over, om regeringer kan levere varen: fuld beskæftigelse, smart transport, Femern-forbindelse, hofteoperationer, kloge børn og glade nydanskere – eller slet ingen nydanskere.

…

Ny global regeringsform?
Bekæmpelse af internetkriminalitet, menneskesmugling, narkotikatrafik. Beskyttelse af torskebestanden. Bemestring af finansstrømme. Skatteundvigelser. Ozonlaget og drivhusgasser. Bekæmpelse af krig og konflikter. Syrien, Irak, Libyen.

Alt sammen emner, der ikke kan håndteres gennem en national tilgang, og som endog rækker langt ud over, hvad stormagter som USA, Kina og Rusland kan håndtere alene, og da slet ikke hvis de ikke er bare en lille smule enige.

Vi er nok ved at nærme os et punkt, hvor ressourcepresset og de politiske og befolkningsmæssige jordskred i verden enten fører til et kvantespring frem mod en ny global regeringsform eller en rutsjetur tilbage til små eller større konflikter. Kernen er at finde en metode til at bringe parterne sammen og forlige modsætningerne. Der er ikke rigtigt nogen mellemvej.

…

I tænketanken var stemningen dyster. Forsamlingen af lærde professorer, statssekretærer, mediefolk og tænkere fra hele verden havde svært ved at give et bud på, hvad Europas rolle i den globale regeringsførelse kunne blive, hvis man allerede den 23. juni så, at Europa mistede et af sine vigtigste medlemmer, nemlig Storbritannien.

…

Men de globale tal skræmmer: 125 millioner mennesker lever i absolut nød. I øvrigt de fleste ret tæt på Europa. I Afrika, kun fem timer i fly fra Europa, er vi vidne til en befolknings-eksplosion, der med vandstress, misvækst og pickuptrucks vil ramme Europa.

Og hvad gør vi ved det? Smider vi penge og pigtråd efter problemerne, eller finder vi frem til en samlet gennemtænkt forebyggelse, politisk, økonomisk og socialt, for at give de stakkels mennesker et egentligt fremtidsperspektiv, så de kan overleve i deres eget land? Det er jo nok det, der skal til.

…

…

men med velmenende og bestemt nyttige løfter fra masser af organisationer, virksomheder, lande og individer, der gerne vil gøre godt, men som også er sig pinligt bevidst, at skal det komme til bindende beslutninger, så er chancen for total blokering på grund af enstemmighed i FN-systemet en garanti for, at intet vil ske.

Så bedre undgå en konfrontation. Og tale pænt sammen. Finde løsninger fra sag til sag. Samle penge ind til at undervise børn i flygtningelejrene. Bygge udrykningshold af læger til at bekæmpe zika eller ebola. Opfordre til forebyggende diplomatiske løsninger. Men er det nok? Har toget allerede forladt stationen på autopilot med kurs mod afgrunden?

…

Nu er det jo sådan, at hvis borgerne ser, at der ikke er løsninger, og at problemerne tårner sig op og skyller ind over os, så kravler de op i det nærmeste træ, nemlig nationalismetræet, og sætter sig helt deroppe, hvor man tror, katastroferne ikke kan nå op.

Man stemmer på mærkelige politikere, der sælger nationale løsninger,…

…

Ikke rart at tænke på. Og forunderligt, når man tænker på, at der aldrig har været så mange veluddannede, internationalt orienterede, kloge mennesker, der kan finde på løsninger, og aldrig har der været så mange almindelige mennesker, der sådan set bare gerne vil leve i fordragelighed med hinanden og have tingene til at fungere. Det er, som om vi er fanget af en nationalstatsromantik, der stammer fra tidligere tider, men som er helt ude af trit med de opgaver, verden står over for. Og som tit og ofte stiller sig i vejen for de løsninger, der skal til.

Og uden løsninger kan man ikke fortænke bekymrede borgere i at trække dynen over hovedet. Hvad venter der os mon i 2040?

Ude på de filippinske øer havde nyvalgte (men endnu ikke tiltrådt, sker 30. juni) præsident Rody Duterte blandt flere bidende kommentarer (hvad der tricker Duterte er journalister der bliver myrdet, hvilket lokalt i en hel del tilfælde er et resultat af AC/DC journalistik dvs. en betalt side forretning som går galt), denne om FN:

MANILA, Philippines – Controversial president-elect Rodrigo Duterte has launched a profanity-laced tirade against the United Nations while criticizing it for being too weak to fix problems in the Middle East and Africa.

In a seemingly unprovoked attack on the UN at a Thursday night press conference, Duterte vented his anger in response to a question about foreign media groups that were critical of him.

“That’s the trouble here, they’re always raising fears about this or that United Nations convention,” Duterte said, even though the journalists’ criticism had not been linked to UN protocols.

“Fuck you UN, you can’t even solve the Middle East carnage… couldn’t even lift a finger in Africa… shut up all of you.”

Duterte, 71, had been incensed by the criticism of foreign and local media groups to his comments earlier in the week that corrupt journalists were legitimate targets of assassination.

Mht til en overnational regering som svar på problemer, hvad enten de indbildte, et udslag af konspiration mellem sjovnalister og magthavere eller reelle så har filosoffen Thomas Nagle i artiklen “The Problem of Global Justice” set på sandsynligheden for at det kan fungere i praksis. Han bedømmelse er et nej. Fra artiklen:

On either the cosmopolitan or the political view, global justice would

require global sovereignty. But there is still a huge difference between the

two views in the attitude they take toward this conclusion. On the polit-

ical view, the absence of global justice need not be a matter of regret; on

the cosmopolitan view, it is, and the obstacles to global sovereignty pose

a serious moral problem. Let me consider the issue of principle between

the two conceptions. While we should keep in mind that different views

about the content of justice can be combined with either of these two

conceptions of its scope, I will continue to use Rawls to exemplify the

political view. But most of what I will say is independent of the main dis-

agreements over the content of domestic justice—political, economic,

or social.

…

The implications of the political conception for world politics tend to be

conservative, but that is not the end of the story; the conservatism comes

under pressure from powerful forces in the other direction. The source

of that pressure lies both in existing global or international institutions

and in the increasingly felt need to strengthen such institutions and to

create new ones, for three types of purpose: the protection of human

rights; the provision of humanitarian aid; and the provision of global

public goods that benefit everyone, such as free trade, collective

security, and environmental protection. Institutions that serve these

purposes are not designed to extend democratic legitimacy and

socioeconomic justice, but they naturally give rise to claims for both, in

respect to their design and functioning. And they put pressure on

national sovereignty by their need for power to be effective. They thus

present a clearly perceived threat to the limits on claims of justice

imposed by the political conception.

This poses a familiar dilemma: Prosperous nations have reasons to

want more governance on a world scale, but they do not want the

increased obligations and demands for legitimacy that may follow in its

wake. They do not want to increase the range of those to whom they are

obliged as they are toward their own citizens; and this reflects the con-

victions of their citizens, not just of their governments.

…

But this, I believe, is not the main issue. Multilingual and multina-

tional states have their problems, and they may have functioned most

successfully before the era of democracy. But if there came into being a

genuine European federation with some form of democratically elected

representative government, politics would eventually develop on a Euro-

pean scale to compete for control of this centralized power. The real

problem is that any such government would be subject to claims of legit-

imacy and justice that are more than the several European populations

are willing to submit themselves to. That reflects in part a conviction that

they are not morally obliged to expand their moral vulnerabilities in this

way. (The recent expansion of the European Union, by increasing its

economic inequality, will almost certainly inhibit the growth of its

federal power for just this reason.)

…

Yet in thinking about the future, we should keep in mind that political

power is rarely created as a result of demands for legitimacy, and that

there is little reason to think that things will be different in this case.

If we look at the historical development of conceptions of justice and

legitimacy for the nation-state, it appears that sovereignty usually

precedes legitimacy. First there is the concentration of power; then,

gradually, there grows a demand for consideration of the interests of the

governed, and for giving them a greater voice in the exercise of power.

The demand may be reformist, or it may be revolutionary, or it may be

a demand for reform made credible by the threat of revolution, but it

is the existence of concentrated sovereign power that prompts the

demand, and makes legitimacy an issue. War may result in the destruc-

tion of a sovereign power, leading to reconfigurations of sovereignty in

response to claims of legitimacy; but even in that case the conquerors

who exercise power become the targets of those claims.

…

Unjust and illegitimate regimes are the necessary precursors of the progress toward

legitimacy and democracy, because they create the centralized power

that can then be contested, and perhaps turned in other directions

without being destroyed. For this reason, I believe the most likely path

toward some version of global justice is through the creation of patently

unjust and illegitimate global structures of power that are tolerable to

the interests of the most powerful current nation-states. Only in that way

will institutions come into being that are worth taking over in the service

of more democratic purposes, and only in that way will there be some-

thing concrete for the demand for legitimacy to go to work on.

 

Lykønskning til nyvalgt

Efter at Danmark i årtier fra officielt hold har hylet med i koret af “menneskerettigheds aktivister” kommer der mere og mere hold i den formodning, at man i vesten er så meget på hælene at man har fået andet at tænke på. Senest lykønsker og roser den danske ambassadør i Manila, Jan Top Christens, den nyvalgte filippinske præsident Rody Duterte på FB. Det gør han naturligvis ikke uden dækning i København. Og ikke et ord om “menneskerettigheder”, selvom Duterte gennem to årtier har været under angreb for netop menneskerettighedskrækelser, ved beskyldninger om, at han skulle have sendt “dødspatruljer” på gaden i Davao, hvor han op til nu har været borgmester. I ambassadørens FB post hedder det d. 31. maj bl.a.:

…

Promising that the new government would engage with CPP and the Moros in a serious way. Peace and security could bring growth and development to Mindanao and other strife-ridden regions.
Many experienced and qualified persons lined up for the secretary jobs of the Departments. Some observed that conflicts of intererest should be avoided.
If all goes well, the Philippines could be heading for even higher growth rates than the average 6,2% seen over the recent years. More jobs would be the result and quickly reducing the number of all too many people still living in poverty. We wish Duterte, president-elect, good luck and are looking forward to engage with the new Government when in place to the benefit of the peoples of the Philippines and Denmark.

En dansker der ikke så noget at glæde sig over ved udsigten til en præsident Duterte var socialdemokraternes “International Programme Manager” og fomand for NGOen IBIS, Mette Müller Kristensen, der på socialdemokraternes Instagram skrev:

…”Om tre uger stiller Paeng op til parlamentsvalget i Filippinerne. Samme dag skal der også vælges ny præsident. Præsidentvalget ser ud til at blive lidt for spændende denne gang ? For lige nu fører Duterte præsidentvalgkampen i meningsmålingerne. Han er kendt som “The Punisher” – borgmesteren fra Davao, som ikke er bange for at bryde menneskerettighederne, og gerne anerkender, at han har diktatoriske tilbøjeligheder. Og når vi nu taler om diktatorer, så fører Bongbong Marcos i kampen om at blive vicepræsident. Han er søn af Fillippinernes tidligere diktator, Ferdinand Marcos. Bongbong tager ikke afsted fra sin fars metoder og mange filippinere frygter, at Marcos-familien igen er på vej ind i præsident-paladset ?
Heldigvis er der også gode demokratiske kræfter, som stiller op – heriblandt Paeng ?

Om tre uger stiller Paeng op til parlamentsvalget i Filippinerne. Samme dag skal der også vælges ny præsident. Præsidentvalget ser ud til at blive lidt for spændende denne gang ? For lige nu fører Duterte præsidentvalgkampen i meningsmålingerne. Han er kendt som “The Punisher” – borgmesteren fra Davao, som ikke er bange for at bryde menneskerettighederne, og gerne anerkender, at han har diktatoriske tilbøjeligheder. Og når vi nu taler om diktatorer, så fører Bongbong Marcos i kampen om at blive vicepræsident. Han er søn af Fillippinernes tidligere diktator, Ferdinand Marcos. Bongbong tager ikke afsted fra sin fars metoder og mange filippinere frygter, at Marcos-familien igen er på vej ind i præsident-paladset ?
Heldigvis er der også gode demokratiske kræfter, som stiller op – heriblandt Paeng ?…”

Mette Müller kunne passende komme med nogle beviser for et eller andet kriminelt fra Duterte hånd. Mht “diktatoriske tilbøjeligheder” så er citatet pr. hukommelse: Loven er et diktat. Som præsident er jeg øverste ansvarlig for retshåndhævelsen, i den forstand er jeg diktator.

På EB.dk skriver den tidligere redaktør for skriftet, Bent Falbert om menneskerettigheder under overskriften: “Når menneskerettigheder bliver forbryderrettigheder” bl.a.:

’Jamen, det strider imod menneskerettighederne’.

Dén forargede sætning har i årtier – men især i de seneste år – blokeret enhver indsats imod ikke så få urimeligheder. For rettighederne betragtes nærmest som gudgivne.

FNs menneskerettighedserklæring og især den juridisk bindende europæiske menneskerettighedskonvention er tænkt som det hæderlige individs beskyttelse mod statsovergreb.

Men i stigende omfang bliver rettighederne misbrugt af forbrydere som skjold mod straf og udvisning. Kombineret med alles krav på sociale ydelser opstår groteske situationer, hvor skatteyderne må finde sig i at finansiere, at gangstere lever på et mere luksuriøst niveau end mange ærlige mennesker.

…

Tilpas reglerne

Sådan går det til, at menneskerettigheder bliver forbryderrettigheder. Hensynet til gangstere overstiger hensynet til alle andre.

Derfor forstår jeg glimrende de voksende krav om, at konventionerne skal opsiges og genforhandles, så de tilpasses vor tid. Der må sættes grænser for, hvor mange Barci- og Levakovic-familier vi skal lade os terrorisere af.

Brexit vil koste, skrives der…

I et læserbrev hos JP.dk udtrykker et par af Landbrugets topfolk, Martin Merrild og Frank Øland, frygt for et muligt brexit. Argumentationen er interessant, på den ene side erkender de at EUSSR mobber befolkningerne til at hoppe og danse efter den pibe der fløjter i Bryssel, på den anden er der jo det med pengene.

Konklussionen bliver, at siden det kan betale sig for erhverslivet i almindelighed og landbruget i særdeleshed så må alle andre affinde sig. Fra læserbrevet:

Et britisk exit fra EU (Brexit) kan blive en dyr fornøjelse – ikke bare for England, men også for Danmark. Især fordi resten af verden sandsynligvis vil begynde at se Danmark som kandidat til at blive det næste land, der forlader samarbejdet. Det kan føre til faldende aktiekurser, stigende renter og færre investeringer herhjemme.

…

Det er børnelærdom, at englænderne elsker det gode danske bacon. Men det er måske ikke alle, der ved, at Storbritannien er det tredjestørste eksportmarked for danske fødevarer og for danske varer i det hele taget (lige efter Sverige og Tyskland), at briterne køber danske fødevarer for mere end 10 mia. kr. om året, og at mere end 60 pct. af den danske fødevareklynges eksport på 152 mia. kr. går til EU.

En vækstnedgang i Storbritannien og EU er altså en alvorlig sag for den danske fødevareeksport og dansk eksport i det hele taget. På den korte bane vil eksporten til England sandsynligvis blive ramt af en betydelig svækkelse af pundet.

…

Det vil i første omgang kunne aflæses på de finansielle markeder, hvor udlandet vil sælge danske værdipapirer. Resultatet kan blive faldende aktiekurser og stigende obligationsrenter. Frygten for et dansk exit kan også betyde færre direkte investeringer i Danmark. Ingen af delene er godt for dansk vækst.

Brexit er ikke verdens ende. Men det indre marked har tjent os godt og givet et betydeligt løft til samhandlen i Europa.

Et EU i bakgear er ikke godt for Danmark. Lad os håbe, at briterne beslutter, at de stadig gerne vil være med.

For nu at parafrasere filippinernes nyvalgte præsident Rody Duterte, så kommer de rare penge til en pris. Hvis prisen for et organ der sikre smidig samhandel er, at samme organ skal have tilstået politiske rettigheder, og i realiteten politiske rettigheder af diktatorisk og altomfattende art, og som befolkningerne end ikke er blevet spurgt om de vil afgive, så er prisen, udover det er umuligt at opgøre præcist, alt alt for høj. Hvorfor skal EUSSR strukturen overhovedet have betaling, udover den medgåede tid, for at løse dèn konkrete opgave?

Merrild og Ødeland er ligeglade med tabet der opstår. Dels tjener de penge i processen, dels er de selv en del af den parasitklasse der score gevinsten.

Filippinsk valg 2016

Som vi var inde på i denne post, så er støtten til Rody Duterte som filippinsk præsident, at finde i bredt, dvs i alle sektorere og indkomst klasser. En man kunne sige repræsentere “eliten” forklarer selv på sin FB og hos GRP, i anledning af han blev spurgt af en journalist (hos et ikke filippinsk medie) om hvorfor han støtter Duterte. Der er tale om fhv indenrigsminister Rafael Alunan, for nærværende kandidat til senatet. Det giver han otte grunde til:

I was interviewed by a foreign journalist yesterday. She asked why I was supporting Rodrigo Duterte (Du30) despite all the negative press about him.

First, I said that he and I had the opportunity to work together for peace and order during my time as Secretary of the Department of Interior and Local Government (DILG). I know what he did and how he did it. It was tough law enforcement within the bounds of lawful authority, not extra-judicial killings or we would have arrested him as we did abusive local officials during the Ramos era.

Second, mudslinging and muckraking is standard operating procedure in politics. It goes with the territory. What’s needed is personal research and discernment whether there’s truth to it or disinformation gladly peddled by agents of the opposition disguised as journalists.

…

Eight, if I may add, he has a risk reduction, emergency preparedness and crisis management mindset which aims to save lives and protect property. Years of crises honed his mindset and skill sets that would do him well in the presidency as he tackles the nation’s man-made and natural disasters in the years ahead.

Is that his defense? No, he can ably defend himself. These are my views, how I see him beyond his mistakes as to what he can do for the greater good and the national interest. We have monumental problems that have grown because of negligence and inattention.

He is putting things in proper perspective by spelling out the priorities necessary for genuine nation-building – a peaceful, just and lawful society that must underpin the country’s sustainable development.

I hope I’ve enlightened some of you who remain skeptical about Du30. As for Alan Peter Cayetano, he has the best credentials of all in terms of being matino and mahusay and to serve as Du30’s vice-president. All things being equal among his rivals, my assessment is that AP’s moral character and experience in governance gives him the edge over the others.

This is Raffy Alunan, kakampi ng bayan, No.3 sa balota, Senado 2016.