sdu

kritik, ned; mangfoldighed, op

Ovenpå det islamiske jihad angreb i Paris er de islamofile på en mindre brandsluknings opgave. Et af kodeordene ser ud til at være, at man snakke mangfoldighed, ikke som problemet, men som løsningen. Mere mangfoldighed (= uhæmmet masseimport af muhammedanere) skal tales op som LØSNINGEN.

Forledenen kunne Uriasposten referere EUSSR udenrigskommisær, den islamofile trotskist Federica Mogherini for:

“One fear that I have is that European societies, might think that its diversity can weaken us or threaten us, well actually is the fear of diversity that can destroy our societies and this is another treat we are facing together with the very concrete, very scaring one that we have seen on the streets of Paris last Friday night. So it is a cultural, political response that we also need, keeping the nature of open societies that make Europe what it is.” (Federica Mogherini, Europa.EU, 16. november 2015)

I dag har JP så stillet en kronik plads (uden mulighed for at kommentere) til rådighed for en “professor” fra SDU af samme svage støbning som Mogherini, Dominique Bouchet, der også forklarere, at det muhammedanske jihad angreb skam intet har med islam at skaffe. “Vi” – pøblen- skal blot være lidt mere “mangfoldige”. Fra artiklen:

Hændelserne i Frankrig er afskyelige og alarmerende: Det er vores hverdag og vores fremtid, som er truet. Vi var ellers så stolte af at have opbygget et samfund, hvor de mange forskellige opfattelser og livsmåder forenes til fordel for alle. Det var ikke helt lykkedes, men intentionerne og visionerne var klare. Nu er alt grumset. Man mister fokus og fristes til at opgive såvel vores grundlag som vores mål og i stedet forskanse sig bag fysiske og åndelige spærringer.

For at undgå at det, vi frygter mest, kommer til at ske, bør vi desuagtet støtte os til og fremme vores grundlæggende principper og fastholde kursen. I vort samfund er tillid og samhørighed ikke blot et mål, men også en løsning. Et sådant samfund ernærer sig af netop mangfoldighed og udfordringer. Det gør alt i naturen i øvrigt, men hos os moderne mennesker er den kritiske forholden sig til alt, inklusiv til egen tænke- og væremåde, blevet helt afgørende.

Disse gudstyraner og deres gudskrigere har meget til fælles med nazister og stalinister. Begivenhederne i Paris minder om Rigsdagsbranden i Tyskland i 1933 og Moskva-processerne i 1936-1938. Det handler om at udbrede terror, had og splid samt at nedbringe den respektfulde venskabelige forståelse.

Henvisningen til en profet og til en religion bør ikke narre os. Det er ikke overbevisningen, vi bør bekymres over, men intolerancen. Det ikke mindst fordi intolerancen har det nemmere ved at vokse end forståelsen. Vi kan heller ikke nøjes med at henvise til grundlæggende værdier, som er taget ud af deres kontekst. Således kan respekt, tillid, mod og klogskab lige såvel tjene fantasternes sag som demokratiet. Det samme gør sig gældende for hengivenhed og dyrkelsen af den personlige interesse.

Terroristerne i Paris repræsenterede ikke profeten Muhammed eller islam mere end nazisterne og stalinisterne repræsenterede arbejderklassen, folket eller historien. De har mere til fælles med et skrupelløst marketingteam, som forsøger at skabe negativ national oprindelsesbenævnelse for at støtte salget af danske produkter.

Vi bør forstå, at vi befinder os i en situation meget anderledes, end den vi befandt os i i 1500-tallet, mellem 1930 og 1945 og i den tid, hvor Rote Armee Fraktion udøvede terror efter 1968.

Vi må ikke glemme, hvor vital mangfoldigheden er. Alle skal vide, at tvivl gavner os mere end forvisning, og dialog mere end isolation. I skolerne skal børnene lære, at det er ved at holde liv i spørgsmålene, at man sikrer sig bedre svar og dermed bedre kan pleje såvel den individuelle som den fælles tilpasningsevne. Alle bør til enhver tid kunne huske, at vort samfund kræver alles engagement som borgere og ikke blot som forbrugere. Interessen for de fælles anliggender skal fremmes og sammenholdet skal plejes.

Danmarks “statsminister” Lars Løkke var på samme spor. Via Voldposten:

 

 

Heksejagt

I marxistiske Des-Information underholder literaten Emil Eggert Scherrebeck med, at islamofober i virkeligheden bedriver heksejagt på muhammedanere, hvilket må man underforstå, er racisme og aldeles patologisk.

Racisme og belyvning med samme, som politisk instrument går tilbage til Stalintidens sovjetunionen, hvor det blev udviklet og forfinet og siden eksporteret til trofaste Stalin tilhængere i vesten, der den dag i dag bekæmper “racisme”. Wiki opslaget om den sovjetiske film “Circus” fra 1936 er fremragende illustration. Et udsnit af filmen kan ses her.

I sammenhængen er også den islamofile tyske socialist, humanistiske doktor i literatur videnskab, Joseph Goebbels, værd at nævne, i det han forfinede belyvningen ad absurdium.

Medie virksomheden AP gør en del for at værne om deres rygte og har til den ende en “style book”. Af den fremgår det at ordene islamofob og islamofobi er uønskede. Link her og her.

I artiklen i Des-Information gør Emil hvad han kan for, at få fremstillet “islamofober” som vor tids heksejægere og vor tids muhammedanere som de jagede. Lidt morsomt al den stund, der ikke er rapporteret nogen gengældelses aktioner i Europa af betydning. Og en stor del af dem der, har vist ikke at holde vand, enten fordi de ikke fandt sted overhovedet eller var interne muhammedanske anliggender. Bemærk i øvrigt afslutningen, der reelt er en opfordring til kriminalisering af islam kritisk virksomhed og/eller at man fra islamofil side er lidt mere varsom i sit propaganda hysteri. Fra artiklen:

Ligesom det er afgørende for vores forståelse af skyderierne i København, hvorvidt vi betegner dem som terror eller ej, er det på samme måde vigtigt, hvordan vi som samfund omtaler og forholder os til de – hvad der kunne tyde på at være tiltagende – islamofobiske tendenser i Europa. Så er begrebet heksejagt dækkende i denne sammenhæng?

»Jeg mener, at det på en række punkter giver god mening at sammenligne de tendenser, vi ser rundt omkring i Europa efter angrebene på Charlie Hebdo med de historiske heksejagter,« siger lektor ved Institut for historie på Syddansk Universitet Louise Nyholm Kallestrup, som blandt andet har specialiseret sig i ’trolddomsforfølgelser.’

»Når man beskriver islamofobiske tendenser i dag som heksejagter uden samtidig at forklare, hvad man lægger i ordet heksejagt, er der helt afgjort en fare for, at problematikkerne bliver forsimplede. Situationen i dag er jo noget anderledes og måske mere kompliceret, end den var omkring de historiske heksejagter,« siger hun.

I Italien, Spanien og Portugal var det kirken, der stod i spidsen for forfølgelserne, mens det i et land som Danmark var den dømmende magt, by- og landstinget, og i sidste instans kongen, der tog sig af at vurdere, hvem der skulle straffes for hekseri. Men befolkningerne var også i høj grad integreret i forfølgelserne på grund af den frygt, som magthaverne fik plantet hos dem – både i form af selvtægt, men ikke mindst i form af angiveri:

»Noget af det interessante og – med vores nutidige øjne – uhyggelige er, at man altså skabte en frygt, der var så stor, at almindelige mennesker kunne finde på at angive deres nabo som heks, selv om man godt vidste, hvilke konsekvenser det kunne få for vedkommende. Den frygtmekanisme er meget central for heksejagten som fænomen, og det er en mekanisme, man bør være opmærksom på til alle tider.«

Begrebet heksejagt er derfor også blevet brugt i forbindelse med flere perioder i løbet af historien, hvor grupper eller personer er blevet uretmæssigt forfulgt.

Kirstine Sinclair, som er lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet

»Men når man gør det, så maler man altså med den brede pensel, man glemmer nuancerne. Når man bruger ordet heksejagt i denne kontekst, gør man det for at sige, at angrebene på muslimer er uretfærdige angreb på en gruppe mennesker, hvilket måske er sympatisk nok på overfladen, men i samme bevægelse fastholder man altså forestillingen om, at denne gruppe overhovedet eksisterer som en homogen gruppe.«

Hun mener derfor, at man i forbindelse med de chikaneepisoder, som muslimer bliver udsat for, burde fokusere på den enkelte borgers rettigheder og betragte det som diskrimination eller chikane:

»Det ville i langt højere grad kunne være med til at rykke debatten væk fra de indgroede og forsimplende os og dem-forestillinger, som i virkeligheden er med til at understøtte de fjendebilleder, som en stor del af hetzen har rod i,« siger hun.

Et andet trick Emil (eller Des-Informations redaktør) tager i brug er en henvisning til den Amerikanske hædersmand og senator, Joesph McCartheys med et billed og en billed tekst der lyder:

Senator Joseph McCarthey (t.h.) udpeger på et kort, hvordan kommunisterne inficerer USA. Han var formand for udvalget for antiamerikansk virksomhed som fra 1950 bedrev heksejagt på venstreorienterede. En af følgerne af jagten blev, at ægteparret Rosenberg blev henrettet i 1953 for angiveligt at spionere til fordel for Sovjetunionen.

Senere undersøgelser har bekræftet at McCarthey i det væsentlige havde ret, og at Rosenberg parret var skyldige som ind i helvede.