søren pind

Pinds grundlovstale

Justitsminister Søren Pind holdt en Grundlovstale, well, i anledning af Grundlovsdag. Talen er interesant af flere grunde. Han henviser i talen til et foredrag han skulle have givet i Trykkefrihedsselskabet. En kommentator,  på Uriasposten, Boethius, konkludere med afsæt i talen Pinds personlighedsstruktur. Via Uriasposten, talen ligger dog i sin helhed på Justitsministeriets hjemmeside, jm.dk.

I grundlovstalen sagde Pind bl.a.:

Vi er kommet en lang vej. Vi… Vi har udviklet et fællesskab, der udgør verdens lykkeligste folk. Verdens mindst korrupte folk. Verdens mest tillidsfulde folk. Men jeg spørger åbent: Har vi mistet det intuitive ‘vi’ undervejs?

Er Danmark som sådan et land, hvor der – som vi kan huske det, på linje med dengang – er det intuitive vi? Det er jeg ikke sikker på. Jeg er faktisk ganske sikker på, det ikke forholder sig sådan. Vi leder efter det vante vi. Og vi har ondt ved at erkende, at ‘vores’ vi er borte. Og aldrig kommer igen.

Jeg ved, det gør mange mennesker kede af det. For de – vi – holdt af det vi… Men sagen er, at det vitterligt er borte. Jeg ved også, at politiske kræfter hævder, det gamle vi kan genskabes. Jeg må sige det, som det er: Evigt ejes kun det tabte – det gamle vi er borte for evigt. Det kommer ikke tilbage. Tiden tog det. …

Når jeg med så stor alvor må fastslå, at det gamle vi er borte, er det fordi, det er altafgørende for, at vi kan skabe et nyt. Ifald vi hænger os i vreden – uretfærdigheden – i det gamle ‘vi’s forsvinden, vil det ende i en situation, hvor opdeling, sprængning og ufred vil blive resultatet. Det kan vi ikke tillade.

Vi må acceptere, at noget for altid er forandret. Og ud fra det rejse et nyt ‘vi’.

Det gjorde dybt indtryk på mig, da jeg engang i en samtale med en fængselsimam af ham fik at vide, at han aldrig – ikke en gang – havde hørt en muslimsk indsat sige ‘vi’ om Danmark. Aldrig. Det gjorde mig mere bekymret end vred.

Sine steder er der en forestilling om, at man så at sige kan ‘eksportere sig ud af krisen’, som vi sagde i 80erne. Men ift. mennesker. Mennesker som er her, og har været her længe. Jeg bemærkede engang i et foredrag for Trykkefrihedsselskabet, at dele af diskursen havde en klang af togvogne – hvortil en herre rejste sig op, og afkrævede mig svar på, om jeg mente KZ-lejre eller deportation. Jeg måtte forstå, at i deportation så han ingen problemer… Men det er en vrangforestilling. En udansk af slagsen. Vel kan vi da ej smide folk, der har statsborgerskab og slægt og familie her, ud af dette land fordi de måtte have en anden tro, et andet udseende, en anden baggrund end vores. Hvordan skulle det gå for sig? Bare billederne får mig til at væmmes. Nej, vi må erkende, at bestemte folk, der ikke er en del af det gamle vi, er her, har slået rod og bliver her.

Og derfor kan vi ikke ‘bare få fred’. I den sammenhæng er det en ånds- og kulturkamp, der står. Og ret beset bør det være overkommeligt. For det, der uforvarende har antastet vores ‘vi’, har jo netop valgt dette land til.

Vi kan bekræfte Pind så langt, at han ganske rigtigt talte om tog(kreatur)vogne og ganske rigtigt blev modsagt. I Trykkefrihedsselskabets egen dækning af mødet, der var en paneldebat tilbage i 2010, hedder det om Pinds Bidrag:

Til støtte for den vurdering indskød ordstyrer Katrine Winkel Holm en bemærkning om, at socialismekritikerne ikke er tvunget til at leve under jorden. Det er derimod en hel del af dem, der stiller sig kritiske overfor fredens religion.

Den bemærkning fik Søren Pind til at slå fast, at Danmark er danskernes land, og at det derfor også er danskerne, der skal bestemme, hvem der skal have adgang til det. Han så gerne, at man begyndte at sortere indvandrerne ved grænsen og valgte dem ud, det er realistisk at assimilere. For det er assimilation, det handler om, forklarede han:

Træt af integration

”Jeg er så træt af udtrykket integration, når det i virkeligheden betyder en tilbagetrækning af dansk kultur fra danske institutioner. I stedet skal vi begynde at assimilere på den danske kulturs præmisser. Det kan vi gøre i institutionerne og i det offentlige rum, men så heller ikke længere. I den private sfære går jeg ikke ind for magt og tvang, der må vi stole på det rationelle argument, lød det med en henvisning til hans modstand mod blandt andet burkaforbud.

 

Kommentator Boethius kommentar:

I sin egen optik opfatter han jo sig selv som en dansk hybrid af Churchill og Reagan, og hans sproglige udgydelser afslører en frygtindgydende anti-realisme.

Den sproglige udtryksform afslører alt om sin ophavsmand eller -kvinde. Pind er omstændelig og ordflommet, ustruktureret og upræcis og pløret.

Hans ordvalg er sentimentalt, og hans syntaks er kredsende og eliptisk på samme tid – messende gentagende og udeladende væsentlige ord. Der er også en sær ujævnhed over hans taler. Urytmisk. Hans frasering er skæv – helt anderledes end den Charles Aznavour, som Pind beundrer så højt, og som var grunden til, at Pind død og pine har fået en høj fransk orden.

Det er meget muligt, at han ikke skriver (alt i) sine taler selv – men jeg ville nu tro, at han er så forfængelig og overbevist om sig selv, at han næppe vil overlade taleskrivningen til andre. Heller ikke i hans sproglige form i øvrigt, i direkte interviews, holder han sig tilbage fra almindeligheder og særheder blandet sammen i et mærkeligt miks. Hans begrebsunivers er eklektisk og banalt, og ideologisk kan han ikke skelne liberalisme fra konservatisme.

Her på stedet er er konklusionen, at Pind er en del af Venstres islamofile vagtkorps, men også at han er parat til at forstille sig nårsomhelst, for ikke at fremstå som islamofil.

TILLÆG

Søren Pind har åbenbart været i clinch med Trykkefrihedselskabet og “præcisere” på FB:

2. I min grundlovstale berører jeg et møde i Trykkefrihedsselskabet for 6 år siden, hvor der bl.a. pågik en diskussion om deportation af udlændinge bosat i Danmark. Diskussionen pågik mellem en af paneldeltagerne, foreningens formand og jeg selv. Jeg erindrer en fjerdepart, evt. i form af et tilråb fra salen, men det sidste er ikke muligt at dokumentere, heller ikke ud fra den eksisterende videooptagelse, og det kan ikke udelukkes at min hukommelse spiller mig et puds. Jeg skal – som jeg har gjort det flere gange – understrege, at jeg ikke har grundlag for at hævde, at Trykkefrihedsselskabet som selskab – eller selskabets formand – skulle støtte synspunkter om deportation. Jeg kan konstatere, at en panelist på mødet udtrykte, at man måtte kunne have en diskussion om emnet. Men støtte til deportation kan man hverken tage selskabet eller formanden til indtægt for, og jeg skal beklage, hvis nogen er blevet bibragt den opfattelse. Mit eget synspunkt fremgår af talen

Vi kan som sagt bekræftige der blev opponeret fra salen, og at det ikke var ved tilråb.

Kære Søren

Op til påske gav justitsminister Søren Pind et interviwe til til skraldespandsavisen Samarbejds-Politiken, hvor han udtrykte bekymring over, at danskerne går fra fredsommelighed til vrede. Hvad Pind kryber udenom er årsagen til vreden, og dermed reducerer han sig selv til en tilfældig tredierangs politiker. Det er måske der han altid har været, trods spin om det modsatte. Fra artiklen:

Søren Pind er bekymret. Over den stigende polarisering i dansk politik. Over en tendens til, at flere partier ikke stræber efter at tage større ansvar for de politiske beslutninger. Over at det danske folk i hans optik er blevet mere vredt og præget af afmagt. Følelser, som ifølge justitsministeren kan føre til mere ekstremisme i Danmark og få store konsekvenser for det danske demokrati.

»Jeg kan se, at et ellers fredeligt og forsonligt folk er ved at blive et meget vredt folk. Og jeg kan se, at det, at man påtager sig ansvaret, bliver udlagt som magtbrynde sine steder – hvor jeg ser det modsatte. Lige nu lever vi i en tid, hvor de rene hænders politik er mere beundringsværdig«, siger Søren Pind.

»En del af de borgerlige partier – herunder mit eget, men også Dansk Folkeparti – har været gode til at opfange de strømninger, der har været, og til at demokratisere dem på en eller anden måde. Men selvfølgelig kan man sagtens være bekymret over og optaget af, at med den mistillid, der er, så sker der endnu et ryk. Og nogle nye bevægelser«, siger Søren Pind.

Mistilliden til de folkevalgte er ikke kun et dansk problem. Søren Pind taler om »en bølge af vrede« rundt omkring i verden. Han nævner opbakningen til republikanernes Donald Trump i USA, højrepartiet Alternative für Deutschlands fremgang i Tyskland og den stærkt stigende EU-skepsis på de britiske øer. Alle steder bliver politikere med »de nemme løsninger« præmieret, mener Pind.

»Sine steder må jeg sige, at jeg ser det forløb, vi er igennem, som noget, der minder om begyndelsen af 1930’erne. På en helt anden måde, men der er bare den samme vrede, den samme afmagt og de samme reaktioner«, siger Søren Pind og fortsætter:

»Man går meget bevidst efter at svække myndighederne og dermed også folks tiltro til, at man rent faktisk kan gøre det, der skal til. Det er ubehageligt. Vi ser de der Soldiers of Odin og meget voldsomme diskussioner mellem islamister og folk, som hader islamister«.

»Lige nu er der en farlig cocktail, hvor man ser den udvikling over det hele. I Amerika er en Klaus Riskær på testosteronkur med maniske tendenser ved at kuppe Abraham Lincolns parti. I Storbritannien har de en afstemning om, hvorvidt de skal melde sig helt ud af Den Europæiske Union«, siger han

»På et tidspunkt bliver folk trætte af at være vrede. Enten bliver der sluppet nogle meget ubehagelige kræfter løs, eller også bliver folk trætte af at være vrede. Og så finder man løsninger. Og det er sådan set det sidste, jeg advokerer for. Man skal prøve på at kanalisere den vrede ind i noget konstruktivt«, siger Søren Pind.

Så intet nyt fra den naziislamofile parasit klasse. Folket må dresseres til lydighed så vi uantastet kan fortsætte islamiseringen og befolkningsudskiftningen, synes modus operandi at være.

Sammelign eventuelt med tidliger stabschef hos PET, Jacob Bentsen der i en kronik, blogpost hos Uriasposten, i JP erkender at de myndigheder der skulle være samfundets beskyttere, er på hælene og famler i blinde:

Ikke fordi man har efterretninger om, at det vil ske, eller hvor sådanne angreb kunne tænkes at finde sted, men fordi man reelt ikke længere har et efterretningsbillede, som er troværdigt eller fyldestgørende til at give et reelt oplyst grundlag for myndigheders og politikeres beslutningsprocesser.

De europæiske befolkninger er som bekendt ikke på noget tidspunkt blevet inddraget i de beslutninger, der ligger til grund for tvangsislamiseringen, hertil at de af grupper af nazistisk og/eller kommunistisk observans er blevet beløjet med “racisme”.

 

Flytnings service – uden kommentar

BT fortæller at DSB i samarbejde med bl.a. tysk og dansk politi om, at afhente veldfærdsemmigranter i Flensborg i Tyskland. Fra artiklen:

Flygtninge er blevet hentet i busser, siden en aftale blev indgået i september, hvor antallet at tilrejsende flygtninge og migranter steg kraftigt. Her lavede DSB en aftale med det tyske politi og de tyske statsbaner om, at de kunne ringe til DSB, hvis der ankom flere flygtninge til banegården i Flensborg, end der var plads til i toget mod Danmark. Bliver der ringet fra Tyskland, kontakter DSB en lokal vognmand, der sender busser mod Flensborg.

DSB har bedt statens advokat, kammeradvokaten, om at undersøge, om DSB begår lovbrud ved denne praksis. Det gør DSB ikke, hvis transporten sker i tæt dialog med politiet, lyder det.

Justitsminister Søren Pind (V), udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og Rigspolitiet har ikke ønsket at kommentere sagen over for Jyllands-Posten.

Opsang til en VatPind

To af DFs folk i EUSSR parlamentet nede i Bryssel, Morten Messerschmidt og Anders Vistisen, har en opsang til til justitsministeren i dagens JP.Først en bid fra VatPindens indlæg som Morten og Anders reagere på:

I 2001 opnåede vi en landvinding for det europæiske fællesskab – nemlig den frie bevægelighed på tværs af grænserne. Væk var besværet, paskøerne, og hvad har vi ellers? Kun få stikprøver af hensyn til sikkerheden blev det til, og samtidig en kontrol fra de ydre grænser, der skulle sikre mod tilstrømningen.

Siden blev det europæiske samarbejde tættere og tættere. Økonomiske strømme flød frit, og mennesker, kapital og tjenesteydelser er nu tæt forbundne. Er man i tvivl, så spørg enhver dansker på vej på ferie eller forretning sydpå.

At forestille sig en løsning med lukkede grænser, med kilometer lange lastbilkøer – fyldt med svin på vej til slagtning eller fødevarer, der skal transporteres – er for mig at se uden realitetssans. Det vil betyde uhyre besvær for den enkelte og en økonomisk katastrofe for dansk erhvervsliv. Er det de gode gamle dage, man sådan længes efter?

Gode gamle dage? Som den gang Frau Merkel trænede strækmarch i afløseren for Hitler Jugend, Freie Deutche Jugend?

merkel-17-zivilverteidigung

Fra Morten og Anders svar indlæg:

I sit Søndagspanelet i JP 4/10 ”Et grænsespørgsmål” har han nok af hændervridende beklagelser, men han har ikke et eneste svar til gavn for Danmark, som er en udenrigsminister værdig.

Lige så dristig, opfindsom og skarp som Søren Pind kan være i opposition, lige så tam, spagfærdig og viljeløs bliver han, når han som minister skal bortforklare, at Danmark reelt er en lovløs korridor for omflakkende asylindvandrere, som forståeligt nok kun har foragt tilovers for vores love, grænser og ordensmagt.

Men Søren Pind ånder lettet op og gør en dyd ud af sin handlingslammelse: De fleste asylindvandrere passerer nemlig blot igennem Danmark på vej mod Sverige, og hvis de blev kontrolleret ved grænsen, var vi jo nødt til at påtvinge dem asyl.

Sikken en lettelse, men her er nyt for dig, Søren Pind: Ifølge en intern tysk regeringsrapport, trykt i Bild, venter Tyskland ikke 500.000, ikke 800.000, men 1,5 millioner asylansøgere, før året er omme. Og eftersom tyske og svenske asylcentre for længst er overfyldte, bliver resultatet, at stadig flere asylindvandrere må slå sig til tåls med det barske og ugæstfrie Danmark.

Affødt af globale forskelle

Men så fralægger Søren Pind sig ansvaret. »At vi intet gjorde i Syrien, står os nu dyrt. Det må vi gennemleve«, belærer han danskerne. Det er nemlig deres egen skyld, for de fulgte ikke hans kloge råd om, at vi skulle invadere Syrien, vælte Assad og indføre et harmonisk og velstående samfund, som alle syrere helst vil blive i. Men hvorfor så ikke også – når vi nu var i gang – Eritrea, Senegal, Gambia og måske én gang til Irak og Afghanistan?

Nej, sandheden er, at vi er vidne til en folkevandring først og fremmest affødt af de store globale forskelle, og dens omfang har intet at gøre med, hvor mange bomber danske fly kaster mod Islamisk Stat, om vi lukker for en ferskvandsboring i Burkina Faso eller forsøger at ”bestikke” Tyrkiet med nye milliarder.

Sandheden er, at det ikke er Danmark, men EU og Tyskland, som har revet alle aftaler itu, Dublin såvel som Schengen: EU ved intet at gøre for at beskytte sine ydre grænser og Tyskland ved at udsende åben invitation til enhver migrant, som har kræfter, held og penge til at nå til Nordeuropa.

Dermed har Danmark al ret til at sætte sig til modværge over for folkevandringen, blandt andet ved at se på flygtningekonventionerne med nye øjne og ved igen at kontrollere sine grænser. Det er ikke uden omkostninger. Men vi har ikke råd til at lade være.

I den situation ville det være godt, hvis vi havde en regering og en udenrigsminister, som levede op til Venstres valgløfter om at begrænse indvandringen og ikke lade sig presse af Bruxelles og Berlin – alt det som, Søren Pind nu så opgivende mener, har været umuligt hele tiden?

Heldigvis har vælgerne en god mulighed den 3. december. Den dag kan de med et massivt nej fortælle regeringen, at indvandring skal forblive et dansk anliggende. For der er åbenbart brug for at stive Søren Pind af, før han knækker helt under ansvarets tunge byrde.

Vittighed under anklage

– Mooar! Hvorfor spiser vi ikke aber?

Fordi vi er beslægtede med dem!

Er det, så også derfor muslimer ikke spiser grise?

Sådan lød teksten ved siden af et billede af en abe, da en 29-årig mand fra Fyn 26. november sidste år forsøgte at gøre sig morsom på Facebook.

Fortæller EB.dk.

Hos avisen.dk fortæller man videre, at vittigheden i denne om gang blev frifundet. Vittigheden som den lyder i straffelovens § 2666 b:

§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

Hos Avisen.dk uddybes der lidt:

Der var rejst tiltale på baggrund af en overtrædelse af straffelovens paragraf 266, stykke 1, den såkaldte racismeparagraf,…

– Der er to ting, som skal være opfyldt for at dømme efter den racismeparagraf, som blandt andet min klient var tiltalt for, siger han.

– Det første er, at der skal foreligge en krænkende udtalelse i forhold til en speciel gruppe. Det er det ene led.

– Det andet led er, at man skal have haft forsæt til at udbrede det til offentligheden eller udbrede det i øvrigt. Det er det andet led, fortæller Bruun.

Retten fandt, at ingen af de to led var opfyldt i den pågældende sag.

Andreas Bruuns klient havde kun cirka 100 venner på sin Facebookprofil, og retten mente derfor ikke, at det var den tiltaltes intention at udbrede opslaget til offentligheden.

Det sidste, de 100 venner er lidt interessant. Hvis der er tale om en profil, der ikke umiddelbart er tilgængelig, er de 100 ikke “offentligheden”, men en bestemt afgrænset gruppe, mens “offentligheden” må være en ubestemt gruppe. Den kan så godt være langt mindre end 100 personer, f.eks 5 for den person, der fremsætter en udtalelse, ukendte gæster på en offentligt tilgængelig restaurationsvirksomhed.

Det sagt, så har anklagemyndighedens motivation for, at rejse sagen, nok hovedsagligt været, at jage en skræk i livet på os islamofober.

Som en såkaldt ekspert fortæller på B.dk, så:

Som Søren Pind selv gør klart i inter­viewet med Berlingske, er han »rigets øverste anklager« og dermed anklagemyndighedens øverste chef.

»Som chef for anklagemyndigheden er justitsministeren i sin gode ret til at instruere Rigsadvokaten om at anke en eller flere sager for at afprøve, om praksis er i overensstemmelse med Folketingets anvisninger,« siger Jørn Vestergaard.

Det er muligt, at tidligere justitsministre også har stillet særlige krav til anklagemyndigheden, men det er svært at påvise. Den slags initiativer efterlader sjældent papirspor, lyder det fra Jørn Vestergaard.

Så det er da meget muligt, at en af utallige foregående justitsministre fra skattesvindleren Helle Thornings regime har bedt Anklagemyndigheden sænke niveauet for, hvad der skal til for at få en 2-666 b anklage på halsen. I øvrigt er der om Vestergaard at bemærke, at han ikke er ukendt med at påvirke pågående retssager, jf. Blekingegadebanden.

På ruleoflaw.dk bekymere Mikael Lyngbo, svigerfar til ingen ringere end Zenia Stampe, sig en del over politisk indblandning i, gennem instrukser til anklagemyndigheden, konkrete sager, og skriver bl.a.:

I forrige uge kritiserede den tyske justitsminister Rigsadvokaten for at have indledt efterforskning i en sag, hvor klassificerede dokumenter var blevet offentliggjort. Ministeren mente, at hensynet til ytringsfriheden skulle have haft forrang, og at der ikke skulle være indledt efterforskning. Rigsadvokaten forsvarede sin professionelle uafhængighed, men blev tvangspensioneret af justitsministeren, fordi justitsministeren nu havde mistet tilliden til ham.

Sådanne udtalelser og handlinger vil utvivlsomt blive bemærket med begejstring af diverse despoter og autokratiske ledere, som altid har tilstræbt at kontrollere og kunne anvende retsvæsenet som en del af deres magt, herunder at kunne anvende det mod politiske modstandere.

De ukrainske retssager under Yanukovich mod regeringsmedlemmer fra den tidligere regering (Tymoshenko, Lutsenko, Ivashchenko m.fl.) er eksempler. Kontrol med anklagemyndigheden var afgørende i et land, hvor frifindelsesprocenten lå under 1%. Blev man tiltalt, blev man dømt.

Et andet aktuelt eksempel er Tyrkiet, hvor AKP regeringen er i fuld gang med at tilbagerulle reformerne, som gav anklagemyndigheden en høj grad af uafhængighed. Anklagemyndigheden misforstod uafhængigheden og troede, at den betød, at de også kunne efterforske korruption i regeringskredse. Det var selvfølgelig ikke meningen, så nu er et stort antal anklagere, dommere og politifolk sendt i eksil i fjerntliggende dele af landet.

Et par bemærkninger til Lyngbos skriv.

Det er så sandelig også et problem, når juradiaciet, herunder juridiske læreanstalter, af egen drift giver sig til, at forfølge politiske og/eller ideologiske målsætninger i det skjulte gennem fortolkninger, afgørelser, lærebørger og utalligt andet for, at fremme bestemte dagsordner uden der er et gennemskueligt mandat fra “despoter”, det være sig valgte eller andre.

Sådan som man ser det i Europa, ikke mindst når det handler om at fremme islamisering, befolkningsudskiftning og EUSSR.

Mht kernen i det problem Lyngbo peger på, instuktions beføjelser overfor juradiaciet, så er det logisk uløseligt. Man kan ikke have et herreløst organ, også forvente at det ikke selv sætter sin egen dagsorden, hvilket i sig selv strider mod “retten”. Men lidt hjælp kan der dog findes. Det er nemlig uanset instruktion/fravær af instruktion retsstridigt/kriminelt, at forfølge retsstridige formål, f.eks formål der savner et gyldigt mandat. Og ellers kan man jo gå tilbage til sine klassikere så som processerne efter WWII (Manila og Nürnberg), Blogna og Cicero.

Også skal vi da lige underholde med en sjov islamofobisk vittighed til offentligheden:

Q. What do you say to a Pakistani at Christmas?
A. A quart of milk, a loaf of bread and a pack of Marlboros please.

Nappet herfra.

Tillæg

Ruleoflaw.dk ser ud til, at være blog, der er værd at følge. Dette lille hip til sakset herfra om rule of law vs. rule by law som ikke er en triviel diskussion.

(5) Rule by law can be either ad hoc (which is genuine despotism) or principled. Principled rule by law theory shares with rule of law theory the arguments that a stable, generally recognized law is needed in order to maintain generality, impersonality, and effectiveness of government. Thus principled rule by law theory allows for what Fuller has called “the internal morality of law” to the extent that this is prudentially justifiable as conducive to the ends of government. (There is an interesting paper by Kenneth Winston on this subject in the context of Chinese Legalism at SSRN; much of what I say in this post is influenced by Winston.)

(6) Much of what we call rule of law today is really rule by law; a very serious equivocation given that they tend in entirely different directions.

Islamofil lyrik

En os ukendt Benny Andersen, der vidst er noget ved lyrikken, har udgivet en bog, der venligt omtales i en lokal avis underoverskriften ” Benny Andersen: Et kærligt indspark til debatten om islam”

Fra artiklen:

Det hele startede for 10 år siden. Benny Andersen syntes på daværende tidspunkt – og synes stadig – at danske journalisters viden om islam kunne ligge på et lille sted, og at de udtalte sig i klicheer og generaliserende vendinger.

“Jeg tog kontakt til folk, som jeg kendte som nogen med udsyn og alt andet end et fundamentalistisk syn på religion,” siger han.

Biskop Kjeld Holm, politiker Öslem Cecik, tidligere overrabiner Bent Melchior og politiker Søren Pind var nogle af de fremtrædende personligheder, han kontaktede.

Samtalerne blev optaget, redigeret og nedskrevet. Og det er dem, der er hovedessensen i bogen ‘Sådan kan islam også være’, der i slutningen af maj udkom på forlaget Gyldendal. Desuden skriver Benny Andersen selv et indlæg om kvinders stilling i islam, om de sefardiske jøders lange rejse og om sin barbadianske familie.

“Jeg fremhæver Barbados som et godt eksempel på, hvordan man kan respektere hinanden og hinandens religioner. Jeg har optalt mindst 42 forskellige trosretninger på Barbados, og trods forskellig religiøsitet respekterer man hinandens højtider, og man udviser en kærlig tolerance, som resten af verden kunne lære meget af,” siger han.

“’Je ne suis pas Charlie’ var noget af det første, Benny Andersen og jeg sagde til hinanden, da vi mødtes efter de voldsomme begivenheder i Paris. Det må naturligvis forklares nærmere, for ikke at give anledning til misforståelse. For selvfølgelig er vi Charlie, når det handler om at tage afstand fra enhver form for vold…….Vi køber ikke den med, at tegnerne selv var ude om deres skæbne…..men vi er alligevel ikke Charlie, for vi bryder os bestemt ikke om det blad, og vi ser ikke på mordet på tegnerne som noget, der har givet bladet en positiv status, det ikke have før….” skriver Erling Tiedemam blandt andet i sit indlæg, der slutter med, at han og Benny Andersen er enige om at “det er vanskeligt at opnå en frugtbar debat i samfundet, hvis der kun er to farver på paletten, sort og hvid. Vi vil derfor besvaret spørgsmålet om, hvilket skilt vi vil bære, ‘Je suis Charlie’ eller ‘Je ne suis pas Charlie’ – og svaret er dem begge.”
Tilbage i 60erne underholdt Andersen med nogle nedladende bemærkninger om Dansk sprog og kultur i bl.a. digtet “Muddermålet” hvor vers 1, 2 og 4 lyder:

Vort muddermål er hæsligt
det har så fæl en klang
Hvormed skal jeg dog ligne
og prise det i sang
En halvgammel ludder
med rød og svampet tud
Men hun er så gæv og hun holder stadig ud
Men hun er så gæv og hun holder stadig ud

Hun lægger os på læben
hvert galt og grøddet ord
Til elskovshæsse stønnen
til festens drukne kor
Af hjertet trangt af sorgen
og svulmer det af lyst
Hun skænker os bøvset der lette kan vort bryst
Hun skænker os bøvset der lette kan vort bryst

De fremmede der prøver
at lære hendes sprog
De synes det lyder li’somom
det var havregrød i kog
Og hver gang de prøver
at magte hendes mål
Der ler hun så hjerteløst og siger bare skål
Der ler hun så hjerteløst og siger bare skål

Andersen omtaler Barbados som et multireligiøst lykkeland. Her er lidt uddrag fra omtale.

OSAC:

American citizen tourists visiting the Eastern Caribbean are not targeted for crime to a greater degree than other Western foreigners. Americans who reside in the Eastern Caribbean region and live on local economies do not always enjoy the same level of police protection that regional governments provide to tourists who frequent a more narrow set of tourist areas. Tourism is a major contributor to regional GNPs. According to records kept by the U.S. Consulate in Bridgetown, in 2013 there were no American citizen homicides in the Eastern Caribbean, but those who reported being victims of crime rose from 16 to 18. 

Ifølge denne kilde er mordraten pr. 100.000 i Barbados 7. I Danmark er den, lidt endnu, 1. Ifølge dette wiki opslag udgør den muhammedanske del af befolkningen 4.000 personer svarende til 1,5% af befolkningen. Som bekendt skal tallet op på cirka det dobbelte før muhammedanerne i det små påbegynder jihad. Indtil da er det blot krav om særbehandling muhammedanerne optræder med.

Her på UH håber vi dog ikke, at Andersens hånende digt giver ham problemer af muhammedansk krarakter, men vi må dog skrive som litterær direktør på Andersens forlag, Gyldendal, Johannes Riis udtalte til denne blogholder oven på jihadangrebet på tegneren Kurt Westergaard, ” når man stikker næsen frem må man jo forvente reaktioner”.

Tillæg:

Henrik Marstal har tilsyneladende skrevet en hel bog om Andersens deltagelse i belyvning af hans medborgere med såkaldt “racisme”: Borger i smilets land: Benny Andersen og danskheden

Billeder fra bogens side 116/17:

150628 marstal om benny a cyntia #1
150628 marstal om benny a cyntia #2
Uddrag af digtet sakset her:

Før holdt de sig skjult

skrev anonyme breve

kom med anonyme tilråb

anonyme opringninger

foretog anonyme overfald

nu tør de kaste maskerne

nu har de navne og ansigter

gode danske navne

knyttede danske ansigter

nu har de opdaget hinanden

gennem læserbreve

gennem meningsmålinger

gennem radio og fjernsyn

de kan mærke de blir flere og flere

hævder allerede at være de fleste

endnu er de ikke organiseret

endnu marcherer de ikke i takt

men partiet står parat

med åbne arme                                                                               

og lukkede grænser

Mangt og meget sker

med overrumplende skift

i dette sekels krampetrækninger

Flygtninge

indvandrere

alle I med anderledes hår

anderledes næse

anderledes tro og skikke:

Dette er H.C. Andersens land

lær af ham og bliv klogere

nationalsporten er kanøfling

humoren brolagt med bananskaller

i folkeviddets troldspejl ses

ofre

som trusler

medmenneskelighed

som udansk

Her er det en dyd

selv for højtuddannede

at lade som om man hverken

kan læse eller regne

så få tusinder gøres

vupti

til en folkevandring

Giv agt når nogen siger:

– Jeg er ikke racist, men –

Så er det bare om

at springe til side

før de brækker sig over jer.

Danmark

en gang besat af gale germanere

snart besat af besatte danskere

mit land beboet af rygge

mit land hvor der jævnligt

er rift om sko

der er for små

mit land med skrumpehorisont

forvekslet med verdens navle

Danmark

mit skulende land

bliv voksent og stort

slå øjnene op

slå armene ud

så vi kan rette ryggen

ved at tilhøre dig

Danmark

gør dig ikke mindre end du er

udgør

udfyld din del af verden

gør vores skam til skamme

at vi kan forny dit ry.

– Benny Andersen

Marstal bringer i samme bog et uddrag af et digt af en anden racisme belyver, Ivan Malinowskis “Advarsel”. Her i sin helhed:

Forfulgte i alle lande!
Når I flygter for livet,
gå uden om Danmark,
det er mit råd.
Her i mit land,
som er en oase,
et smørhul og et kødbjerg,
hersker stenhjerter.
Loven er lovende
og justitsministeren
ikke en hvem som helst
men en dannet mand,
han kan fremmedord som asyl
og humanitet, men de er og bliver
fremmede i hans mund.
Sorthårede, skibbrudne,
anderledestænkende!
Jeg som har nydt
jeres brød, fugt og vin
er nødt til at sige: her
har I ikke noget at hente!
Her hersker ikke jeg
men stenhjerter som ikke
skylder nogen noget
og som uden skånsel
sender jer tilbage
til dem der står parat
til at behandle jeres sag
uden fremmedord,
uden at hykle. Her
hersker hykleriet.
Skiltene med ’Velkommen’
gælder ikke jer, gæstfriheden
indskrænker sig til gratis
returbillet til Berlin,
Beirut, Belsen.
Har I jeres liv kært
Som man kan konstatere følger propaganda belyvningerne et mønster…

Endnu en tilståelse

Denne gang er det socialdemordkraten Magnus Heunicke der i Samarbejds-Politiken under overskriften “Jeg vil ikke gøres til medskyldig for terroren, Søren Pind” og med underrubrikken “Der er en – og kun én – der har ansvaret for terrorhandlingen. Og det er gerningsmanden.”

Der er vidst ikke nogen, heller ikke Søren Pind, der har påstået andet med hensyn til det konkrete islamiske jihad angreb på Krudttønden og synagogen i Krystalgade.

Der i mod er vi mange som ser angrebet som en følge af tvangsislamisering af Danmark. Og på det punkt bliver spørgsmålet selvfølgelig hvem der står for den og hvad motivet eventuelt kan være, og hvordan man får gjort ansvaret gældende.

Temmelig indlysende peger pilen på 1983 udlændingeloven, dens bagmænd og dem der som Magnus Heunicke fortsat forsvarere den, og dermed islamiseringen af Danmark. Fra artiklen:

Vi har med lys, mindehøjtideligheder, blomster og hilsner vist vores medfølelse med de dræbtes familier og pårørende.

Det har vi gjort på tværs af politiske og religiøse skel. Jøder, muslimer, kristne. Politikere af enhver overbevisning. Ved at stå sammen har vi vist, at der er værdier, der er større end hverdagens diskussioner og konflikter. Vi har vist, at det er værdier, vi vil kæmpe for, og at demokrati, ytringsfrihed og vores danske måde at være på er noget, der er helt grundlæggende fælles for os, uanset hvem vi i øvrigt er.

Det betyder ikke, at vi skal gemme vores politiske uenighedeMen for en tid er det vigtigere, at vi viser, at politikere står sammen om vores værdier, end at vi er uenige om konkret politik.r og forskelligheder væk.  For en tid er det vigtigere, at vi mindes de uskyldige ofre i stedet for at diskutere med hinanden. Og for en tid er det vigtigere, at vi lader politiet få ro til at opklare og efterforske forbrydelsen, inden vi evaluerer, hvad der kunne være gjort anderledes.

Vores værdier? Er det mon multikulturen og dermed islamiseringen Heunicke her mener er “vores værdier”?

 

Der er en – og kun én – der har ansvaret for terrorhandlingen. Og det er gerningsmanden. Medskyldige er alene dem, der eventuelt måtte have inspireret ham til angrebet eller hjulpet ham med det. Det burde være unødvendigt at sige det, men det er det desværre ikke.

Dagen efter terrorangrebet, da fem politibetjente stadig var indlagt på hospitalet med skudsår og forældrene til de dræbte knap havde fået at vide, at de havde mistet en søn, gik Venstres tidligere minister Søren Pind til tasterne. Han kritiserede regeringen for ikke at have ført en retssag for landsforræderi mod syrienskrigere. Og, tilføjede han: Derfor var det kun et spørgsmål om tid, før dette måtte ske, skrev han.

Altså ansvaret for det man ikke har gjort. Noget andet er så, at de retssager Pind har tankerne næppe ville hjælpe.

Derfor en appel til Venstre: Lad være med at gøre os medskyldige for et terrorangreb. Lad være med at påstå, at man ved at stemme på jer kan undgå terror.

Lad os gemme valgkampen, til den bliver udskrevet og i stedet nu demonstrere sammenhold, forsvar for danske værdier og opbakning til politiet.

Rent hykleri. Socialdemordkraterne har startet valgkampen med kampagnen “det danmark du kender“, der er bare visse emner man forsøger at bortlyve, såsom tvangsislamiseringen af danskerne og sit ansvar for de beslutninger der førte til det islamiske jihad angreb.

I øvrigt har man jo i de kredse Heunicke kommer fra aldrig haft nogle betænkeligheder ved, at tilskrive muhammedanernes islamiske opførsel, Dansk Folkeparti, tonen i debatten og andet godt fra havet.

Grise myter

I anledning af terrorangrebet mod et offentligt møde om kunst og blasfemi på Østerbro i København benytter Søren Pind lejligheden til at trække en sejlivet gammel krikke myte af stald. Pind skriver på sin FB:

pind om gris

Grrrrr! Nogen gange får man lyst til at gøre alvor af at begrave folk i skind fra dyr, der forhindrer dem i at komme i deres såkaldte paradis…

Den bemærkning går på en myte om en, af adskillige, amerikanske militærkommandører på Mindanao først i 1900 årene, Joseph “Black Jack” Pershing. Han skulle angiveligt have indfanget 50 muhammedanske terrorister, henrettet de 49 og begravet dem i griseskind, og ladet den sidste gå, så han kunne berette for brødrene i troen. Og bagefter holdt moroerne sig i ro… Indtil fuld filipinsk uafhængighed og afbrudt af deres bekæmpelse af japanere under WWII.

En af hans kollegaer, Leonard Woods, aktiviteter godt have givet anledning til historierne. Jeg gætter på det har været hjulpet godt på vej af den propaganda krig, der foregik i USA har hjulpet godt til. “venstrefløjen” brugt nemlig deres sædvanlig trick: Løgn historier i MSM, bl.a. forfalskede soldaterbrev. Anyways så er der en god artikel her. Og efter læsning vil man spørge sig selv hvor for fanden lærer vi ikke af vores erfaringer. Et uddrag:

 

One of the bloodiest battles of the whole Moro experience occurred near Jolo City in March 1906, when the Moros there made a determined stand in the crater of another extinct volcano, Bud Dajo. In what came to be known as the “Battle of the Clouds” because it was fought largely at an elevation of 2,000 feet, the Americans launched a heavy bombardment followed by an assault over fallen trees and around huge boulders. Their casualties—21 killed and 73 wounded—were slight against the more than 600 Moros, some of them women dressed as men. The terrible fight aroused widespread criticism when word of it reached the United States. Many Americans thought matters could have been handled peacefully, and that in any case the Army’s onslaught was unnecessarily murderous.

Perhaps because of Bud Dajo, Wood was recalled in December 1909, but not before he had disposed of a troublesome bandit named Jikiri on an islet near Jolo. Pershing returned to take command. Within days of his return, as many as 1,000 Moros again took to Bud Dajo, daring the Americans to come and get them. They did, but more cautiously. In less than week, Moro supplies ran out. Many of the Moros slipped away into the jungle while the rest quietly surrendered. After that, there were only sporadic amok and juramentado attacks until June 1913, when the Moros challenged their enemies at Bud Bagsak in what would be the ultimate battle of the American experience in Moro territory. Although the 6,000 to 10,000 Moros engaged were the greatest concentration the Americans ever faced in the Philippines, the results were as one-sided as ever. Only 14 Americans were killed and 11 wounded, while the Moros lost as least 500 killed, and nobody ever knew how many were otherwise hurt. The Americans were never again challenged militarily in Mindanao or the archipelago.

Der er ellers masser man kan lære af Mindanao såsom nødvendigheden af at holde muhammedanerne under hælen. Der er ikke noget at forhandle om, muhammedanerne forlanger resten af klodens folks betingelsesløse underkastelse under islam, så mulighederne er enten denne underkastelse, en all out war, eller at de bliver strikt holdt i deres egne områder. Det fromme islamofile håb om fredelig sameksistens har ikke gang på jord.

Tillæg:

Tilbage i 2010 fortalte de to islamofile underkastelses politikere Uffe Ellemand og Mogens Lykketoft bl.a. til Berlingskes Politiko:

Hvorfor nævner ingen af jer terrortruslen og den islamistiske ekstremisme som en af de tre vigtigste udfordringer for dansk udenrigspolitik?

LYKKETOFT: »Siden præsident Bushs første definition af den såkaldte krig mod terror, er der heldigvis – tror jeg – sket en fremadskridende erkendelse af, kampen mod først og fremmest er en livslang politioperation.«

ELLEMANN: »Terrortruslen er efter min mening først og fremmest en udfordring for politi og efterretningstjenester, og hvis Afghanistan lige skal have et ord med på vejen, så er et af de store problemer, at indsatsen fra en række af de store europæiske lande kun har været halv- eller kvarthjertet.«

Hvad med de terroranslag i Danmark og andre steder i Europa, som almindelige danskere kan læse om i aviserne. For eksempel angrebet på Muhammed-tegneren Kurt Westergaard og den svenske kunstner Lars Vilks?

ELLEMANN: »Det er jo ikke terror…der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade ører sympati for. Det har du sikkert heller ikke, Mogens, men du kan ikke tillade dig at sige det.«

LYKKETOFT: »Ja, ja det gør de. Der er jo meget hysteri derude. Men jeg mener jo, at efter 11. september har vores internationale samarbejde på politi- og efterretningsområdet udviklet sig eksemplarisk effektivt. Vi kan jo naturligvis ikke være sikre på, at vi kan undgå en hvilken som helst terrorhandling, men vi skal også passe på, at det ikke er det eneste, vi interesserer os for.«

ELLEMANN: »Vi har til alle tider haft tosser og fanatikere, og de skal ikke udstilles som terrorister. Der er jo også tosser og fanatikere, der optræder i religiøs forklædning, som for eksempel den mand, der kom efter Kurt Westergaard med en økse. Det er ikke terror.«