syrien

Veluddannelse

Tilbage i 2015 stillede vi på baggrund af den tilgængelige viden spørgsmålstegn ved påstanden  om, at syriske såkaldt “flygtninge” skulle være veluddannede, her og her.

Nu er der så nyt om det spørgsmål, og nej syrerne er ikke veluddannede. Berlingske referere til en ny rapport fra Rockwool Fonden. (Fondens egen artikel)

Fra Berlingske:

I den offentlige debat har man siden syrernes kommen diskuteret syreres uddannelsesniveau, idet de kommer fra et land, der skulle have et ganske højt uddannelsesniveau. Men syrerne, der er den klart største gruppe af asylmodtagere de seneste år, ankommer til Danmark med ganske lidt uddannelse som bagage, viser undersøgelsen. To ud af tre af syriske flygtninge i Danmark har således en folkeskole som højeste afsluttede uddannelse – blot tre procent har en lang videregående uddannelse.

Wiki artikel om de syriske uddannelses system, her.

Update:

Artikel 2015 på DDR, her.

Sjovnalist: Karsten Østergaard Nielsen

Vores oplevelse er, at folk fra Syrien har en anden arbejdsmoral, end man ellers ser. De ønsker ikke at leve af offentlig forsørgelse, men vil meget gerne kunne forsørge sig selv, deres børn og hustru, siger Morten Weiss-Pedersen

(K), formand for Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget i Middelfart Kommune.

– De er meget motiverede for at komme i gang. Samtidig har de gode IT- og engelskkundskaber og kan meget lettere byde ind til vores arbejdsmarked, siger Kjeld Berthelsen, der er direktør for Social og Sundhed i Struer Kommune.

– Vi kan se i vores forskning, at nogle typer flygtninge lettere får fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er de yngre, veluddannede folk med gode sprogkundskaber – både dansk og engelsk – som klarer sig bedst. Men det hjælper også, hvis de ikke har siddet flere år i en flygtningelejr, før de kommer til Danmark, siger Anna Piil Damm.

Kommer med uddannelser i lommerne

Alle disse karakteristika passer på de syriske flygtninge, forklarer Mette Blauenfeldt, der er leder af Center for Udsatte Flygtninge hos Dansk Flygtningehjælp.

-Syrien var indtil for få år siden et velfungerende land. De havde et uddannelsessystem, der mindede meget om vores eget, og det lykkedes dem i stor grad at få bugt med analfabetismen. Det betyder, at de fleste voksne kan læse og skrive og har en uddannelse, og mange har også brugbar erhvervserfaring med sig, siger hun.

 

 

Advertisements

Jihadist må komme til DK

Det fortælle Al-Ritzau i et telegram, at det Dansk-fjendtlige “Flygtningenævnet” har besluttet. Fra telegrammet:

Flygtningenævnet, som har omstødt Udlændingestyrelsens afgørelse, skriver i afgørelsen, at der ikke er grund til at antage, at manden har deltaget i aktiviteter til fare for Danmarks sikkerhed siden 1. marts i år.

Datoen er afgørende, da loven om syrienskrigere trådte i kraft 1. marts og ikke virker med tilbagevirkende kraft. Dermed kan Flygtningenævnets afgørelse få betydning for fremtidige sager.

– Det her viser, hvor vigtigt det var at få vedtaget lovgivningen, så det ikke sker igen. Sagen falder ud, som den gør, ene og alene fordi loven først har virkning fra 1. marts, så det er pokkers ærgerligt, at man ikke har lavet den før, siger Inger Støjberg til DR Nyheder.

Nu er der ikke tale om, at gøre ting strafbare hvorfor det vil være uproblematisk at genneføre et indrejseforbud for den pågældende.

1) det er ikke nogen straf ikke at måtte rejse ind eller bosætte sig i Danmark

2) at man når man forhøjer strafferammer vil se, at folk der har begået noget før forhøjelsen, men hvis sag først kommer for retten efter, skam bliver idømt en højere straf end de kunne forvente på gerningstidspunktet

Desuden udgør han faktisk en trussel.

I Flygtningenævnet sidder der stærkt islamofile medlemmer udpeget af Dansk Flygtninghjælp. Det er nok her årsagen til afgørelsens udfald skal findes.

 

“Flygtninge”

Polens udenrigsminister, Grzegorz Schetyna, har et indlæg i JP omhandlende muhammedaner importen, hvis fortsættelse er et kardinal punkt for den islamofile junta i EUSSR nede i Bryssel. Uden rigsministeren prøver, at indføre lidt sund fornuft, hvad der givet vil vise sig håbløst. Han skriver bl.a.:

Dilemmaet vil kun blive værre, hvis Europa ikke taler med én stemme. Europa er nødt til at tage afgørende skridt i solidaritetens ånd, men er også nødt til at tage ansvar for sine borgeres sikkerhed.

Hvilket burde være den indlysende første priotet.

Polen modsætter sig på ingen måde at tage imod flygtninge. I juli, før migrationskrisen havde nået de desperate højder, vi ser i dag, erklærede Polen sig villig til frivilligt at give husly til 2.000 flygtninge fra Syrien og Eritrea. I de seneste 20 år er næsten 90.000 tjetjenske flygtninge kommet til Polen, som var det første sikre land, de nåede til. Vi tog imod dem, og vi udviste solidaritet, for polakkerne ved, hvad det vil sige at behøve hjælp fra udlandet i nødens stund.

Vi oplevede det på egen krop, da krig og undertrykkelse herskede i vores land. Det er af samme grund, vi hjælper de hundredtusindvis af migranter fra Ukraine, som er rejst til vores land, ikke kun for at undslippe konflikt, men også i jagten på et bedre og mere stabilt liv. Vi vil fremover fortsat udvise en sådan solidaritet over for dem, der har allermest brug for den, afhængigt af hvordan situationen udvikler sig. I dette lys anser vi et kvotesystem for en lappeløsning, der ikke fuldt ud tager fat om problemet.

Førsteprioriteten må være at forsegle EU’s grænser. Kun sådan vil vi være i stand til at undgå yderligere kaos og brutale træfninger langs grænserne. Selv lande, der indtil for nylig har udvist en meget åben holdning til at tage imod flygtninge, indser nu, at de er blevet overvældet af problemets størrelse. Derfor er vi nødt til at blive bedre og mere effektive til at samarbejde med EU’s naboer.

Naturligvis. En islamisering af europa skal undgås for enhver pris, og vi skylder muhammedanerne mindre end intet. Og det såkaldte samritaner princip gælder nu engang ikke for kristne som gruppe og slet ikke overfor folk der anser os for vantro og på alle måder kun er ude på at udnytte os og i sidste ende udslette os.

Vi skal sikre, at tilbagesendelsesaftaler bliver håndhævet. Der skal indføres omhyggelig grænsekontrol. Dette kræver assistance fra vores side. Vi er nødt til at styrke infrastrukturen i EU’s grænsestater. Vi skal uden videre investere i modtagelsescentre for flygtninge, hvor de kan blive identificeret, og hvor det på grundlag af deres oprindelsesland kan blive vurderet, om de rent faktisk er flygtninge eller snarere økonomiske migranter. Det ville også bidrage til vores bestræbelser i denne henseende, hvis der ud fra passende kriterier blev udarbejdet en EU-liste over sikre lande.

Formanden for Europa-Kommissionen, Jean Claude-Juncker, omtalte for nylig mange af disse forslag i sin State of the Union-tale. Men vi er nødt til at handle mere effektivt – og hurtigere. Frontex, EU’s grænsekontrolagentur med sæde i Warszawa, skal styrkes, så det kan spille en større rolle der, hvor der er mest behov.

Hvis krisen ikke holdes under kontrol, vil den sandsynligvis få indvirkning på vores politik, vores økonomier og på vores samfund som helhed. I ethvert EU-land findes der i større eller mindre grad højlydte elementer, som spiller på populisme, modsætninger og sociale frygtforestillinger. Hvis vi ikke træffer dristige beslutninger i dag, vil døren stå åben for disse elementers valgsejr i morgen.

Vi må ikke lade flygtningekrisen splitte Europa og sætte os op mod hinanden…

For det første har realismen overfor islam ikke noget med frygt at skaffe, men alt med en realistisk virkeligheds opfattelse. For det andet trænger den såkaldte elite, der har påført os det islamiske problem, til at der bliver taget et opgør i en retsal med den, og for de centrale personer en efterfølgende henrettelse. For det tredie har den splittelse allerede indfundet sig ikke blot landene eller indenfor grupper indenfor landene, men sågar inden for familier, hvor det har ført til, at folk ikke længere er på talefod og deltager i begivenheder såsom bryllupper og begravelser.

Her går det godt

Send flere penge.

Som den etnisk fordrevne Anne Knudsen, chefredaktør på Weekendavise, vidste brugte som titel for noget tid siden.

Danskerne har en af sine muntre sønner på dannelsesophold af cirka 1 års varighed ovre i New York i Amerikas Forenede Stater. (han pendler frem og tilbage på 1′ class som vi tidligere har berettet om her)

Men det er ikke sådan helt ligetil, at have familien på ophold under fremmede himmelstrøg. Der er nemlig ikke grænser for alt det der kunne udrettes, hvis blot familie derhjemme kunne indse fornuften i, at sende lidt flere penge. Mogens Lykketoft beretter på et postkort viderebragt på JP.dk:

De rige europæiske lande får nu en opsang fra den kommende formand for FN’s Generalforsamling, Mogens Lykketoft.

Det nytter ikke at beklage sig over de voldsomme flygtningestrømme, så længe der ikke bliver givet tilstrækkeligt med penge til humanitær hjælp i nærområderne, lyder det fra Lykketoft.

»Man kan ikke sige nej til at modtage ubegrænset mange her og så samtidig fedte med hjælpen derude,« siger han.

Alene i Syrien og dets nabolande beder FN om 50 mia. kr. til humanitær hjælp, men kun en tredjedel af pengene er blevet givet. Det betyder bl.a., at der er blevet skåret i fødevarehjælpen til syrere på flugt.

»Hvis man overhovedet vil dæmpe den vandring, som foregår i øjeblikket, må man være villig til at levere en større indsats. Der er brug for milliarder,« siger Lykketoft, der har noteret sig, at flere regeringer – herunder den danske – ønsker, at flygtningesituationen skal løses i nærområderne, men som også har noteret sig, at der er hjemlige aktuelle planer om at skære i den samlede bistand.

»Hvis man mener noget med det med nærområderne, må man i det mindste opfylde de behov, der er for en akut indsats,« siger han.

Dyr, dyrere, emigranter

Generalsekretæren for Dansk Røde Halvmåne, kommunisten Anders Ladekarl, fortæller bl.a. til islamofile Des-Information at det er svært, at samle penge ind til flygtninge, samt at flygtningene så udemærket kunne bo i teltlejre i Grækenland.

Fra artiklen:

Røde Kors er tilstede på øen, men ifølge generalsekretær Anders Ladekarl kan midlerne, han har at arbejde med i Grækenland, slet ikke måle sig med udfordringerne. Der er simpelthen ikke er nok penge til rådighed, og det må der laves om på, mener han.

Billederne af de indespærrede flygtninge på fodboldstadionet på Kos er gået verden rundt, og ifølge Anders Ladekarl er det »fuldstændig absurd«, at man ikke kan håndtere flygtningene på bedre vis i Europa.

Men netop fordi det sker på europæisk jord, er der en vis berøringsangst, siger han.

»Vi må acceptere, at vi har at gøre med en humanitær katastrofe. Hvorfor skulle man ikke kunne lave en teltlejr i Grækenland, ligesom man gør på den anden side i Libanon?« spørger Anders Ladekarl.

»Vi ville gerne, at der rent faktisk bliver åbnet nogle muligheder for, at vi kan bruge penge i for eksempel Grækenland, der ellers normalt skulle have været brugt i for eksempel Somalia. Somalia har også brug for hjælp, men de flygtninge, vi ser i blandt andet Grækenland, er i en næsten livstruende situation. Derfor må man finde nogle løsninger, hvor vi kan dispensere fra de normale rammer,« siger Anders Ladekarl.

Når verden oplever naturkatastrofer, samler danskerne ofte penge ind via store kampagner og landsindsamlinger på tv. Vi har endnu ikke set en landsindsamling for flygtningene, der kommer til Europa, men Røde Kors har haft deres egen indsamling over sommeren. Ifølge Anders Ladekarl ville det dog være synd at sige, at organisationen ligefrem er blevet »væltet ned af folk, der gerne ville donere til hjælpearbejde«. Der er nemlig kun kommet omkring 50.000 kroner ind. Det kan der ifølge generalsekretæren være flere grunde til.

»Flygtninge er noget af det, vi traditionelt har allersværest ved at samle ind til. Folk vil faktisk hellere donere penge til dyr og dyrevelfærd, end de vil til flygtninge,« siger Anders Ladekarl.

Desuden, forklarer han, er den græske regering heller ikke nødvendigvis interesseret i at modtage mere hjælp, da de ikke ønsker at beholde flygtningene på græsk jord.

Lidt bemærkninger.

Anders Ladekarl er kommunist, en ideologi der ikke er væsentlig forskellig fra nazisme. I hans studieår var han endda et ledende medlem af den kommunistiske bevægelse. En medstuderende har berettet, hvordan han og hans daværende kone gentagene gange var på studieophold i DDR, det daværende Østtyskland. I hans tid som chef for Dansk Ungdoms Fællesråd satte han kikkerten for det blinde øje i forhold til, at politisk ungdomsforeninger malkede kassen ved hjælp af oppustede medlemstal. Et forhold som især venstrefløjs grupperinger relativt havde mest ud af.

Det er selvklart hvad det er Ladekarl mener teltlejre skal tjene som, nemlig en midlertidig foranstaltning inden de muhammedanske emigranter sendes videre til nordvesteuropa. Men hvad med, at man istedet etablerede sikre områder i Syrien og opførte teltlejre der? Røde Halvmåne og Anders Ladekarl kunne så tjene deres penge ved at stå for driften af lejrene, som skal betales af blandt andre Saudi Arabien. – Dansk Røde Halvmåne havde 2013 en netto profit på cirka 50 millioner på at drive lejre i Danmark. Hvorfor ikke tjene de penge i Syrien?

Det er glædeligt, at danskerne ikke give penge til Røde Halvmåne i noget nævneværdigt omfang. Og nej løsningen er ikke, at Røde Halvmåne så i stedet for skattepenge, betalt af de aller alller fattigste danskerere, blandt andet i form af plejehjem, der minder om koncentrationslejrer.

En passant kan UH fortælle, at da filippinerne i 2013 blev ramt af tyfonen Yolanda (her og her) samlede Dansk Røde Halvmåne også ind. På kort tid blev det til lidt over en million, som så blev toppet med 10 fra skatteyderne. Måske Ladekarl næste gang skulle sige det som det er, i stedet for at inddrage sagesløse dyr i sine forklarings modeller.

Og husk for øvrigt: Nasserøvene sidder ikke i lejrene, men på kontorene hos NGOerne, bl.a. hos Røde Kors.

Godhedsindustrien ved det godt…

En Camilla Paulsen havde et indlæg om integration af DFs vælger, som Kim på Uriasposten fandt blogværdigt. Tilbage i november 2013 havde Paulsen en analyse i margasinet Ræson, fandt en kommentator på Uriasposten, der Adler. – Som for øvrigt i følge eget udsag er en af de folkepensionister, der lever beskedent, sådan at Camilla Paulsen kan få lov til at lege godhed for pengene. Artiklen i Ræsión vender vi tilbage til nedenfor.

Fra blogposten:

Jeg græd lidt på vej hjem i bus 5A sidste torsdag aften fra det, der skulle have været en valgfest. Ligesom resten af min slags var jeg sønderknust over, at Dansk Folkeparti nu er Danmarks næststørste parti, da jeg altid har været skræmt over den retorik, DF har ført om flygtninge og indvandrere.

Men som dagene er gået den forgangne uge, er jeg kommet frem til, at jeg har taget fejl i min integrationsiver. Det er jo DF’erne, der skal arbejdes med.

2. Madskoler

DF har hidtil gået meget op i frikadeller og svinekød. Med oprettelsen af en række nye madskoler kan danskere med manglende multikulturel forståelse lære at lave den mad, vi andre spiser. Her kan de lære at bruge krydderier som hvidløg og chili og lave italiensk, indisk og vietnamesisk mad. Måske kan der endda blive tid til en enkelt udflugt til den nærmeste shawarmabar. Dette vil give dem større forståelse for vores kultur i Danmark og medvirke til at assimilere dem.

For at finde ud af, om danskerne med manglende multikulturel forståelse overhovedet passer ind i Danmark anno 2015 og fortjener at bo her, kunne man lave en multikulturtest. Hvis de ikke består testen, kunne vi sende dem til nærområderne. … Eller også kunne vi alle sammen lade være med at gå så meget op i etnisk oprindelse og politisk orientering og møde hinanden i øjenhøjde uden fordomme og krav.”

Uden i øvrigt at kommentere på vidensniveauet i Camillas artikel (hun er udannet fra RUC) så har alle disse DFere næppe tid til, at deltage i den slags pipfugle kurser og i øvrigt er det mere oplagt, at DFerne laderer deres ægtefæller undervise Camilla&klaphatte i de forskellige kinesiske, thailandske, filippinske, persiske, grøndlandske og alle mulige andre køkkener, end omvendt. Måske Camilla endda kunne blive uddannet…

Som sagt har Camilla tilbage i 2011 begået en artikel i Ræson, kaldet en analyse på RUCsk, hvor emmnet er syriske flygtninge i nabolandene, dvs nær området. Fra artiklen:

”I krisens begyndelse var de syriske flygtninge vitterligt velkomne. To år inde i krisen er antallet af flygtninge blevet så enormt, at det er skyld i store spændinger. Tallene taler for sig selv.” Det fortæller Roberta Rosso fra FN’s flygtningekommission, UNHCR, om situationen i Libanon. Den voldelige konflikt har sendt 2.192.222 syrere på flugt, og det største antal, 805.741 flygtninge, befinder sig i Libanon, som også er det mindste af modtagerlandene. Herudover befinder 126.121 syrere sig i Egypten, 197.844 syrere i Irak, 506.532 syrere i Tyrkiet og 541.025 syrere i Jordan.

Siden begyndelsen af 2013 er antallet af flygtninge vokset markant. Der er 1 mio. registrerede flygtninge, men mange tør ikke registrere sig, da de er bange for, at deres navne ender i hænderne på den syriske regering.

I de fleste af landene er der oprettet lejre, hvor flygtningene kan bo under rimelige forhold. Det vil sige, at de har adgang til mad, vand, sanitet, uddannelse og lægehjælp. Den største lejr er Zaatari i Jordan. Her bor 109.998 syrere. Det er ofte bedre for den økonomiske situation i modtagerlandet, hvis der oprettes deciderede lejre. Internationale humanitære organisationer sørger nemlig for at dække de basale behov i disse tilfælde. Den libanesiske regering har alligevel valgt ikke at oprette lejre, hvilket lægger et stort pres på landets uddannelsessystem, sammenhængskraft og ikke mindst økonomi. Krigen i Syrien har derfor store konsekvenser for libaneserne.

Den akutte mangel på flygtningelejre, og flygtningenes spredning ud over hele landet, gør det svært at få bragt nødhjælp ud til alle. Der er ikke nogen officiel begrundelse for, at regeringen ikke ønsker at oprette lejre, De fleste medier mener dog, at det er fordi, at Libanon stadig har store palæstinensiske flygtningelejre. Eksempelvis har lejrene Sabra og Shatila været i landet i mere end 60 år, og de er efterhånden omdannet til små byer. Libanons styre ønsker ikke, at det samme sker for syrerne.

Et andet problem er, at mere end 170.000 libanesere er blevet skubbet ud i fattigdom. Årsagen er, at syrerne har mulighed for at arbejde for en lavere løn end ufaglærte libanesere, da de også modtager nødhjælp. Syrerne er derfor mere attraktive for arbejdsgiverne. De eneste, der tjener på flygtningenes tilstedeværelse, er værelsesudlejere, som kan sætte lejen højere, og arbejdsgivere, der kan få billig arbejdskraft. U

Antallet af turister, som ellers er en af Libanons store indtægtskilder, er faldet i takt med krisen. Dette kan ikke forbindes med de mange flygtninge, men skyldes, at turisterne ikke tør besøge nabolandet til en raserende borgerkrig. De to anbefalinger, som Verdensbanken fremlagde ved lanceringen af rapporten, var enten flere fonde fra internationale donorer eller politiske reformer. Men eftersom der er mangel på internationale donorer, og Libanon i øjeblikket står uden regering, så efterlader det libaneserne i en form for dødvande.

Problemerne forårsaget af de syriske flygtninge har skabt ambivalente følelser i den libanesiske befolkning. Den norske researchgruppe FAFO lavede i juni 2013 undersøgelsen ”Lebanese Contradictory Responses to Syrian Refugees Include Stress, Hospitality, Resentment” i samarbejde med AUB. Undersøgelsen viser, at over halvdelen af de adspurgte libanesere mener, at der ikke skal lukkes flere syrere ind i landet.

Men samtidigt involverer libanesiske, religiøse grupper, heriblandt Hezbollah, sig i Syrien på hver deres side. Det er blandt andet også imellem disse grupper, at der har været voldelige sammenstød i Libanon henover sommeren. Og det er disse sammenstød, der er den primære genstand for libanesernes frygt.

Situationen i Libanon har i tidligere givet anledning til en post her på hotellet. Det drejed sig om, at den danske ambassadør i landet Jan Top Christensen i høje toner priste multikulturalismen i landet, som han fandt vellykket

Og Camilla fra uvidenhedsanstalten RUC kan vidst ikke undskylde sig med uvidenhed i forhold til de ricisi man udsætter den almindelige befolkning for, når man rå importere muhammedanere fra krigszoner som MENA.