udlændingeret

konventions grænser

 

En Jørgen Gammelgaard slår i en kronik på JP.dk det indlysende fast: Nemlig at diverse konvention ikke kan eller skal fortolkes sådan, at Danmark har pligt til at give ophold til alverden. For en uges tid siden var det Ole Hasselbalch der slog det samme fast samme sted. Omtalt på Uriasposten, her. At den kriminelle naziislamist og jurist, Hans Gammeltoft Hansen, har en anden opfattelse ændre ikke på, at det er en urigtig opfattelse juridisk og, at opfattelsen derfor må formodes båret af andre motiver. Fra kronikken:

Lad det være slået fast. Der står ikke i nogen konvention, at Danmark i 2016 skal modtage de 40.000 flygtninge eller familiesammenføringer, som prognoser har peget på kan være tallet. Der står ikke et ord i eksempelvis Flygtningekonventionen om, hvordan det enkelte land skal gennemføre konventionen og meget lidt om, hvordan begrebet forfølgelse skal fortolkes, og hvornår man er flygtning. Det er op til det enkelte land. I Japan har man valgt en måde at fortolke konventionen på, der indebar, at Japan i 2015 kun accepterede 27 asylansøgninger ud af 7.500.

Noget lignende gælder FN-generalsekretærens hjemland, Sydkorea. Desuden kan man jo nævne Australiens tilgang med behandling af asylsøgere på centre i Stillehavet, hvor selv personer, der anerkendes som flygtninge, ikke gives ophold i Australien. Hertil kommer de fleste af de østeuropæiske lande. Er landene af den grund blevet stillet for en international domstol? Har nogen truet dem med sanktioner eller andre repressalier? Nej, det er ikke sket. Og fælles for landene er, at de vurderer, at de helt holder sig inden for de konventioner, de har underskrevet. Hvorvidt man evt. skal ændre eller opsige den ene eller anden konvention, er dog ikke det relevante spørgsmål. Første skridt må være ikke at anlægge den nuværende udvidende fortolkning af de forskellige internationale konventioner, herunder Flygtningekonventionen.

Siden november sidste år har det været fortid[den Nordiske Pasunion, HU] – mere end 60 års bevægelsesfrihed er nu blevet et offer for en forfejlet flygtninge- og udlændingepolitik. Både Danmark og Sverige har netop forlænget grænsekontrollen til november 2016. Hertil kommer hele det sikkerhedsmæssige aspekt. Angreb i Paris, København, Bruxelles, flere steder i Tyskland og i Nice har sat en tyk streg under, at vi befinder os i en ny sikkerhedsmæssig virkelighed.

Hvordan er det så kommet så vidt? Det er det, fordi der har været kredse, der har haft en interesse i, at det er blevet sådan – undertiden drevet af smukke, men komplet naive tanker om at redde verden, men nok mere af jordnære økonomiske interesser og en branding af sig selv som frelste politisk korrekte menneskekærlige humanister.

Alligevel har Danmark over årene modtaget flere end 11.000 palæstinensere, og en del har fået statsborgerskab netop under henvisning til statsløsekonventionerne. Politikerne er blevet viklet ind i et spind, der giver indtryk af, at kommer man fra et land, der ikke har demokrati og frihedsrettigheder efter danske alen, så kan man komme i betragtning til asyl og varigt ophold i Danmark for sig selv og ens familie. Tankerne glider hen på Tolkien og ”Ringenes Herre,” hvor Gríma Ormtunge spinder den stolte kong Théoden af Rohan ind i et væv af ord, der gør ham totalt handlingslammet.

I Ringenes Herre bryder troldmanden Gandalf forbandelsen og kong Théoden genvinder handlingens kraft. Vågner vores egne politikere op, behøver de ikke i første omgang at opsige konventionerne. De kan starte med at administrere konventionerne efter deres bogstav. Herefter skal alle kræfter sættes ind på tilbagesendelse – de 15 mia. kr., som Danmark årligt anvender på bistand, er et godt udgangspunkt. Samtidig skal der lægges maksimalt pres på lande som Afghanistan og Iran, som vægrer sig imod at modtage egne statsborgere. Det vil være en begyndelse.

 

 

elektrisk hjørne

I november 2014 havde Snaphanen en post med sigende fotos fra området omkring Udlændingestyrelsens hovedkvarter i Ryesgade. Posten her.

Asylbranchen

Jeg befandt mig i andet ærinde nær Udlændingestyrelsen i Ryesgade 53. Det var lige efter kontortid, men normalt skal området ligne en markedsplads i bumfuckistan. Inden for hundrede meters nærhed lå disse afledte brancher – som ludere nær en hovedbanegård, tænkte jeg efter at have set hovedbanegårde nok i mit liv og ved et uheld også enkelte asyladvokater, hvis skrupelløshed  var så graverende, at jeg ville afsløre deres identitet, hvis jeg beskrev dem nærmere her. Jeg sendte Dickens en venlig tanke.

Nu har organet for islamisk oplysning, den berygtede publikation, Samarbejds-Politiken, haft en sjovnalist på besøg i bemeldte advokatkontor for en potræt samtale med kontorets indehaver, Aage Kramp. Fra artiklen:

Advokaten indtager en forsinket frokost. Måske morgenmad. Han glemmer at spise, for advokaten har fået travlt på sit kontor efter regeringsskiftet. Mere end sædvanligt.

Han drikker en tår af en Pepsi-Cola Max og kigger på en lille pose med gulerødder.

Og giver sig så i kast med en hamburger uden ost.

Hele eftermiddagen har han siddet i den indremissionske Bethesda-kirke på Israels Plads i København, hvor han giver gratis rådgivning til udlændinge, som han gør hver den sidste onsdag i måneden. Her kommer mennesker, som af den ene eller den anden grund er gået i stå med deres ansøgninger til de danske myndigheder.

55-årige Aage Kramp har over 100 sager om familiesammenføring om året.

Hans kontorer er placeret i henholdsvis en forhenværende butik og et nedlagt vaskeri på hver sit hjørne midt i et T-kryds lige over for Udlændingestyrelsens 3 etager høje kontorbygning i Ryesgade på Østerbro i København.

150728 aage kramp snap

foto©Snaphanen.dk (stjålet uden tilladelse)

»Aage er ret kendt blandt udlændinge, og han tager jo nok for mange sager, men alligevel kan man altid lige forstyrre ham, og han bliver aldrig sur. Han er totalt åben«, siger hun.

Kontoret kræver først betaling, når rådgivningen bliver til en egentlig konsultation, og det sker ofte.

»Men det sker også, at Aage glemmer betalingen, og vi har i forvejen ret lave priser. Han er jo styret af sin tro, men hvis han havde ønsket at køre det her kontor for pengenes skyld, havde han nok været millionær«, siger Farah Mahdi.

»Jeg vil gerne sikre, at folk får en ordentlig rådgivning, så man undgår nogle af de menneskelige katastrofer, når folk, som elsker hinanden, ikke kan få lov til at bo sammen i det her land. Eller når børn ikke kan få lov til at bo her med deres forældre«, siger han.

Hun er blevet skilt fra sin danske mand og er derfor i fare for at miste opholdstilladelsen. Hun arbejder på et kyllingeslagteri i Jylland og har taget en fridag for at kunne rejse til advokatens kontor i København for at få hjælp til en ansøgning om ophold.

»Åh, du arbejder på et kyllingeslagteri? That’s why you look like a chicken«, siger han.

Aage Kramp er opdraget i den kristne tro og går i kirke hver søndag. Hans far var skolelærer, men da Aage var en lille dreng, fik faren, fortæller han, et kald.

»Vor Herre fortalte ham, at han skulle rejse ud og gøre noget, så han meldte sig til Sudanmissionen«.

»Jeg tror, at en af de tråde, man kan trække fra mine forældre og frem til mig i dag, er ønsket om at prøve at gøre en forskel. Man kan sige, at jeg er drevet af et religiøst engagement. Jeg er optaget af næstekærlighedsbudskabet, som jeg ser som det centrale element i kristendommen«, siger han.

Familien flyttede tilbage til Stengården i Bagsværd i Danmark, hvor mor fik arbejde på en plastikfabrik og far et job i en uafhængig kirkelig organisation.

Selv flyttede Aage Kramp hjemmefra som 16-årig og ind i et kristent kollektiv på Christiania.

I dag er Aage Kramp gift med Kwanele, der kommer fra Zimbabwe, og som han mødte under en sag om en studietilladelse. Hun har bestilt flybilletter til 2 ugers ferie i Zimbabwe, og parret skal af sted hen over sommeren.

De første 10 år af sit advokatvirke holdt Aage Kramp sammenlagt 2 dages ferie. Han kommer altid sent hjem og er på arbejde alle weekender. Hård kost for en mand, som kæmper med diabetes, og som fik indopereret en pacemaker i 2014.

»Nogle gange bliver jeg bekymret for, om han får spist nok. Han drikker jo meget Pepsi«, siger hun.

»Oftest er nye lovændringer vedtaget eller aftalt i forbindelse med et finanslovsforlig, som i virkeligheden har det formål at få en finanslov igennem. Så har man givet nogle lunser til Dansk Folkeparti på udlændingeområdet, som efter partiets opfattelse gerne må være af antimuslimsk karakter. Så har nogle dygtige embedsmænd skullet filtrere det til en lovgivning, som er af mere generel og ikkediskriminerende karakter«, mener han.

Her på UH tror vi godt advokaten kan glemme alt om, at DF fremover lader sig spise af med lunser. Og med hensyn til, at love skal være af “ikkediskriminerende karakter”, så er det noget vrøvl. Menig med lov er netop, at diskriminere på et sagligt grundlag. Og i den forbindelse er der gode saglige grunde til at holde muhammedanere, foruden en del andre, ude af landet.

Med hensyn til jurister med baggrund i missionske familier, så slås vi gang på gang med forundring over, at det ser ud til at netop de har en særlig tendens til, at optræde som farisærere. Og mindes Hans Gammeltoft Hansen, der har en lignende baggrund, og Hans Kirks beskrivelse af miljøet som inficeret af pædofili og incest.