Af og til hiver kulturmarxistiske Des-Information en AEHer ind til legitimation af sprøjtens standpunkt i racespørgsmålet (islam er en race, muhammedanerne er en race). Således har en hr. El-Jabri fået optaget en kronik, der på visse stræk er ganske fornuftig omend urealistisk. Øst er øst, vest er vest og islam er islam for at parafrasere historikeren Parkinson. El-Jabri skrive bl.a. under overskriften Tryghed er noget, vi skal give hindanden:
…
Få meter foran mig går en pige, hun er i begyndelsen af sine teenageår.
Mine skridt knirker i den nye sne bag hende. Hun må have oplevet det, som var jeg hoppet ud af busken. Hun begynder at kigge tilbage efter mig og sætte tempoet op. Situationen er tydeligvis ubehagelig for hende. Jeg tager med det samme en beslutning om at krydse vejen, så jeg ikke skal gå bag hende. Nu kan hun ånde lettet op og igen føle sig helt tryg. Oplevelsen sætter sig lidt i mig. Men jeg forstår hende godt; stor sort dunjakke, brede skuldre og huen trukket godt ned. Mørket, lyden fra mine skridt og den tomme gade.
…
Der har sjældent været bedre forudsætninger for at tale om kvindesynet, men i stedet bliver vi mødt af en venstrefløj med en velmenende, men forsimplet tilgang og en højrefløj, der er farvefikseret. De evner ikke at løfte debatten sammen. Tilbage står en gruppe kvinder, overhalet af en ideologisk kamp. Medierne skærer alt for mange hjørner i historien om Køln for at komme først med seneste nyt, og politikerne løber fra mikrofon til mikrofon.
Frygten for de andre
Lige nu bliver følgende citat brugt flittigt på de sociale medier: »Hvis du kun bekymrer dig om seksuelle overgreb, når gerningsmændene er muslimer, så bekymrer du dig ikke rigtigt om seksuelle overgreb.«
Det får mig til at tænke på et møde for to år siden med en nationalkonservativ blogger, jeg deler hjemstavn med. Han forsvarede sin nationalisme med, at han ville give tryghed til sine børn. Det blev ikke sagt direkte, men i løbet af den lange samtale blev det tydeligt for mig, at min brune søn ikke er en del af den ligning. Jeg vil dog vove den påstand, at hvis man kun bekymrer sig om sine egne børns tryghed, så bekymrer man sig ikke rigtigt om børns tryghed. Så jeg sagde til bloggeren, at for mig handler det netop om at skabe et trygt samfund for både mit barn, hans børn og alle andre børn. Men frygten for de andre lever i bedste velgående på tværs af etniske og kulturelle skel i det danske samfund.
…
Da jeg for snart et år siden etablerede en fredsring rundt om synagogen efter angrebet den 14. februar, drejede det sig om at udvise solidaritet og tilbyde den jødiske minoritet tryghed i det omfang, det er muligt. Den jødiske skole, Carolineskolen, er i dag bevogtet af væbnet politi, omringet med kameraovervågning og pigtrådshegn. Det er for mig det stærkeste symbol på vores manglende evne til at stå sammen som et folk under en fælles patriotisme med respekt for diversiteten.
Den, der først formår at implementere i debatten, at kampen for tryghed er vigtig for os alle uanset fortegn og hudfarve, vinder. Vi har lige nu den bedste chance i mands minde for at samle befolkningen på tværs af forskelle i en kamp for alle kvinders tryghed. For vi kan alle sammen relatere til, at det er en datter, søster eller mor, som er offeret.
Men der er også den mulighed at udnytte situationen til at sprede mere frygt i samfundet og grave endnu dybere kløfter mellem den hvide og brune dansker.
Mere om hr. El-Jabri hos Uriasposten, her. Hr. El-Jabris FB opslag i anledning af samme, her.