Vittighed under anklage

– Mooar! Hvorfor spiser vi ikke aber?

Fordi vi er beslægtede med dem!

Er det, så også derfor muslimer ikke spiser grise?

Sådan lød teksten ved siden af et billede af en abe, da en 29-årig mand fra Fyn 26. november sidste år forsøgte at gøre sig morsom på Facebook.

Fortæller EB.dk.

Hos avisen.dk fortæller man videre, at vittigheden i denne om gang blev frifundet. Vittigheden som den lyder i straffelovens § 2666 b:

§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

Hos Avisen.dk uddybes der lidt:

Der var rejst tiltale på baggrund af en overtrædelse af straffelovens paragraf 266, stykke 1, den såkaldte racismeparagraf,…

– Der er to ting, som skal være opfyldt for at dømme efter den racismeparagraf, som blandt andet min klient var tiltalt for, siger han.

– Det første er, at der skal foreligge en krænkende udtalelse i forhold til en speciel gruppe. Det er det ene led.

– Det andet led er, at man skal have haft forsæt til at udbrede det til offentligheden eller udbrede det i øvrigt. Det er det andet led, fortæller Bruun.

Retten fandt, at ingen af de to led var opfyldt i den pågældende sag.

Andreas Bruuns klient havde kun cirka 100 venner på sin Facebookprofil, og retten mente derfor ikke, at det var den tiltaltes intention at udbrede opslaget til offentligheden.

Det sidste, de 100 venner er lidt interessant. Hvis der er tale om en profil, der ikke umiddelbart er tilgængelig, er de 100 ikke “offentligheden”, men en bestemt afgrænset gruppe, mens “offentligheden” må være en ubestemt gruppe. Den kan så godt være langt mindre end 100 personer, f.eks 5 for den person, der fremsætter en udtalelse, ukendte gæster på en offentligt tilgængelig restaurationsvirksomhed.

Det sagt, så har anklagemyndighedens motivation for, at rejse sagen, nok hovedsagligt været, at jage en skræk i livet på os islamofober.

Som en såkaldt ekspert fortæller på B.dk, så:

Som Søren Pind selv gør klart i inter­viewet med Berlingske, er han »rigets øverste anklager« og dermed anklagemyndighedens øverste chef.

»Som chef for anklagemyndigheden er justitsministeren i sin gode ret til at instruere Rigsadvokaten om at anke en eller flere sager for at afprøve, om praksis er i overensstemmelse med Folketingets anvisninger,« siger Jørn Vestergaard.

Det er muligt, at tidligere justitsministre også har stillet særlige krav til anklagemyndigheden, men det er svært at påvise. Den slags initiativer efterlader sjældent papirspor, lyder det fra Jørn Vestergaard.

Så det er da meget muligt, at en af utallige foregående justitsministre fra skattesvindleren Helle Thornings regime har bedt Anklagemyndigheden sænke niveauet for, hvad der skal til for at få en 2-666 b anklage på halsen. I øvrigt er der om Vestergaard at bemærke, at han ikke er ukendt med at påvirke pågående retssager, jf. Blekingegadebanden.

På ruleoflaw.dk bekymere Mikael Lyngbo, svigerfar til ingen ringere end Zenia Stampe, sig en del over politisk indblandning i, gennem instrukser til anklagemyndigheden, konkrete sager, og skriver bl.a.:

I forrige uge kritiserede den tyske justitsminister Rigsadvokaten for at have indledt efterforskning i en sag, hvor klassificerede dokumenter var blevet offentliggjort. Ministeren mente, at hensynet til ytringsfriheden skulle have haft forrang, og at der ikke skulle være indledt efterforskning. Rigsadvokaten forsvarede sin professionelle uafhængighed, men blev tvangspensioneret af justitsministeren, fordi justitsministeren nu havde mistet tilliden til ham.

Sådanne udtalelser og handlinger vil utvivlsomt blive bemærket med begejstring af diverse despoter og autokratiske ledere, som altid har tilstræbt at kontrollere og kunne anvende retsvæsenet som en del af deres magt, herunder at kunne anvende det mod politiske modstandere.

De ukrainske retssager under Yanukovich mod regeringsmedlemmer fra den tidligere regering (Tymoshenko, Lutsenko, Ivashchenko m.fl.) er eksempler. Kontrol med anklagemyndigheden var afgørende i et land, hvor frifindelsesprocenten lå under 1%. Blev man tiltalt, blev man dømt.

Et andet aktuelt eksempel er Tyrkiet, hvor AKP regeringen er i fuld gang med at tilbagerulle reformerne, som gav anklagemyndigheden en høj grad af uafhængighed. Anklagemyndigheden misforstod uafhængigheden og troede, at den betød, at de også kunne efterforske korruption i regeringskredse. Det var selvfølgelig ikke meningen, så nu er et stort antal anklagere, dommere og politifolk sendt i eksil i fjerntliggende dele af landet.

Et par bemærkninger til Lyngbos skriv.

Det er så sandelig også et problem, når juradiaciet, herunder juridiske læreanstalter, af egen drift giver sig til, at forfølge politiske og/eller ideologiske målsætninger i det skjulte gennem fortolkninger, afgørelser, lærebørger og utalligt andet for, at fremme bestemte dagsordner uden der er et gennemskueligt mandat fra “despoter”, det være sig valgte eller andre.

Sådan som man ser det i Europa, ikke mindst når det handler om at fremme islamisering, befolkningsudskiftning og EUSSR.

Mht kernen i det problem Lyngbo peger på, instuktions beføjelser overfor juradiaciet, så er det logisk uløseligt. Man kan ikke have et herreløst organ, også forvente at det ikke selv sætter sin egen dagsorden, hvilket i sig selv strider mod “retten”. Men lidt hjælp kan der dog findes. Det er nemlig uanset instruktion/fravær af instruktion retsstridigt/kriminelt, at forfølge retsstridige formål, f.eks formål der savner et gyldigt mandat. Og ellers kan man jo gå tilbage til sine klassikere så som processerne efter WWII (Manila og Nürnberg), Blogna og Cicero.

Også skal vi da lige underholde med en sjov islamofobisk vittighed til offentligheden:

Q. What do you say to a Pakistani at Christmas?
A. A quart of milk, a loaf of bread and a pack of Marlboros please.

Nappet herfra.

Tillæg

Ruleoflaw.dk ser ud til, at være blog, der er værd at følge. Dette lille hip til sakset herfra om rule of law vs. rule by law som ikke er en triviel diskussion.

(5) Rule by law can be either ad hoc (which is genuine despotism) or principled. Principled rule by law theory shares with rule of law theory the arguments that a stable, generally recognized law is needed in order to maintain generality, impersonality, and effectiveness of government. Thus principled rule by law theory allows for what Fuller has called “the internal morality of law” to the extent that this is prudentially justifiable as conducive to the ends of government. (There is an interesting paper by Kenneth Winston on this subject in the context of Chinese Legalism at SSRN; much of what I say in this post is influenced by Winston.)

(6) Much of what we call rule of law today is really rule by law; a very serious equivocation given that they tend in entirely different directions.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s