En markant skikkelse hos løgnepressens elektroniske flagskib DDR er død. Der er tale om Tyge Pedersen, der gennem flere årtier forurenede på adskillige bølgelængder.
Hans partner in crime, Jørgen Dragsdahl (kendt for sit samarbejde med KGB) skriver i en FB opdatering:
30 december 1896 blev José Rizal henrettet efter en tvivlsom retsag gående på, at han skulle have anstiftet oprør lokalt mod det spanske imperium. Tvivlsomt fordi han propaganderede for det modsatte, bl.a. udfra den betragtning at et oprør ikke kunne vindes med de til rådighed stående midler overfor et regulært politi og militær, og der hverken ved retsagen eller sidenhen er kommet noget frem, der bare antyder han blot skulle have båret det synspunkt som et dække for andre aktiviteter.
30. december er philippinsk nationaldag, Rizal Day, kaldet.
Venstreekstremister er sidenhen ankommet på den konklussion, under dække af at arbejde “historisk/akademisk”, at Rizal blot var en figur som “amerikanerne” lod udnævne til nationalhelt som led i kolonialt “brød & skuespil”. Det er naturligvis forkert allerede fordi han var velkendt og vellidt mens han levede. Personer som Bennedict Anderson og Ian Buruma er proponenter for en sådan udlægning b.a.. YEN MAKABENTA tager i Manila Times i anledning af årets Rizal Day fat i den historie og skriver bl.a.:
In his fine book, A Nation Aborted: Rizal, American hegemony and Philippine Nationalism (Ateneo University Press, 2008), Floro C. Quibuyen discusses at length the fruits of his research on the issue.
First Philippine Republic started Rizal Day
His first entry is reassuring:
“Rizal Day was actually started not by the Americans but by the Filipinos. The first commemoration was held on 30 December 1898, when General Aguinaldo, on behalf of the revolutionary government at Malolos, Bulacan, officially declared that day as a national day of mourning in solemn observance of the second anniversary of Rizal’s execution.…
Quibuyen cites the work of an Englishwoman to show how veneration of Rizal had spread as far as the Visayas. The lady is Mrs. Campbell Dauncey, who wrote an account of her visit to the archipelago, an Englishwoman in the Philippines….
…
In a letter dated Dec. 31, 1904, she wrote an interesting account of Rizal Day in the town of Iloilo. In this brief epistle, she strikes at the heart of the political problem then facing the American regime.
She wrote:
“I think you may be amused to hear about a Filipino fiesta, which took place yesterday, called Rizal Day – the anniversary of the death of the national hero, a Filipino of the name of Doctor Rizal. He was the William Tell of the Philippines, except that his existence was a reality, not a myth, for he died only eight years ago.”Further on, she reported:
“I have met people who were present at the execution of Rizal, and they tell me that the crowds were vast, and relate how Rizal faced a line of soldiers bravely and was shot. Rizal had a nice, clever face of a refined Filipino type, if one can trust the portraits on the Conant bank notes, and the Filipinos simply adore his memory.”It’s striking from this account that Philippine bank notes carried the portrait of Rizal barely two years after the Revolution was declared over, and the American civil government installed.
Dauncey made one final comment on Rizal Day when she said that Filipinos would seize on the anniversary “to give relief to some of their patriotic emotions.”
Sammenligningen med Wilhelm Tell kan virke opstyltet, men er relevant nok, for udover at Rizal oversatte H. C. Andersen så oversatte han også Wilhelm Tell (o.a.) til tagalog, hvad vor englænderinde jo nok har været klar over.
A pro pos: Rizal Day 2000 udførte muhammedanske terrorister et koordineret bombeangreb i Manila; wiki., hvad vel nu kan ses som en slags generalprøve på senere angreb af den type.
Kronologi omkring angrebet, her.
diciplin.
Snaphanen skriver med afsæt i en John Cleese optræden om kreativitet:
“Kreativitet” er et ord jeg ikke bruger. Det kom for alvor ind i sproget i 70 erne, antageligvis lød det lidt finere end “skabende,” men det er en anglicisme og jeg bryder mig ikke om dem. Vi formelig vader i dem. Når skuespilleren siger “min karakter” i stedet for rolle, person, figur, når “varer” hedder “produkter,” “forebilleder” hedder “rollemodeller,” og “sammenhæng” hedder “kontekst.” (Der er iøvrigt en side om dårlige indvandrerrollemodeller her) Ih, hvor vi lyder som om vi alle har gået på et fjerdeklasses masseuniversitet.
Ude hos GRP har man netop været omkring diciplin og har fundet dette opslag:
Og ChinoF skriver bl.a.:
Filipinos do not seem to understand or accept that discipline should not just have an external source. Discipline should come from within. Successful and prosperous societies are peopled by those who do right on their own, not just because they are afraid of punishment; they embrace what is right and believe in it. They rid themselves of or minimize self-entitlement and decided that one should work for their keep. They never believed trying to be above others; they instead believed that they should contribute to the society around and keep respect for public space. What they manifest is self-discipline.
In a comment under an article that compared Singapore and the Philippines, I said this to demonstrate what I believe makes Singapore a relatively better place to live in than the Philippines:
When a Singaporean couple finds prices are rising, they don’t have children. When a Filipino couple finds prices are rising, they bear so many children, hoping at least one of them will be their ATM (automated teller machine, i.e. breadwinner) to cope with rising prices, without thinking that they have to feed and make these children grow first (provided they don’t die from the complications of poverty yet). Different ways of dealing with one reality, different results, and each reveals something about the culture of the country.
Yes there is another side to Singaporeans, with reports coming out of some of them physically abusing domestic helpers. Perhaps the reason is that this generation of Singaporeans have been spoiled, thanks to prosperity. They thus cannot accept that some things they want cannot always be followed. Thus, in a sense, they are undisciplined. Without the discipline that counteracts spoilage, people will thus develop sense of entitlement that makes them act nastily towards others.
John Cleese:
Benny Andersen, som vi tidligere har beskæftiget os med, har ifølge BT igen fået optaget et pro islamisk indlæg i Samarbejds-Politiken. Fra BTs artikel:
»H. C. Andersen gjorde i sin tid Danmark verdensberømt med sine eventyr og historier, især ‘ Den Lille Havfrue’, som f. eks. er fast skolepensum i Kina. Men nu har Nattergalen fået en anden lyd,« skriver 86-årige Benny Andersen, der står bag Svantes viser fra 1972 og Samlede digte 1960 – 1996, der slog alle rekorder med 130.000 solgte eksemplarer.
…
»Washington Post bragte for nylig en artikel vedrørende vores nuværende strategi angående konfiskering af smykker og andre værdigenstande fra flygtninge, der kommer til Danmark, med henblik på at finansiere en del af deres (eventuelle) ophold. Et forslag, som ifølge Washington Post giver påmindelser om Nazityskland. Lad os følge med tiden og fra nu af kalde Danmark verdensberygtet!,« slutter den kendte forfatter sit harmdirrende læserbrev i Politiken.
…
Nå, men det var da godt, at en eller anden har fået placeret en artikel i Samarbejds-Politiken light ovre i Washington, så Benny liiiige kan få fyret en nazisme-belyvning af fra hoften.
Mere hos Uriasposten.
I endnu en vandvids kronik i Des-Information udspredes løgnen om såkaldt racisme af en skævøjet risgansker ved navn Heidi Borg Jørgensen.
Den små Heidi, der uddannet som cand.scient.adm., hvilket som bekendt er en RUC-udannelse, hvilket forklare en del, bl.a. derved at man på RUC bedriver noget man kalder “hvidhedsforskning”.
Heidi har fået undt i sulet over den pågående debat om hvorvidt muhammedanere, det være sig muhammedanere af kaukasisk-, negroid-, malayisk-, eller anden race, overhovedet skal have adgang til, at bosætte sig i vesten/steder med anden religion end islam i almindelighed og i særdeleshed Eva Agnete Selsing og især et indlæg i Pravda-i-Pilestræde d. 13 december.
I indlægget påpeger Selsing, der er af delvis polsk afstamning, for Gud ved hvilken gang de negative konskvenser af den muhammedanske invasion og den manglende reaktion fra politisk hold. Politikere i Danmark er nu engang valgt til, at varetage de fælles danske interesser og ikke islams interesse i at udbrede islam. Eva skriver bl.a.:
Der er noget næsten episk ondskabsfuldt over at placere 500 flygtninge i Nyborg, i et område med kun 700 huse. Men det gør regeringen. Nyborg er en del af det mindre ressourcestærke Danmark – her er ikke mange velnærede medietyper, der kan lave ramaskrig over at få deres lokalsamfund tvangstilført så mange asylansøgere. Var dét mon med i begrundelsen for at vælge netop dette som det første sted, regeringen bruger nødret mod befolkningen?
…
Og hvad gør vores statsminister i denne situation? Han prioriterer forholdet til udlandet og de forældede konventioner over det land, han er valgt til at beskytte.
Han vil ikke lukke grænsen, men lader i stedet minister Støjberg om at fedte rundt med nogle symbolske stramninger (der alligevel er uden virkning for langt størstedelen af de indvandrende). Er det fordi han ikke har forstået, hvad vi står over for? Eller er han ligeglad?
Nå, vi kan tilføje til det med medietyperne, at der faktisk var en tre fire stykker i vælten ved den lejlighed, nemlig Ritzau sjovnalisten Henrik Mikaelsen, dækket her på Urias gav vejledning i desinformtion, her, desuden lavede man en voxpop, her og her, hvor man helt tilfældigt fik langt spalter til et par teaterhomoers udgydelser om hvor positivt det var med islamiseringen og alle de spændende voldtægter, bl.a., der venter piger i lavindkomst segmentet. Vi kommenterede det således:
“To af de helt tilfældigt udvalgte, Daniel Bohr og Christian Lange begge er noget med teater og privat danner par.
http://www.lokalavisennyborg.dk/lokalavisennyborg/60-aar/artikel/1744442
Fra linket:
“I midten af 70’erne udtalte den unge Christian Lange, at ”børn var dansk teaters fremtidige publikum”, de skulle behandles ordentligt, opleve en rigtig teatersal, sidde i rigtige teaterstole (ikke på ølkasser!) og få ordentlige musikdramatiske forestillinger helst med levende musikere på scenen.”
og
“Christian Lange har privat dannet par med tidligere teaterchef og sceneinstruktør Daniel Bohr, og på fødselsdagen kan begge også fejre 35 års samliv.”
Men det var en indsats i islams tjenest og ikke for beskyttelse af Danmark eller lavindkomst segmentet.
Tilbage til vor skævøjede risgansker, som mener sig udsat for “racisme”, idet hun er blevet mobbet i skolen. I hendes hadske angreb på Selsing – hov forøvrigt, foreligger der ikke “dobbel racisme” her hvor en skævøjet angriber en halvpolak? – hedder det bl.a.:
Da jeg som brunt barn voksede op i Danmark og nu og da blev udsat for racistiske bemærkninger, fik jeg støtte af mine forældre og venner. De forklarede mig, at Christian, som nu havde kaldt mig »skævøjede risgnasker« for gud-ved-hvilken gang, havde det hårdt og tydeligvis ikke var så intelligent. Ja, det var endda synd for ham, at han åbenlyst var så dum.
Og jeg lærte at blive overbærende over for racistiske krænkere, ja, tilmed have lidt ondt af dem. Jeg lærte, at racistiske krænkere skulle man helst ignorere, for de havde det virkelig hårdt. De kom sikkert fra et rigtig dårligt hjem eller var ikke så godt uddannede.
…
Eva Agnete Selsing lufter i Berlingske den 13. december sin ’filosofi’ om, hvordan statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kører os ud over afgrunden med sin migrantpolitik. Hun sammenkæder indvandrere eller rettere »de potentielle terrorister« med voldtægt, social kontrol og parallelsamfund. Danskerne (den hvide dansker, vel at mærke) er efter Eva Agnete Selsings opfattelse efterladt i frygt i deres eget land, mens »de sorte pletter på danmarkskortet vokser«.
…
Nej, jeg har ikke ondt af Eva Agnete Selsing. Hun tilfører ikke debatten om integration noget nyt eller relevant. Hun taler ikke fra en interessant position, hvor hun kan tilføre debatten en ny og spændende dimension. Eva Agnete Selsing har ingen levet erfaring som brunt menneske i et hvidt samfund, og derfor er hendes forståelse af integration stærkt begrænset, hvis ikke fuldstændig fraværende. Jeg tror heller ikke, hun kender den hjertebanken, som hendes udtalelser antænder i en moderat brun kvinde som mig selv.
…
Det er i en sådan verden, at jeg ville anse Eva Agnete Selsing for at være et lille hvidt overklasseløg, der udgyder sin ligegyldige, blonde og blanke Barbie-filosofi i et af Danmarks største dagblade. Så nej, det er ikke Løkke, som er farlig. Det er farligt, hvis de moderate bliver radikale.
Her på Hotellet tror vi ikke et sekund på, at risganskeren har været udsat for “racisme”. Derimod har hun tydeligvis et behov for et opgør med nogle forældre, formentlig en koreansk mor, hvilket er uladesiggørligt. Det antænder had i hende, som hun så vælger, at projicere over på et racespørgsmål der ikke findes, men hvor en hær fra medier og akademia står parat med rådgivning udi, hvordan den ged barberes; at kan man ikke andet kan man altid gøre det til et spørgsmål om race. Af personer der har gjort en særlig indsats på det felt, racismebelyvning, kan nævnes Peter Hervik, Jørgen Dragsdahl, Jacob Holdt og Mustafa Hussien. Hvad Holdt og Dragsdahl angår blev de betalt af KGB for netop, at udøve racisme belyvning.
Desuden går hun helt galt i byen, hvis hun tror, at hun kan opnå reel værdsættelse i islamofile kredse ved, at gå deres ærinde. Ved først givne lejlighed når det tjener deres interesse vil de spytte hende ud som et stykke slik, der alligevel ikke falder i smag. Mandeløjne og brun hud eller ej.
På øen Korsika viste borgerne vilje til selvforsvar mod de af nazistisk inspirerede politikere importerede muhammedanere, idet de fredag foretog et modsvar på et muhammedansk angreb på brand- og politifolk.
På europæisk plan er muhammedanske angreb på kristne kirker almindeligt forekommende året rundt, hvad der aldrig i MSM eller af ledende politikere omtales som f.eks. had mod den oprindelige befolkning eller kristnofobi, endsige at nogle overvejer klogskaben i muhammedaner import.
Den slags vil selvfølgelig blive mere almindeligt i de kommende år medmindre, at der blandt politikerne, mod forventning, skulle indfinde sig et realistisk syn på islam og muhammedanere.
France24.com og JP.dk viderebringer telegrammet fra AFP, hvor det bl.a. hedder:
Tensions had mounted in Ajaccio on Christmas Day after two firefighters and a police officer were wounded overnight in Jardins de L’Empereur, a low-income neighbourhood of the city when they were “ambushed” by “several hooded youths”, authorities said.
…
They shouted slogans in Corsican meaning “Arabs get out!” or “This is our home!”, an AFP correspondent reported.
…
“Fifty prayer books were thrown out on the street,” Lalanne said, adding that some of the pages were burnt.
…
French Interior Minister Bernard Cazeneuve said the attack on the Muslim prayer hall showed signs of “racism and xenophobia”.
He also condemned the assault on law enforcement and safety officers in Corsica, saying he hoped “the authors of the violence would be identified and arrested as soon as possible.”
Heldigvis kommer forklaringen på selvforsvaret også med:
Corsica is a department of France which held regional elections earlier this month, which had seen the far-right anti-immigrant Front National make unprecedented gains in the first round of the vote.
On Corsica the nationalists won the regional election there taking power for the first time.
Eiheilsliztens hærvæksmand og voldsanstifter Pelle Dragsted mener rutinemæssigt, at det er en god ide at politikerne via skattesystemet konfiskere penge. I det her tilfælde penge der ligger i privat skabte fonde.
En god del af disse fonde er blevet stiftet af folk, der ville betænke et eller andet mere elle mindre kløgtigt formål, og samtidig undgå beskatning.
Ideen er tilsyneladende, at politikere skulle være langt bedre til, at dele andres penge ud end andre. Det er vi sådan set enige i, idet vi her på Hotellet mener at have empirisk belæg for, at den moderne liberal/kommunistiske demokratiske politiker ikke er optaget af andet. Som i intet andet. Til Altinget.dk fortæller Dragsted om sit synspunkt bl.a.:
Nu nævnte du den ene af de to begrundelser, der var. Den anden var, at man gerne ville give fondene incitament til at uddele penge. Er det ikke en god ide?
Men det gør man jo i forvejen, når man har et skattefradrag på uddelingerne. Man kan jo sige, at store dele af de penge, der ligger i fondene, jo er udskudt skat, som ellers skulle være havnet i fælleskassen. Så i forvejen er det her område jo ekstremt tilgodeset. Og det er så et valg, man har taget, hvor formålet er at fremme fondsejerskabet og skabe incitamenter til at lave uddelinger. Man skal bare være klar over, at de her uddelinger til dels er mistede skatteindtægter. Det her er et spørgsmål om, om man mener, at de penge bedre kunne fordeles af demokratisk valgte repræsentanter end af nogle fondsbestyrelser, som jo ikke er demokratisk valgte.Og deraf følger, at I synes, at de her penge kunne bruges bedre af demokratisk valgte politikere?
Ja, vi mener, at det er rigtig godt, at der bliver uddelt penge til kunst, kultur og forskning. Men vi mener, at det ville være bedst, hvis det var de politikere, som skattebetalerne har valgt, og som de kan skifte ud igen, som står for fordelingen af de her penge, og ikke nogle fondsbestyrelser, som jo ikke er valgt af befolkningen, og som primært består af samfundets magtelite.Pengene bliver brugt forkert
I dette tilfælde vil regeringen så hente et beløb på 200 millioner og bruge dem på at lette skatten ved overdragelse af familieejede virksomheder til næste generation. Hvad siger I til det?
Det er vi helt uenige i. Det er klart, at det er ikke nogen god ide at lave den overflytning. Og derfor ender vi nok også med at undlade at stemme for forslaget. Vi mener, det er fornuftigt at hive pengene ind. Men vi mener, de bliver brugt forkert. Så vi vil stå frit efter et valg, hvor vi måske kan komme til at udgøre et parlamentarisk grundlag for en ny regering for at kunne anvende de her penge på en anden måde.
Og så kan vi da lige dvæle ved årets hit, Jacob Holdts fond, hvor det sågar ikke blot var ubeskattede indtægter, der skulle gemmes afvejen, men hvor det var frugterne af Holdts private negerslavers ikke honnorerede indsats, der indgik i hans fonds formuegrundlag.
til alle der har læst med, venner som fjender. Ingen jul uden Jihad Bells fra israelske Latma.
Vi holder lidt julefred fra bloggeriet, men skruer op igen i det nye år.
Den fra det kunstindustriellekompleks så kendte Mogens Rukov er død i en alder af 72 år.
Det fortæller Altinget.dk med løgnepressens flagskib Samarbejds-Politiken som kilde, her.
Udover en indsats for at lære folk at skrive filmmanuskripter var Mogens Rukov medredaktør på Trykkefrihedsselskabets magasin “Sappho” ligesom han stillede op i panelet til ihvertfald et møde i Trykkefrihedselskabet, her. Mogens Rukovs wiki.
Manden til venstre for MogensRukov er forlagsdirektør hos Gyldendal Johannes Riis, der ved den lejlighed i pausen til HU udtalte, at man jo måtte regne med fysiske håndgribeligheder fra muhammdansk side, hvis man kritiserede islam, i betydningen at man selv var ude om at blive slået ihjel. Han trak dog lidt i land efter protest mod rimeligheden i det synspunkt.
En kommentator på Uriasposten, Morten – – -, kommentere i en post omhandlende, at rige forældres børn nu rammes af den kulturelle berigelse, som andre og knap så velstående er blevet ramt af i årtier og som består i, at de importerede muhammedanere som led i jihaden begår gaderøverier og uddeler dummebøder.
Det er naturligvis kun godt, at netop den del af det islamofile segment rammes og lad dem endelig blive ramt endnu hårdere.
Mortens – – -s kommentar lyder:
Forældrene ændrer ikke holdning af den grund. Til gengæld bliver der konflikter i de små hjem, fordi især en dreng bliver “chauvinist” – som en mor fra området, jeg talte med til et nytårsselskab kaldte sin søn – når han oplever det her. – Og samtidig bliver mødt med sine forældres usolidariske og forfængelige holdning. Det er et hårdt møde med virkeligheden og ukærligheden for disse børn af selvoptagne overklassemennesker.
Vi har tidligere bragt en post om samme emne og bringer den her igen:
En fætter var flyttet til Gellerup for at have bolig i nærheden af sit studie sted. Han blev naturligvis kort efter kulturberiget i et røveri, der, vel, kunne være blevet særdeles alvorligt, eventuelt med dødelig udgang.
En moster kommenterede det ved en familiesammenkomst med ordene: “Det var skrækkeligt, nu må vi ikke håbe han bliver racist”. Så havde hun lizzom ozze fået fortalt, hvad man skulle mene, hvis en eller anden skulle finde på at se en sammenhæng mellem muhammedansk indvandring og røveriet.
Undskabens Hotel 